2018 har været pakket med bilnyheder, og 2019 bliver mindst lige så spændende. Blog om Biler kigger ind i det nye år, hvor vi kan se frem til nyheder som Audi A3, DS 3 Crossback, Ford Kuga, Opel Corsa, Porsche Taycan og Seat Leon
Elbiler, dieselbiler, biler med benzinmotor, motorer med og uden turbo – 2019 kommer til at byde på det hele, og mange mærker har store og vigtige nyheder klar i det nye år, som næsten med garanti vil få stor indflydelse på det danske marked.
2019 byder på mange nyheder, som passer ind i ”det danske format”, hvor vi stadig straffes med urimelig og gammeldags udregnet registreringsafgift på nye biler: helt nye udgaver af fx BMW 1-serie, Mazda 3 og Skoda Octavia, men selvfølgelig også SUV-modeller som Ford Kuga og elektriske biler som Kia e-Niro.
Blog om Biler kigger ind i det nye år, og vi har fundet mange spændende bilnyheder, vi glæder os til at se nærmere på og prøve i 2019.
Godt nytår!
Aston Martin
Bilproducenter som for få år siden var utænkelige i SUV-sammenhæng er nu med på bølgen. Aston Martin lancerer sidst på året sin første SUV, som går under navnet DBX. Den kommer til at tilhøre den mest sportslige del af SUV’ernes verden, og briterne sigter efter bl.a. Lamborghini Urus og Porsche Cayenne.
Audi
Audi har lanceret et rigtig stort antal modeller i 2018, og den nye Q3 nåede lige at lande hos forhandlerne i årets sidste måned. Den første nye model til at få premiere hos de danske forhandlere i 2019 er den nye A1 Sportback, som kommer med tre- og firecylindrede benzinmotorer med op til 200 hk. Frem til lanceringen i den første weekend i januar holder Audi tæt med priserne. Der kommer ingen ny S1, altså ingen A1 med firehjulstræk.
Det er der til gengæld i den nye SQ2, som er topudgaven af Q2 med 300 hk. Den bliver en af de hurtigste små SUV’er på markedet.
Vi er usikre på, om det når at blive i 2019, men Audi barsler med en coupéudgave af den nye Q3, som selvfølgelig skal hedde Q4 – en bedre-sent-end-aldrig-konkurrent til BMW X2 og Mercedes-Benz GLA. Den store Q8 kommer i en S-udgave med 4-liters V8-diesel, og på samme måde får vi nye udgaver af S6, S7 Sportback og S8, men de tre kommer med benzin og ikke diesel i tanken. Der er endnu flere nyheder på vej fra Audi, og den største i 2019 bliver uden tvivl den nye A3, som skulle få verdenspremiere i efteråret. En anden er den faceliftede Q7, hvor Audi har skelet til designet på Q3 og Q8.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc378593174936″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/11/Audi-Q3-10.jpg[/image]
Alfa Romeo
Det går langsommere hos det italienske mærke, end vi bryder os om. Beslutningen om en ny Giulietta på samme platform som Giulia, altså med baghjulstræk, skulle være endeligt truffet, men det er usikkert, om den bliver klar før 2020. Alfa Romeo bruger mere energi på en ny og større SUV til at gå i konkurrence med bl.a. BMX X5.
BMW
I marts kommer den helt nye 3-serie, større og lettere, til Danmark, og senere på året følges den af en ny 3-serie Touring (stationcar). 3-serie GT, den spøjse hatchback, udgår sandsynligvis uden afløser i løbet af 2019, mens vi roligt kan forvente nye udgaver af hele 4-serien i 2019 og 2020 – coupé, cabriolet og Gran Coupé. Det lægger selvfølgelig op til indtil flere M-versioner med fantastiske V8-motorer.
