Det behøves ikke være stort og pompøst for at være avantgarde. DS viser franske finesser og anderledes design med deres lille SUV
Der er godt gang i hjulene hos DS – premium-mærket fra PSA-gruppen, hvor Citroën, Peugeot og Opel også hører under. DS har en plan om at lancere en ny model hvert år og skød de nye generationer i gang med DS 7 Crossback sidste år. Selvom DS 7 først blev lanceret i Danmark i slutningen af juni måned sidste år, blev der i 2018 alligevel indregistreret 158 biler. Lidt af en overraskelse, der i hvert fald oversteg vores forventninger.
I år er det DS 3 Crossback, der er kørt i stilling hos de syv danske forhandlere, og ambitionerne er ikke blevet mindre. DS 3 Crossback skal være førende på markedet for de små premium-SUV’er. Blandt andet foran Audi Q2 og Mini Countryman, som DS selv sætter DS 3 Crossback i bås med. Størrelsesmæssigt er DS 3 Crossback en anelse mindre end Audi Q2.
Premium i kabinen
Da jeg først får DS 3 Crossback mellem hænderne, er der ikke tvivl om, at der er tale om et premium-produkt. Man kan mene om designet, hvad man vil, men det skiller sig i hvert fald ud. Jo mere tid jeg tilbringer med DS 3 Crossback, des mere taler designet faktisk til os. Især bagenden ser helt rap ud med Performance Line-udstyret, og den “store” benzinmotor med 155 hk (den har en volumen på kun 1,2 liter), der giver DS 3 Crossback to store afgangsrør. Fronten er jeg mere i tvivl om – på en eller anden måde ser den lidt skeløjet ud i min optik.
Dørhåndtagene popper automatisk ud når man nærmer DS 3 Crossback med nøglen i lommen og giver adgang til en kabine, der, ligesom designet udenpå, skiller sig markant ud fra resten af de små SUV’er på markedet. Premium-følelsen er endnu stærkere i indendøre, hvor det er tydeligt, at der er lagt mange timers arbejde for at gøre det hele lækkert. Der er ikke sparet på de lækre materialer. Diamantformen går igen i alt fra gearstang henover luftdyser og til de trykfølsomme knapper på instrumentbordet. Selv grafikken på infotainmentskærmen er diamantformet. Formålet er at vise det ypperste af fransk ynde med inspiration fra kunstmuseet Louvre i Paris.
Elektronikken skal også være første klasse, men infotainmentsystemet, og især navigationen, synes at mangle et par gear, hvor jeg oplever en smule forsinkelse. Det er i petitesseafdelingen, men alligevel nok til, at jeg konstant bliver mindet om den manglende processorkraft. Det samme gælder siddepositionen bag rattet. Sæderne i sig selv, der ifølge DS er udviklet over seks år, er lækre, bløde og støtter godt, men jeg har svært ved at indstille dem sammen med rattet, så at det hele passer sammen. Det er muligvis undertegnede, der er mærkeligt bygget, da andre, der har siddet bag rattet, ikke har samme oplevelse. Igen, vi bevæger os helt nede i petitesserne her.
I midten af instrumentbordet er en 7” touchscreen standard med blandt andet Apple CarPlay. Til gengæld er DAB-radio ekstraudstyr mod en merpris på 2.800 kr. ligesom automatisk klimaanlæg koster 7.500 kr. ekstra.
Motorvejshastigheder når vi nemt i testbilen, der er udstyret med den 3-cylindret benzinmotor med 155 hk. Den er kompetent og kraftoverskuddet er mere end rigeligt til den lille bil. Generelt er kabinen rigtig lækker og støjsvag i en grad, der er en Mercedes S-Klasse værdig – også ved motorvejshastighed.
Vi har tidligere kørt varianten med 130 hk, der ikke føles markant langsommere. Det 8-trins automatgear synes desuden ikke at tage pusten fra motoren og er samtidig sat fornuftigt uden hverken at skifte for hurtigt eller køre motoren for langt op i omdrejninger. På motorprogrammet findes den 1,2-liters benziner også med 100 hk og manuel 6-trins gearkasse, samt en 1,5-liters dieselmotor med enten 100 eller 130 hk.
Fra lige under 250.000 kr.
Den mindste benziner med Prestige-udstyr er billigste variant med en startpris på 249.990 kr. Desværre er det kun den mindste benziner med 100 hk, der kommer med Prestige-udstyr. Vil du have flere kræfter, rykker man automatisk op i Performance Line-udstyr, der blandt andet har adaptiv fartpilot som standard. Senere får vi også en fuldt elektrisk variant med tilnavnet E-Tense, 50 kWh-batteri og en rækkevidde på 320 km.
Køreoplevelsen i DS3 er som vi godt kan lide den i en lille SUV; undervognen er fornuftigt sat op med stor vægt på komfort. Det betyder selvfølgelig en smule krængning rundt i de skarpeste sving, men grebet i underlaget er godt, og DS 3 Crossback understyrer ikke, med mindre du decideret prøver på at få den til det. Styringen kan til gengæld virke en anelse let, men behandler du rattet nænsomt, altså kører helt normalt, fungerer det fint.
DS 3 Crossback gør, hvad vi sætter pris på i en lille SUV. Der er lagt vægt på støjsvag komfort, og så er der endda en følelse af luksus i kabinen.
DS 3 CROSSBACK 1,2 E-THP 155 AUT. PERF. LINE | |
---|---|
MOTOR | R3, 1.199 cm3, turbo |
YDELSE | 155 hk ved 5.500 o/min |
Ikke oplyst | |
GEARKASSE | 8-trins automatisk |
O-100 KM/T | 8,2 sekunder |
TOPFART | 208 km/t |
FORBRUG | 15,6 km/l |
CO2 | 145 gram/km |
MÅL (L/B/H) | 412/180/154 cm |
AKSELAFSTAND | 254 cm |
BAGAGERUM | 350-1.050 liter |
VÆGT/TRÆK | 1.280/1.200 kilo |
DÆK | 215/60 R17 |
PRIS (INKL. LEVERING 3.980 KR.) | 354.990 kr. DS 3 Crosback fås fra 249.990 kr. |
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE | Denne variant fås ikke. DS 3 Crossback fås fra 2.945/14.995 kr. eller 2.695/19.995 kr. |
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL | 317.914 kr. DS 3 Crossback fås fra 278.095 kr. |
ÅRLIG EJERAFGIFT | 1.040 kr. |
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR | Digital instrumentering, infotainmentsystem med 7″ touchscreen, Apple CarPlay og Android Auto, nøglefri start, 17″ alufælge, regnsensor, adaptiv fartpilot, aut. nødbremse, blind vinkel-system, nøglefri adgang og start, varme i forsæderne, indtræk med Alcantara, aut. udvendige dørhåndtag |
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR | DAB+ til 2.800 kr., navigation til 18.500 kr., LED-lygter for og bag til 22.500 kr., lydanlæg fra Focal til 18.000 kr. |
PÅ GADEN I DANMARK | Nu |