Audi kommer ikke først til mølle med plug-in-hybrid-teknologi i sin kompakte crossover, men til gengæld slår tyskerne til med et tosidet angreb på BMW, Mercedes-Benz og Volvo. Den nye Q3 plug-in-hybrid kommer som både almindelig crossover og i coupéversionen Sportback.
Q3 45 TFSI e og Q3 Sportback 45 TFSI e, som de to nye modeller hedder, skal konkurrere direkte med BMW X1/X2 25e, Mercedes-Benz GLA 250e og Volvo XC40 T4/T5 Recharge. Det er modeller, som i skrivende stund koster fra cirka 430.000-450.000 kr., og mens den danske Audi-importør ingen pris sender med i pressemeddelelsen (introduktion i Danmark i første kvartal 2021), så vil prisen næppe ligge langt fra konkurrenternes niveau. – Installation af ladeboks vil være inkluderet i udsalgsprisen, men vil ikke være tvang (og installationen kan trækkes fra prisen).
245 hk og op til 51 km på strøm
Alt i maskinrummet på 45 TFSI e-modellerne er gennemprøvet og velkendt, for det hele stammer fra modeller som VW Golf GTE og Skoda Octavia RS iV; en 1,4-liters benzinmotor med 150 hk er sat sammen med en elmotor med cirka 116 hk – nok til en samlet systemydelse på 245 hk og 400 Nm. – Det er også samme plug-in-drivlinje, der nu fås til A3 Sportback, hvor den dog fås i to versioner (40 TFSI e med 204 hk og 45 TFSI e med 245 hk).
Batteripakken har en kapacitet på 13 kWh, og ladehastigheden er op til 3,6 kW, hvilket er lig med en fuld “optankning” på 3 timer og 45 minutter. Med batteriet toppet op kan Q3 45 TFSI e køre 51 kilometer på strøm, mens Sportback-versionen står til 50 kilometer. I modsætning til en større Audi-PHEV som A6 50 TFSI e kan benzinmotoren i Q3 45 TFSI e bruges til at lade batteriet op på farten, hvis man synes, det er en god idé at brænde benzin af på den måde.