Malene Raith og Morten Bek er tilsammen Autopiloterne, som sammen taler om og tester nye biler både herhjemme og i udlandet. Denne gang gør de det i Danmark. Og hver for sig
Hvor er vi?
Autopiloterne er blevet splittet op. Med corona i samfundet er det jo ikke bare slut med rejser og præsentationstureture i Spanien og Portugal, det er heller ikke længere forsvarligt at sidde to i en testbil. Derfor har vi denne gang – og utvivlsomt også et stykke ud i fremtiden – testet samme bil, men hver for sig. Morten Bek har kørt Sjællands vestkyst – og det halve af af øen tynd, mens Malene Raith mest har cruiset rundt i og omkring København.
Hvad kører vi i?
Den nye og 4. generation Audi A6 Allroad Quattro kom til verden i 2019. Første generation kom til verden tyve år tidligere, lige inden årtusindeskiftet som en slags SUV-udgave af den familievenlige stationcar, A6 Avant, udstyret med mere frihøjde, luftaffjedring og firehjulstræk. Ej at forglemme beskyttelseslisterne over hjulkasserne og et mere terrænædende designudtryk.
Den rummelige bil kunne køre lidt længere ud i landskabet end en almindelig Avant, samtidig med at den kunne gøre det ud for at være en helt almindelig stationcar i byen. Og det er måske i virkeligheden hemmeligheden bag A6 Allroads fortsatte eksistensgrundlag her tyve år senere, hvor markedet flyder over af SUV’er i alle størrelser og look-a-likes. En elegant klassiker til både gården og gaden (høhø).
Hvad er nyt?
Audi A6 Allroad Quattro har naturligvis fået den nye Q-grill, set på Q3 og Q8, der får fronten til at skille sig tydeligt ud fra den almindelige A6 Avant. Det samme gør den skarpe bagende med bundskjoldet naturligvis også, Quattro-linjen langs siden og beskyttelsespanelerne på samme måde.
Og når en bil nu skal være i stand til at køre på “alle veje,” har A6 Allroad Quattro naturligvis også forskellige køreindstillinger, hvoraf de to er til terræn. Frihøjden er som udgangspunkt som den almindelige Avant på 139 mm, men fordi den har luftaffjedring, er det muligt at hæve den med yderligere 45 mm ved hastigheder under 35 km/t. Altså på den ujævne grusvej med græs og sten i midten. Når farten øges sænkes bilen automatisk til almindeligt leje igen, og kommer man over 120 km/t, trykkes karosseriet yderligere ned med 15 mm. Så den kan køre endnu bedre på motorvejen. Quattro-firehjulstrækket giver greb og fordeler automatisk kraften på enten for- eller baghjul efter behov.
Kabinen er rummelig på alle leder: Over hovedet, mellem forsæderne, på bagsædet og naturligvis i bagagerummet, hvor elektrisk bagklap iøvrigt er standard, og så ser interiøret knivskarpt ud med Audis nye Audi Connect Navigation & Infotainment Plus med de to touchscreens og det digitale og farvestrålende Audi Virtual Cockpit Plus bag rattet.
Den nye Audi Allroad Quattro har en 3.0 liters V6 TDI-motor, der kan vælges med enten 231 hestekræfter (45 TDI) eller 286 hestekræfter (50 TDI), i samarbejde med en 8-trins automatgearkasse. Det er den store motorvariant, der klarer 0-100 km/t på 5,9 sekunder, i snit kører 13,5 kilometer på literen og har et prisskilt fra omkring 800.000 kr. plus ekstraudstyr, vi tester (beskatning for firmabilister cirka 730.000 kr.). Allroad med 231 hk koster bare 20.000 kr. mindre end den testede med 286 hk, så det giver sig selv, at den svagere version står i skyggen af den store.
I Danmark fås den skarpeste A6 Allroad (55 TDI) med S6-motoren med 349 hk ikke.
Hvad synes Morten?