Den store ”lille” nyhed hos BMW er den nye 1-serie. Som det længe har været kendt, mister 1-serie sit baghjulstræk og skifter til forhjulstrækkerplatformen, som i forvejen deles med Mini. Det vil dermed også være slut med langsliggende motorer og seks cylindre. 2-serie Coupé og Cabriolet vil dog, når de skiftes, fortsætte med baghjulstræk.
X-modellerne står for en stor del af indtjeningen hos BMW, så 2019 byder på den nye topmodel X7, en helt ny X6 og M-udgaver af X3, X4, X5 og X6.
Den store 7-serie får et facelift med bl.a. større grill, men det ser ikke ud til, at den elektriske sedan i5 lanceres før tidligst 2020 – efter iX3. X1 får også et facelift. 8-serien introduceres i første omgang som coupé og cabriolet, men en Gran Coupé med fire døre er også på vej.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1270430751373″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/11/BMW-M340i-002.jpg[/image]
Citroën
Den vigtigste bil i 2019 for Citroën bliver C5 Aircross, som Blog om Biler allerede har kørt i ved flere lejligheder. Den mellemstore SUV lander hos forhandlerne i foråret til priser fra cirka 270.000 kr. To plugin-hybrider følger senere på året, mens en helt ny C5 (sedan/stationcar) sikkert trækker ud til 2020.
Cupra
Cupra er Seat, men alligevel ikke helt. Seat har skilt sine sportslige biler fra, og den første ”rene” Cupra-model er den 300 hk stærke Ateca, som kommer til Danmark i starten af året. Før Cupra får sin helt egen model, en udviklet direkte til mærket, vil der gå et-to år mere, men Cupra vil forhåbentlig allerede i 2019 kunne rykke med kraftige udgaver af Ibiza og den nye Leon.
DS
Franske DS lader sin minibil DS 3 udgå, og i tidens ånd kommer i stedet DS 3 Crossback – en mini-SUV af den luksuriøse slags, der også ville kunne fås i den elektriske udgave E-Tense. I løbet af 2019 kommer bl.a. også en plugin-udgave af den større DS 7 Crossback med to elmotorer.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1479079876069″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/04/Ford-Focus-2018.jpg.jpg[/image]
Ford
2019 har potentiale hos Ford. Vi kommer til at miste C-Max og Grand C-Max, som udgår uden afløsere, men til gengæld kommer vi til at se en helt ny udgave af SUV’en Kuga, som er baseret på den nye teknik fra Focus. Den vil i de fleste udgaver få trecylindrede benzinmotorer, mens vi roligt kan regne med, at den nye Focus ST kommer med fire cylindre. Den vil ramme tættere på de 300 hk end de 250 hk, den har i dag, men der vil stadig være plads til en ny RS. Mondeo får et facelift i løbet af året, og der går rygter om at bringe en stærk Mondeo ST på banen igen. Den faceliftede Edge kommer ud til forhandlerne i april med nyt design og ny dieselmotor. Focus Active, SUV-inspirerede udgaver af Focus som hatchback og stationcar, lander også i starten af året. Til sommer kommer Ranger Raptor med diesel med 213 hk.
Honda
Hos Honda er det småt med nyheder, men vi kan dog se frem til et par SUV-premierer. Først er det hybridudgaven af CR-V, der rulles ud til forhandlerne, og senere kan vi forvente at møde den forstærkede HR-V Sport med turbomotor og 182 hk i Danmark. Honda er på vej med sin lille – i minibilsklassen – og vi håber, den når at få premiere i 2019. Et facelift til Civic, formentlig først til sedanen, skulle også nå at få premiere inden 2020.
Hyundai
Hvordan det lykkes Hyundai at blive ved med at finde på nyt til den gamle i40, ved vi ærligt talt ikke, men det er lykkes igen. Koreanerne ruller ikke, som vi ellers regnede med, en helt ny i40 ud i 2019. Den kommer igen med et facelift, som primært betyder en ny front og mere sikkerhedsudstyr. Den triste kabine med gammeldags design bliver hængende.
