Som den sportslige og frække bror til den mere praktiske X1 får X2 en ekstra portion power i den helt nye version M35i – den første M Performance-model med kun fire cylindre
X2 M35i bliver den første med en 2-liters benzinmotor med 306 hk – det er den første firecylindrede motor fra M-afdelingen med M Performance-navnet, og den er samtidig den stærkeste med fire cylindre hos BMW. M Performance-navnet indikerer, at bilen ikke er helt så hardcore som en ren M-model, som M3, men at der alligevel er langt flere hestekræfter og mere sjov end i en almindelig BMW.
De 306 hk gør M35i til den klare topmodel blandt X2’erne. Den hidtil stærkeste udgave har 231 hk og kører endda med dieselmotor – benzinudgaverne toppede før ved 192 hk. Med 450 Nm i M35i bliver der godt brug for firehjulstrækket i den lave SUV, og sammen med en hurtig Steptronic-automatgearkasse er træk på alle fire hjul standard. Det er en kort spurt til de første 100 km/t – det tager 4,9 sekunder.
M-folkene har også taget sig kærligt af undervogn og bremser. Den adaptive undervogn kan indstilles i to manuelt justerbare trin, bremserne er forstærket og kører med 17” skiver bag og 18” foran – med blå bremsekalibre, selvfølgelig. X2 M35i er den første M Performance-bil med spærredifferentiale ved forakslen – den har en platform med udgangspunkt i forhjulstræk, så det giver god mening.
En ægte M-version har teoretisk set en plads i X2-modelrækken, for de to rivaler har eller får begge meget stærkere biler af samme type i folden: Mercedes-AMG har skruet GLA 45 op på 381 hk, og næste års nye GLA vil komme over 400 hk – og den nye Audi Q3 vil som RS med fem cylindre bevæge sig i samme område.