“Smukke stationcars hedder Avant, har nogen engang sagt. Det er mere end sandsynligt, at det er Audi selv, der har sagt det i reklamekampagner for sine egne stationcars, men jeg er tilbøjelig til at sige, at udtalelsen rammer plet. Jeg kan ikke huske en stationcar fra Audi, som ikke i er elegant og lækker.
Det samme kan jeg ikke sige om stationcars fra BMW og Mercedes-Benz, så reklamegas kan altså også være tæt på virkeligheden. Den nye A6 Avant er i hvert fald også både elegant og lækker – og så er den visuelt stærk, hvor konkurrenten E-Klasse stationcar kører med et kluntet designforsøg på at skjule dens rummelighed. Udgangspunktet for A6 Allroad er derfor ret så perfekt, og mens jeg lige skal vænne mig til de lodrette “kromtænder” i grillen, som virkelig gør A6 Allroad til en anden bil at se på end A6, så er jeg klar til at skrive under på købskontrakten, hvis pengene engang skulle dukke op.
Testbilen står med en lakering, Tyfongrå, som gør det svært at se al plastbeskyttelsen på A6 Allroad, for med denne farve går den næsten i et med resten af bilen. Jeg ville vælge en lakering, som giver mere kontrast. Hvid, måske? Jeg er til gengæld vild med de forholdsvis små fælge og ballondækkene, for vi tester alt for tit biler, som er pumpet op med enorme fælge, som koster en firelænget gård og ødelægger affjedringen. Det er standardhjulene med 18” fælge, så ikke en krone ekstra skal de koste.
Sådan som den står her, med sine dæk med store sideflader og dermed masser af luft og gummi til at håndtere dårlige veje, er affjedringen spektakulært god. Dengang en eller anden for første gang sagde, at smukke stationcars hedder Avant, var affjedringskomforten i en Audi problematisk, og det har den været i mange modeller helt op til for 8-10 år siden. A6 Allroad af nyeste aftapning har en luftaffjedring, som sammen med hjul og dæk får bilen til at svæve på en sky. Svæve stabilt og uden at give søsyge. Den er så vellykket, den affjedring, at jeg kan skrive mange linjer om den, men der er noget med, at man kan få folk til at tabe interessen, så jeg går videre.
Motoren påvirker mig også i den grad til at erklære A6 Allroad 50 TDI til noget nær en ultimativ langtursbil, når vi taler biler under 1 mio. kr. Jeg elsker sekscylindrede dieselmotorer, og jeg er af den holdning, at de burde sidde i mange flere biler. Det gør de ikke, fordi de er dyrere at lave, men de burde, fordi kræfterne er fantastiske, lyden både rå, lækker og afdæmpet på samme tid – og så bruger en stor, tung bil med 286 hk i snit noget nær den samme mængde brændstof som en meget mindre bil med en lille turbomotor, som skal presses for at følge med.
Der er skærme overalt i kabinen. I hvert fald, hvis udgangspunktet er en A6 Allroad af generation 1. Den havde knapper overalt, hvor den nye har skærme til mange, mange funktioner. Den kan selvfølgelig uendeligt meget mere, den nye, så der fx er køreindstillinger, Apple CarPlay, bakkamera, semi-automatisk parkering og meget mere, så det er svært at undgå skærme.
Men jeg ville ønske, at Audi havde beholdt de almindelige dreje- og trykknapper, som A1, A3 og Q3 stadig har, til nogle få ting, og her tænker jeg især på klimaanlægget og varmen i sæderne. De store touchscreens får kabinen til at ligne en million (testbilen koster med alt sit udstyr 1.19 mio. kr., så…), og så må man åbenbart lide lidt for skønheden.”
Hvad synes Malene?
“Selvom jeg ikke er den store tilhænger af stationcars, har jeg altid været fan af Allroad. Det bistre terrænlook er i min bog det smukkeste, man kan vælge til sin Avant, og har man et større praktisk behov, for eksempel fordi man har en hest eller en båd, er A6 Allroad Quattro et oplagt valg. Specielt hvis man ikke er til kantede fyldige SUV’er.