I40 ser for alvor gammel ud ved siden af nyheder som den mellemstore SUV Santa Fe (lander senest i foråret). Hyundai introducerer også en N-udgave af i30 Fastback med samme muligheder som hatchback’en: 250 eller 275 hk. Den får en tilpasset undervogn.
Den store Hyundai-premiere i 2019 er introduktionen af brintbilen Nexo. En mindre premiere er facelift til Ioniq, bilen der fås som både hybrid, plugin-hybrid og elbil.
Hyundai har travlt med at teste en ny udgave af mikrobilen i10, og den når sandsynligvis også at vise sig i 2019.
Den elektriske Kona Electric har premiere i Danmark i starten af 2019.
Jaguar
Den britiske konkurrent til Audi og Alfa Romeo forbereder en helt ny XJ, men den store model har næppe premiere før i 2020. 2019 handler derfor primært om nye motorvarianter og et facelift til 3-serie-konkurrenten XE.
Jeep
Den nye Wrangler kommer til Danmark i foråret, og det gør den med en klods om halsen: den scorede for nylig bare en enkelt stjerne i sikkerhedstest hos Euro NCAP. Den kommer med dieselmotor på 2,2 liter og med en 2-liters benzinmotor.
Også til foråret kommer den faceliftede Cherokee, og til efteråret får Jeep sin første plugin-hybrid, baseret på den lille Renegade, som netop er kommet på markedet i faceliftet form.
Kia
Kia har et stramt program for 2019, for der er mange nyheder fra koreanernes hånd. Ceed GT med 1,6-liters turbomotor med 204 hk kommer allerede lige efter årsskiftet, og det samme gør den nye shooting brake, Proceed, der har motorer mellem 120 og 204 hk. Der kommer endnu en ny Ceed-model – på biludstillingen i Genève i marts har en kompakt-SUV-udgave premiere; en storebror til Stonic, lillebror til Sportage. Til efteråret følger den normale Ceed med 1,6-liters dieselmotor koblet sammen med 48 Volt strømforsyning for lavere forbrug.
Optima har fået et facelift, og PHEV-udgaven (plugin-hybrid) er den første til at dukke op i Danmark. Nu med mere sikkerhedsudstyr og tilrettet design.
To nye elbiler fra Kia kommer også i 2019: først den helt elektriske e-Niro med en rækkevidde på op til cirka 452 kilometer (der kommer også en udgave med mindre batteri), senere på året den nye Soul i en elektrisk udgave med 64 kWh-batteri.
Mazda
Allerede inden foråret for alvor sætter i gang sender japanerne deres helt nye 3’er på det danske marked. Først som hatchback, sidenhen igen som sedan. Topmodellen har den nye Skyactiv-X-benzinmotor, der skulle have så lavt forbrug som en dieselmotor. Der bliver heller ikke denne gang en 3 MPS som konkurrent til VW Golf GTI, desværre.
Rygter fortæller, at Mazda allerede mod slutningen af 2019 vil være klar med en ny CX-3 – på trods af at den faceliftede udgave først er kommet i 2018. Inden 2019 slutter skulle vi også se den første elbil fra Mazda.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc88714999546″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/11/Mazda-3-2018-03.jpg[/image]
Mercedes-Benz
Mercedes-Benz kører om kap med Audi og BMW, når det kommer til antallet af premierer i det nye år. Der bliver mange, rigtig mange. Den nye B-Klasse kan allerede bestilles, og den får følgeskab af en ny GLA, en ny CLA, ny CLA Shooting Brake og måske den lidt mere kasseformede SUV GLB (også på A-Klasse-teknik) når at se dagens lys inden 2020.
Til de større Benz-modeller er der også nyt på vej. GLC og GLC Coupé får facelift inspireret af C-Klasse-ændringerne fra 2018, og E-Klasse sedan og stationcar får et facelift med en front inspireret af den nye A-Klasse og den seneste CLS.
Mercedes-Benz sender med EQC sin første elektriske SUV på gaden i 2019, en konkurrent til Audi E-Tron og Jaguar I-Pace. Den er baseret på SUV’en GLC.
