Den fuldelektriske E-tron er den første fuldelektriske Audi, og den nye SUV kommer i slipstrømmen af den nye el-SUV EQC fra Mercedes-Benz og Jaguars I-Pace. Den tæt på fem meter lange model har to el-motorer med en ydelse på 408 hk, og den officielle rækkevidde på en enkelt “optankning” er mere end 400 kilometer
Vi har fulgt en årelang kampagne fra Audi, hvor detaljerne enkeltvis er dryppet ud fra hovedkontoret i Ingolstadt, og i juli var Blog om Biler til verdenspremieren i Skuespilhuset i København på bilens interiør. Den nye bil er en af de vigtigste brikker i Audis fremtid – E-tron, den første elbil fra premiummærket. Modellen er baseret på dele fra Volkswagen-koncernens MLB-platform, som efterhånden bærer mange modeller, bl.a. VW Touareg og Audi Q5.
E-tron er i korte træk en lav SUV, eller en crossover, men den er mere end det. Den vil få selskab af mange elektriske Audi’er i de kommende år, og den er mærkets vigtige prestigemodel, som skal bryde ind på et næsten helt nyt marked, som vi forventer vil fylde meget i fremtiden: elektriske luksus-SUV’er. Tesla var tidligt ude med Model X, Jaguar fulgte efter sidste år med I-Pace, og for under to uger siden kom en fuldelektrisk SUV fra en af de helt store spillere, Mercedes-Benz. Stjernemærkets EQC er den primære konkurrent til Audi E-tron, selv om den er lidt mindre og ud fra de tyske priser er cirka 75.000 kr. billigere end E-tron. Den tyske udsalgspris for EQC vil ligge på cirka 70.000 euro, prisen på E-tron tættere på 80.000 euro – 525.000 kr. mod 600.000 kr.
Den elektriske Audi har store dele af sit design fra Q-topmodellen Q8, men E-tron har et mindre aggressivt frontdesign og blødere linjer. Set fra siden stikker en detalje, eller rettere to, ud, og det er markeringerne i skærmkasserne – synlige, fremhævede linjer, som skal minde os om mærkets tradition for firehjulstræk.
408 hk – ved overboost
Træk på alle fire hjul har E-tron næsten som en selvfølge. Elbiler med mange kræfter har typisk firehjulstræk, og det gælder også konkurrenterne fra Tesla, Jaguar og Mercedes-Benz. Firehjulstrækket i E-tron dannes af bilens to elmotorer, som samlet kan føre 408 hk ud mod dækkene. Frontmotorens ydelse er normalt 170 hk, den bageste yder 190 hk. En sammenlægning af de tal giver ikke 408 hk, men 360 hk – den maksimale ydelse på 408 hk opstår via en overboost-funktion, hvor den forreste motor så skyder 184 hk og den bageste 224 hk ind i kampen.
Efter at have siddet i E-tron i Skuespilhuset, kan vi fortælle, at pladsforholdene er mere end tilstrækkelige for fire voksne, og det skyldes både placeringen af batteripakken og den lange akselafstand på 3 meter. Bagagerummet står til mellem 600-1.725 liter. Batteripakken med beskyttende indkapsling vejer godt 700 kilo, og for at blive ved vægten, så kan E-tron fås med trækkrog, hvor man må sætte op til 1.700 kilo på.
Rækkevidde og opladningstid er uundgåelige faktorer, og Audi er stolte af, at E-tron kan lades med ved en hurtiglader med op til 150 kW i timen. På en halv time kan man dermed lade op med 70 kWh, som skulle give en rækkevidde på 320 kilometer. Den samlede rækkevidde på en fuld opladning bliver over 400 kilometer, målt efter den nye WLTP-norm.
Standardudstyret bliver omfattende med LED-forlygter, luftaffjedring, digital instrumentering, infotainmentsystem med to skærme og 19″ alufælge. En introduktionsmodel, Edition One, kommer med blå effektlakering, sportssæder og de første kamerabaserede sidespejle på en model i serieproduktion.