I Golf-klassen tænker alle på hatchbacks og stationcars, mens hvis du virkelig ikke har brug for al den plads, så tag et kig på de langt flottere og meget mere sjældne coupé-udgaver – de koster mere, til gengæld står de ikke på ethvert gadehjørne. Blog om Biler har fundet fem brugte kompakte coupéer, der taler til både fornuften og hjertet
> Coupéer i den lille og mellemstore størrelse er en uddøende race
> I langt de fleste modeller er teknikken den samme som i hatchback-udgaven
> En coupé er typisk en del dyrere end en tilsvarende hatchback
Der er en sikker måde at være lige så fornuftig som tusinder og atter tusinder af brugtbilskøbere på: du køber en bil i Golf-klassen. Praktisk og regulær i en sådan grad, at du ikke skiller dig ud. Måske det er det, du vil. Ikke skille dig ud. Men har du ikke noget imod noget, der er bare lidt anderledes, og kan du klare dig uden 400 liter og mere til i bagagerummet, så skulle du måske overveje at gå en anden vej, når du kigger på brugt bil i størrelse Golf-klasse – kig efter en coupé. Der er mere stil over den, måske endda skarpere køreegenskaber og uendeligt få af dem på gaden.
Der er faktisk en grund til at skynde sig. Engang lavede rigtig mange bilproducenter en mere eller mindre fræk kompakt coupé – husk at Toyota engang lavede både Celica og MR2. Men vær lige rar at lade være med at huske på Paseo, for på det tidspunkt var japanerne ved at tabe grebet om virkeligheden.
Blog om Biler har fundet fem brugte coupé på BilBasen i den kompakte genre – alle et stykke under 200.000 kr.
Honda CR-Z GT fra 2010 til 169.800 kr.
Hvornår har du sidst set en Honda CR-Z? Det er fristende at spørge, om du nogensinde har set en Honda CR-Z, for den lille japaner fik et kort og på ingen måde succesrigt liv i Danmark – den produceres stadig, og den japanske udgave har endda fået et facelift.
CR-Z hører ikke hjemme i Golf-klassen, for den er ikke meget større end en Polo. Men den er noget specielt. En hybrid med en hjælpe-el-motor (IMA – Integrated Motor Assist), og som noget nær den eneste hybrid fås den med manuel gearkasse. 114 hk er ikke nok til noget stort, men CR-Z er forholdsvis let og adræt, har et lavt tyngdepunkt, så den er faktisk slet ikke kedelig at køre.
Vi har fundet et af meget få eksemplarer til salg, og eksemplaret fra omkring introduktionstidspunktet i 2010 har kun kørt 18.000 km. Den er faktisk kun kørt til, så 169.800 kr. virker ikke afskrækkende. Den er fuldt udstyret med aut. klimaanlæg, sædevarme, læderrat og Bluetooth. Bilen er til salg hos Kilstrup & Fuhlendorff i Vejle.
Opel Astra GTC 1,4T Enjoy fra 2012 til 199.800 kr.
Du tænker måske dynamik, når du ser Opel Astra GTC, men det kan du godt glemme. Inderst inde er den en tung bil, der helst ikke tager en hurtig dans gennem svingene, og selv med 140 turboheste er den ikke rigtig livlig, men bilen har en hel del andre kvaliteter. Den har et frækt design, der stadig ser helt nyt ud, også selv om eksemplaret til salg virkelig har brug for et par alufælge, og den er virkelig komfortabel og behagelig på en lang tur.
Opel er ikke kendt for sine fantastiske motorer, og 1,4-liters turbomotoren er grov og hader høje omdrejninger. Bundtrækket fejler ikke noget, og gearkassen lægger alligevel ikke op til sjov i gaden.
Den mørkegrå Astra GTC er til salg hos Svendborg Motor Co. A/S, som selvfølgelig har til huse i Svendborg, og selv om bilen er fra 2012, har den ifølge annoncen ikke kørt en eneste kilometer. Det tyder på en lagervare, man har holdt fast i for længe, men på den baggrund virker 199.800 kr. med en hel del udstyr (xenon-forlygter) rimeligt.
Renault Megane Coupé 2,0T fra 2010 til 124.900 kr.
Coupéudgaven af Megane tager prisen for den flotteste Megane – okay, i selskab med den kluntede hatchback, den ligegyldige stationcar og den voluminøse coupé-cabriolet er konkurrencen heller ikke til at tage alvorlig.
Med 2-liters turbomotoren med 180 hk er man mere end rigeligt motoriseret. Det er en harmonisk maskine, men hvis man har lidt økonomisk sans, er det en god idé at kigge efter den fine 1,5-liters diesel med 110 hk, for den nipper kun til indholdet i brændstoftanken i forhold til den store benzinmotor.
Eksemplaret vi har fundet hos Tegllund A/S i Vejle er fra 2010, inden tredje generation Megane blev udsat for sit første facelift, og kilometertælleren står på det ganske lave tal 96.000 kr. For pengene får man ikke kun den stærke motor og helt udmærkede køreegenskaber, men også indbygget navigation, fartpilot og 17” alufælge.
Volkswagen Scirocco 1,4 TSI fra 2011 til 189.800 kr.
Volkswagen i Holbæk byder på et flot eksemplar af den Golf-baserede Scirocco fra 2011. Scirocco kom på markedet i 2008, men ser stadig den dag i dag dynamisk og unik ud – til trods for at Volkswagen introducerede den faceliftede model i Danmark tidligere på året, er den nu taget af markedet.
Scirocco 1,4 TSI med 122 hk er basismodellen blandt Sciroccoer, men turbomotoren er en af de absolut bedste i den størrelse og har hele 210 Nm, og derfor føles coupéen markant hurtigere, end man skulle tro.
Eksemplaret hos Volkswagen Holbæk har kørt 118.000 km, og bilen er udstyret med en bl.a. de flotte 18” Interlagos-alufælge, der ligesom tågeforlygter, tonede ruder og alu-pedaler var en del af Sportspakken i 2011 til ca. 22.000 kr. Bilen har også DK-pakke med aut. klimaanlæg og p-sensorer bag, der kostede ca. 10.500 kr. Bilen står til 189.800 kr.
Volvo C30 1,6 DRIVe fra 2012 til 159.900 kr.
C30 var Volvos forsøg fra 2006 på at genskabe magien fra P1800ES, og det virkede for rigtig mange af os. Jeg er ubetinget fan af den svenske hatchback-coupé, der godt nok har et meget lille bagagerum, men også to separate bagsæder og et helt fantastisk bagendedesign.
Selv om jeg er helt med på den, skulle Volvo i 2006 nok have satset på en regulær hatchback med fem døre, for C30 blev aldrig nogen rigtig sællert. Eller måske der skulle have været mere forskel på frontdesignet og kabinen i forhold til S40/V50, for her ligner coupéen lidt for meget sine ordinære slægtninge. C30 er, som den Ford Focus den tager udgangspunkt i, en komfortabel og virkelig velkørende bil, men styretøjet er ikke lagt ud helt så skarpt som i tyskeren.
Det faceliftede eksemplar fra JM Handel i Vejle har en ændret front og større lygter – og så har bilen kørt 161.000 km, siden den kom på plader første gang i 2012. Med al sandsynlighed en pendlerbil, og der passer den 1,6-liters diesel med 115 hk og en behagelig lyd også ind i billedet. Prisen for C30 1,6 DRIVe med et rigtig godt udstyrsniveau (aut. klimaanlæg, p-sensorer bag, varme i sæderne) koster 159.900 kr. Der er en hel del ældre eksemplarer derude til meget lavere priser.