Det lille ord plus betyder alverden hos Audi, og nu rammer det den store S8 med voldsom kraft – ydelsen i V8-motoren hæves til 605 hk. Med 3,8 sekunder fra 0-100 km/t overgår Audis stærkeste sedan Mercedes-AMG S 63 4MATIC med 0,2 sekunder
> 4-liters V8-motoren med cylinderfrakobling yder nu 605 hk og 750 Nm
?> Topfarten er 250 km/t, men kan hæves til 305 km/t?
> Den adaptive luftaffjedring og styretøjet er særligt tilpasset S8 plus
I lang tid har Audi S8 stået i skyggen af sin største konkurrent, Mercedes-AMG S 63, der med 585 hk og en 0-100-tid på 4 sekunder rent (med firehjulstræk) kunne gøre det onde ved S8 med 520 hk og 4,1 sekunder.
Nu svarer Audi igen med sin stærkeste limousine. S8 fortsætter med sine 520 hk, men S8 plus tager et skridt mod magtens tinder med en motoropgradering, der giver plus-modellen hele 605 hk. Det maksimale moment stiger med 100 Nm fra 650 til 750 Nm. Det er stadig 150 Nm under Mercedes-AMG S 63 L 4MATIC, men S8 plus vejer sandsynligvis mindre, hvilket hjælper den til at nå helt ned på 3,8 sekunder fra 0-100 km/t.
Den er helt klart kandidat til navnet RS 8, men det navn lyder sandsynligvis for meget som R8 til at Audi er tryg ved det.
S8 plus er også 25 hk og 250 Nm svagere end den største Mercedes-AMG, S 65 Lang, men den store AMG er direkte langsom ved siden af med 0-100 på 4,3 sekunder.
Som standard kommer Audi S8 plus med en topfart på regulerede 250 km/t, men den kan man vælge at smide med en fabriksfrigivelse, og så løber den store alu-limousine hele 305 km/t på toppen.
For at nå op på 605 hk har Audi ændret motorstyring, geometrien i turboladeren og udstødningssystemet. For at tøjle de ekstra kræfter, er der lavet en særlig opsætning af den adaptive luftundervogn og det dynamiske styretøj (Dynamic Steering), og det er selvfølgelig i kombination med det avancerede firehjulstræk med sportsdifferentiale.
Den nye S8 plus får premiere på IAA i Frankfurt i september, hvor Blog om Biler selvfølgelig er til stede for at se nærmere på den nye topmodel.??Den ”normale” S8 med 520 hk står i øvrigt i prislisten til 2.434.422 kr., og merprisen for det lille plus kendes endnu ikke, men S8 plus lander sandsynligvis i lejet omkring Mercedes-AMG S 63, der starter ved 2.969.200 kr.