Tyskerne skifter sin største SUV ud i det nye år. Der kommer en helt ny GLS på basis af de nye GLE, og den vil sandsynligvis komme i en spektakulært luksuriøs Maybach-udgave. GLE får igen en coupéaflægger, GLE Coupé, som har premiere i slutningen af året.
Nissan
Hos Nissan handler 2019 rigtig meget om motorer. Der er nye motorer, benzin og diesel, til den mellemstore SUV X-Trail, og den lille Micra kommer endelig også med flere hestekræfter. Elbilen Leaf skulle komme med længere rækkevidde, takket være en 60 kWh-batteripakke, og endelig skulle der også være plads til en helt ny bil: den anden generation Juke er endelig ved at være klar.
Opel
Som fuldgyldigt medlem af den franske PSA-koncern trækker Opel nu for alvor på fransk viden, men tyskerne får også lov at yde noget for det, bl.a. ved at udvikle nye motorer til koncernen. I 2018 kommer endelig den nye Corsa, og den vil fra starten kunne fås i en elektrisk udgave, der skulle få en rækkevidde på mere end 400 kilometer. Platformen stammer fra den ligeledes nye Peugeot 208.
Golf-konkurrenten Astra får et facelift, og det er muligt, at Opel skifter sine egne udgående motorer ud med franske maskiner.
Grandland X kommer, som Peugeot 3008 og Citroën C5 Aircross, som plugin-hybrid.
https://www.biler.nu/nye-plugin-hybrider-peugeot-300-hk/
Peugeot
Peugeot 508 og 5088 SW er de store nyheder lige omkring årsskiftet, men den vigtigste bil fra franskmændene er den nye 208, der har premiere i starten af marts. Den bliver bredere og får design inspireret af 508, og så kommer den i en elektrisk udgave. SUV’en 2008 ventes også at blive skiftet ud – eller i hvert fald at få verdenspremiere – inden udgangen af 2019.
508 og 3008 kommer efter sommerferien i to forskellige plugin-hybrid-versioner – en med forhjulstræk og 225 hk, en med firehjulstræk og 300 hk.
Porsche
Porsche har få kort tid siden lavet en T-udgave af 718 Cayman og 718 Boxster. Touring-udgaven, som den kaldes, er lettere og mere fokuseret end basisudgaverne med 2-liters motor, som de tager udgangspunkt i. De to T-modeller har 300 hk.
Den nye 911 har langt flere kræfter, og mens basisversionen Carrera endnu ikke er præsenteret, så har Carrera S 30 hk flere end før – 450 hestekræfter. Den første 911 hybrid er også på vej, men den har næppe premiere før 2020. Flere 911-varianter følger i 2019, bl.a. Cabriolet og GT3. Cayenne kommer også i en ny variant sidst på året: som coupé med fem døre.
Taycan er Porsches første skridt ud i en elektrisk tidsalder. Den lave og store fastback ventes at blive en af markedets stærkeste elbiler.
Renault
Det første der sker hos Renault i 2019 er introduktionen af den faceliftede Kadjar. SUV’en har fået nye motorer, bl.a. 1,3-liters motoren fra Mercedes-Benz A-Klasse og Nissan Qashqai. Om coupéversionen Arkana når Europa inden udgangen af ’19 er mere usikkert.
Det skulle være helt sikkert, at vi endelig ser en helt ny Clio i foråret, hvor der er meget mere fokus på komfort og sikkerhed end i den gamle. Captur skulle også følge, inden vi skriver 2020. Twingo kommer med et facelift i første halvdel af 2019.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1500650661951″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/09/Seat-Tarraco-009-1.jpg[/image]
Seat
Den mellemstore SUV Tarraco med fem eller syv sæder har danske forhandlerpremiere i marts, men det er efterårets nyhed, vi ser mest frem til: den helt nye Leon. Den får mere plads i kabinen, som bl.a. får en ”svævende” infotainmentskærm, og designet skulle tage afsmitning fra Tarraco.
