Den stærkeste kompakte BMW nogensinde, BMW M2 Competition, har en langt mere momentstærk motor baseret på den, der ligger i M3 og M4. Men også mange andre ting i M-modellen får en overhaling
BMW bryder muren til 400 hk ned og planter ikke færre end 410 hestekræfter i sin mindste coupé, den kompakte 2-serie Coupé. Den nye M2 Competition skyder ikke kun forbi Audi RS 3 med 400 hk, men overgår den regulære M2 – den bedst sælgende M-model hos BMW – med 40 hk.
M2 Competition har ifølge BMW en ny motor, en 3-liters sekscylindret rækkemotor baseret på kraftværket i de større M3-/M4-modeller, og med 550 Nm (465 Nm i M2) vil de trækkende baghjul komme på en hård opgave med at kanalisere kræfterne og få dem ned i underlaget uden afbrydelse. En manuel gearkasse til entusiasterne, mens den effektive og hurtige dobbeltkoblingsgearkasse M DCT barberer 0,2 sekunder af løbet til de første 100 km/t: 4,2 sekunder. I forhold til M2 er forbedringen i sprinten på bare 0,1 sekund.
Ændringerne er omfattende overalt på og i den kompakte coupé, og det handler om andet og mere end rå kræfter og 0-100 km/t: redesignet front med større nyrer og kofangere med nye skørter og større luftindtag, opgraderede tværstivere i motorrummet, 19” fælge støbt i letvægtsaluminium, nye M Sport-skålsæder og M Sport-bremser som ekstraudstyr. Særligt interessant er den nye tilgang til hurtigt skifte i forskellige opsætninger af gearkasse og motorkarakteristik via de dedikerede knapper M1 og M2 i rattet. Et nyt dobbelt udstødningssystem forstærker både lyden og med til at sænke emissionstallene.
For kunderne bliver der imidlertid ingen tvivl, om det skal være M2 eller M2 Competition. Den nye Competition-model med 410 hk erstatter nemlig den gamle.
VW T-Roc fra 239.990 kr. med adaptiv fartpilot, 8″ touchscreen og regnsensor