BMW har holdt sig fra at lave en direkte konkurrent til Volkswagen Golf GTI, og Audi og Mercedes-Benz holder sig også fra GTI-territorium – når det kommer til kraftige kompakte, er fokus på modeller med over 300 hk.
BMW er imidlertid kommet på andre tanker og vil have en bid af segmentet for forhjulstrukne, kraftigt motoriserede biler i Golf-klassen, hvor priserne er markant lavere end i plus-300-hk-og-firehjulstræk-afdelingen, hvor BMW har M135i xDrive. Den bid skal allerede tages senere i år med introduktion af den nye 128ti, som har forhjulstræk og en mindre hårdtpumpet version af 2-liters turbomotoren fra M135i xDrive.
I M135i xDrive, som i Danmark kan købes for 633.000 kr., yder den firecylindrede turbomotor 306 hk, og den næststærkeste 1-serie er lige nu dieselmodellen 120d med 190 hk. Der er altså god plads til udvidelse af 1-seriens motorprogram. 128ti kommer med en ydelse på 265 hk, hvor den nye Golf GTI har 245 hk. Den største forskel er valget af gearkasse i de to biler: 128ti kommer altid udstyret med en 8-trins automatgearkasse, mens GTI-kunder kan vælge en 6-trins manuel eller en 7-trins automatisk dobbeltkobling. BMW frygter sandsynligvis at spilde penge på en manuel gearkasse, som kunderne alligevel vil vælge fra.
Vi har ingen indikation om en dansk pris på 128ti, men Volkswagen Golf GTI i den nye udgave kommer til at koste fra cirka 500.000 kr.
Den sjoveste 1-serie
Tyskerne gør opmærksom på, at det handler om meget andet end hestekræfterne og gearkassen. Godt nok er der 41 hk færre end i topmodellen M135i xDrive, men der er også lavere vægt (80 kilo færre) og hvad der skulle resultere i sjovere og mere direkte køreegenskaber end den noget skuffende M135i xDrive – 128ti bliver den mest livlige og engagerende 1-serie. Topmodellen med firehjulstræk er langt hurtigere fra 0-100 km/t, med 4,7 sekunder mod 6,1 sekunder for 128ti, men især på mindre veje skulle 128ti kunne folde sig ud i en grad, som M135i xDrive ikke kan.
Undervognen, styretøjet og Torsen-differentialet er afstemt på ny til den 265 hk stærke model, og undervognen er sænket 10 mm. BMW bruger ordene “ekstremt sportslige køreegenskaber og førerorienteret dynamik”. Det er store ord, som forhåbentlig ikke viser sig at være for store.