Skoda
En ny Fabia ser vi først i 2020, så i stedet kaster vi os over den nye Scala. Scala afløser Rapid, men kommer udelukkende som hatchback a la den gamle Rapid Spaceback. Den er baseret på samme teknik som bl.a. VW Polo, men er faktisk større end Golf. Motorerne får i første omgang mellem 95 og 150 hk.
Senere på året kommer en helt ny Octavia, og den kommer selvfølgelig som stationcar (Combi) og lang hatchback. Superb får et facelift, og den introduceres samtidig som den første plugin-hybrid fra Skoda. Den har motor og teknologi fra Volkswagen Passat GTE.
I første omgang var det ikke meningen, at Kodiaq RS skulle komme til Danmark, men importøren har ombestemt sig, og RS-SUV’en med 240 hk dukker nu alligevel op. Prisen kendes vi dog ikke. Skodas mindste SUV, en søstermodel til Seat Arona og den nye VW T-Cross, bliver også en stor Skoda-nyhed i 2019.
Subaru
Den eneste større nyhed fra Subaru i 2019 bliver den helt nye Forester. Den er bygget på den nye platform fra Impreza/XV, og den vil komme som både benzin- og hybridmodel. Firehjulstræk vil, igen, altid være standard. Den kompakte XV kommer som hybrid med Toyota-teknologi.
Toyota
Vi glæder os meget til at prøve to af de store 2019-nyheder fra Toyota allerede i starten af året. I januar er det den nye RAV4, i februar den nye Corolla. Begge kører på den veludviklede TNGA-platform fra Prius/C-HR, og i begge udgaver er det hybridversioner, der skal slæbe læsset. Corolla kommer som den første Toyota-hybrid i to udgaver: en almindelig variant med 1,8-liters motor og cirka 122 hk og en mere hidsig og sjov udgave med 2-liters motor og tæt på 180 hk.
Den danske importør besluttede for godt et par måneder siden, at Camry Hybrid også kommer til landet – som afløser for Avensis. Det skulle ske efter sommerferien. Importøren har netop åbnet for reservation af den nye Supra, som Toyota har udviklet i samarbejde med BMW, der har fået den nye Z4 ud af det setup. Supra har premiere allerede i januar, og den vil bl.a. kunne fås med en 3-liters R6-motor fra BMW.
Toyota har for kort tid siden vist en faceliftet version af Prius. Den har mere ”roligt” design, nyt batteri og kommer – meget overraskende – også i en version med firehjulstræk.
Det er sandsynligt, at Toyota senest mod slutningen af året har premiere på en ny Yaris.
Volkswagen
I januar har den faceliftede Passat premiere, og mellemklassebilen får både nyt design og nye teknologier. Plugin-hybriden GTE kommer i en forbedret udgave. I april kommer den lille SUV T-Cross til Danmark fra godt og vel 200.000 kr., mens den nye Golf alligevel ikke når at blive introduceret i Danmark i 2019. Den er udsat til 2020, hvor den vil komme tæt på den nye elbil I.D. Neo, som har samme størrelse som en Golf (og pladsforhold som Passat). I.D. Neo er den første elbil på koncernens helt nye MEB-platform, der er skabt kun til elbiler.
Volvo
Det bliver et stille år for Volvo, som har haft travlt de senere år med 90-serien, XC60, XC40 og V60. V60 kommer i foråret som Cross Country med firehjulstræk, og til sommer ser vi sedanen S60, der er bygget i USA. Der kan komme en opdatering til XC90 i løbet af 2019, men det bliver ikke en større en af slagsen. Det nye performance-mærke Polestar introducerer sin coupé Polestar 1 på markedet i 2019, og senest i 2020 følger mindre og billigere modeller.
Hvad virker, hvad virker ikke? – Volvo V90 Cross Country T5 AWD Ocean Race