Man får ganske enkelt det bedste af begge verdener – al den plads og praktik man kunne tænke sig til familie og trailer uden at gå på kompromis med lækkerhed og dynamik. En kraftfuld SUV pakket ind i en strømlinet stationcar om man vil. Optimeret og forfinet gennem tyve år – tag bare en detalje som beskyttelseslisten over baghjulet, der går en lille smule hen over bagdøren, det er simpelthen så elegant. For ej at glemme Audis smukke spidse stationcarbagende.
Dog vil jeg indrømme, at jeg på det praktiske område mere er til SUV’ens høje bagagerum fremfor stationscarens dybe, men den detalje kan jeg sagtens leve med, da det unægtelig er svært at finde en SUV, der kører lige så smooth. I hvert fald på denne side af millionen. For selvom jeg synes, at vognens design er noget nær perfekt, så er A6 Allroads største styrke unægtelig, hvor velkørende den store bil er. Der mangler ikke kraft på noget tidspunkt – omend den ved har lidt forsinkelse på, når man lige vil give lidt gas (som elastikken lige skal strammes), komforten er i top, støjniveauet i bund, og det er en nydelse at cruise gennem byen og ud ad motorvejen.
Og så er jeg jo fan af Audis store gearvælger i midterkonsollen, men er faktisk også endelig blevet gode venner med “klikknapperne” på touchskærmen. Det kan dog skyldes, at jeg ikke har samme niveau af stress i corona-karantæne som i min “almindelige” hverdag. Den adaptive fartpilot er stadig en pind i venstre side, hvilket jeg jo altså ikke er begejstret for. Den er godt nok ekstraudstyr, men jeg vil nu alligevel anbefale dem, der har råd, at anskaffe den (følger med i en pakke), da Audi laver en suveræn en af slagsen – når man altså er færdig med at fumle med pinden.
Uanset hvad, kører Audi A6 Allroad Quattro fantastisk stabilt og gennemført komfortabelt i byen, på motorvejen eller nuvel, på en hullet grusvej i Københavns Havn. En formfuldendt alsidig luksuriøs familiebil. Og nuvel, har man pengene, men ikke det store praktiske behov, kan man selvfølgelig også bare vælge den, fordi man vil have den skarpeste Avant på villavejen.”
AUDI A6 ALLROAD 50 TDI QUATTRO | |
---|---|
MOTOR | V6, 2.967 cm3, diesel |
YDELSE | 286 hk ved 3.500 o/min |
630 Nm ved 2.250 o/min | |
GEARKASSE | 8-trins automatisk |
O-100 KM/T | 5,9 sekunder |
TOPFART | 250 km/t |
FORBRUG | 13,5 km/l |
CO2 | 194 gram/km |
MÅL (L/B/H) | 495/190/150 cm |
AKSELAFSTAND | 293 cm |
BAGAGERUM | 565 liter |
VÆGT/TRÆK | 2.020/2.500 kilo |
DÆK | 275/50 R20 |
PRIS (INKL. LEVERING) | 799.052 kr. A6 Allroad fås fra 1.985.398 kr. |
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE | Ikke oplyst |
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL | 730.600 kr. A6 Allroad fås fra 710.286 kr. |
ÅRLIG EJERAFGIFT | 5.180 kr. |
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR | LED-forlygter, 18 tommer alufælge, infotainmentsystem med navigation, aut. nedblændeligt bakspejl, adaptiv luftundervogn, køreindstillinger, elektrisk betjent bagklap |
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR | Metallak til 18.245 kr., læderindtræk til 46.712 kr., panoramaglastag til 41.030 kr., el-indstilleligt rat til 8.657 kr., adaptiv fartpilot mv. i pakke til 18.000 kr. |
PÅ GADEN I DANMARK | Nu |