Den nye Citroën C3 er modsætningen til Volkswagen Polo, Hyundai i20 og Opel Corsa. Hvor modenheden er kommet ind og vovemodet er feset ud hos konkurrenterne, så profilerer franskmændene sig igen med design, der aftvinger en holdning. Første tur i den nye C3, der kan mere end bare se speciel ud – den hylder også komforten
Historiens vingesus gjorde det svært for Citroën at være Citroën i 90’erne og 00’erne. Hvordan skulle man dog leve op til nogle af de største mesterværker i bilindustrien – ID/DS, 2CV – CX når der skulle tjenes penge og tyske og koreanske konkurrenter lokkede kunderne over med grundighed og lave priser? Det tog Citroën mange år med middelmådighed at indse, at man godt kan bruge fortidens vovemod til nutidens biler.
C4 Cactus er bilen, der fik Citroëns historie ind i nutiden med raketfart. Folk har købt C4 Cactus, fordi den er fyldt med nye idéer og komfort, og fordi den har et design, ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, før det kom. Det er avantgarde til masserne, for C4 Cactus koster under 160.000 kr. Citroën vil tilbyde noget unikt uden at tage sig rigtig godt betalt for det.
Franskmændene står nu frem med hovedet hævet højt og viser, at modet holder til mere end en enkelt bilmodel. Det blev ikke ved C4 Cactus, det bliver også til en ny C3 i samme kulørte, spektakulære og radikale stil. Men der er stor forskel på C4 Cactus og C3. Cactus kom fra intet, uden en forgænger, og blev til noget stort. C3 kommer fra en succes, for den gamle forgænger med det konservative design har Citroën fået høje salgstal ud af i Danmark i de seneste år. Kan den nye C3 holde fast i de konservative kunder og på samme tid vinde en masse nye på design og stil?
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc131058987674″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/FIRST-DRIVE-Citroen-C3-01.jpg[/image]
Unikt og for alle
Jeg er sikker på, at ikke blot vil eksisterende C3-kunder være nysgerrige nok til at komme ned til Citroën-forhandleren i slutningen af november, når den nye C3 har snigpremiere, de vil også elske det, der er sket med bilen. De kører allerede Citroën, som selv på trods af biler som den gamle C3 er kendt for avantgarde og det skæve, så nu kan de for alvor få lov at vise, hvad de står for. Hvis det er for meget med de luftfyldte Airbumps på dørene og sorte skærmkanter, så er det rart at vide, at de ikke sidder på den nye C3 som standard, men skal bestilles.
Hver anden gang jeg deltager på en pressepræsentation af en ny bil, hvor producentens PR-team fortæller om, at den nye bil er smart, ung og smart, og der kører reklamefilm med storbyens vilde liv i baggrunden, så dør jeg en smule indeni. Det klinger så hult, at jeg får ondt i hovedet. Da Citroën-teamet viser de samme film, lirer den samme tale af under et pressemøde, så tror jeg på dem. C3 er en bil, der kan være med til at forynge både mærket og trække kundernes alder ned. Ikke fordi den skræmmer de loyale kunder, men fordi den kan interessere unge, der hellere vil cykle i regnvejr end at køre i en Hyundai i20. Airbumps, sorte skærmkanter, kontrastfarver og dekorationer på taget og i kabinen. Den bliver et hit.
Det skal priserne i hvert fald ikke forhindre. Et modelprogram bygget op om minimalisme og overskuelighed med færre modeller end før – med rimelige priser. Citroën i Danmark spænder dog allerede ved introduktionen ben for overskueligheden, for fra første dag er der introduktionspriser, som, gætter jeg på, lige så godt kan gøres permanente. 119.990 kr. er den permanente pris for den billigste C3 med Live-udstyr, som er uden aircondition, men med fartpilot, fjernbetjent centrallås, sædevarme, vejstribealarm og trætheds-advarsel. Ikke en interessant model, og det ved Citroën jo godt, så de går direkte til topmodellen Feel+ med 7″ touchscreen, aut. klimaanlæg, regnsensor, LED-kørelys og så meget andet (stadig ikke Airbumps, som koster ekstra) til 139.990 kr. med benzinmotor, 149.990 kr. med dieselmotor. De priser er i min verden både rimelige og passende, og synes man ikke det, er jeg sikker på, at privatleasing-ydelsen nok skal dukke op på den anden side af jul.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc112785819185″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/FIRST-DRIVE-Citroen-C3-005.jpg[/image]
Når man bryder med klassen
Det forfriskende design er på samme tid også mere voksent end forgængerens. Jeg synes, boble-formen på den udgående generation af C3 var et levn fra den første, hvor det passede ind i designet, så boblen er nu heldigvis væk, og proportionerne er mere helstøbte og bilen mere solid at se på.
C3 vokser med fem cm til 399 cm, og den ekstra plads kommer bagsædet til gode, hvor man nu sidder med fin plads til benene. Bagagerummet er det samme, 300 liter og med høj læssekant. Men kabinen er slet ikke den samme. Bruddet med de andre minibiler er lige så synligt i hele interiøret. Der er håndtag som på en kuffert til at trække dørene i, der er store lænestolslignende sæder med høj komfort og skandinavisk inspirerede betræk, og den store touchscreen på 7″ samler alle funktioner fra klimaanlæg til navigation. Ikke den smarteste løsning for betjening, men den smarteste for design og minimalisme.
Citroën Advanced Comfort. Man skal opleve velvære og komfort fra det øjeblik, man sætter sig ind i bilen. De sofabløde sæder, det lækre rat, det overskuelige instrumentbord med flotte stofindlæg – visuel og kropslig velvære. I få biler omsættes ord til handling som her i C3, for som jeg bevæger mig ud ad en spansk landevej, bevæger C3 sig let duvende og behageligt med mig. Det er virkelig specielt at undervognen bevæger sig på den måde i en så lille bil, men i stedet for at blive søsyg eller utilpas, bliver jeg glad for, at nogen tager komforten så seriøs i klassen for minibiler. Den bryder med normen for, hvordan en minibil kører. Den styrer fint og sikkert, selv om der ikke er meget kontakt med vejen gennem rattet.
Det værste ved den nye C3 er gearkassen i den version, mange danske kunder kommer til at købe. Den trecylindrede maskine med 82 hk mangler lidt hjælp fra en turbolader, men her kan det hjælpe at geare ned – hvis ikke det var for den manuelle gearkasse. Et gammelt stykke jern med fem trin, som Citroën og Peugeot bliver ved med at skubbe ud til stakkels kunder. Den er ikke kun upræcis; du risikerer virkelig at ramme forkert og ved siden af, og så handler det lige pludselig om sikkerhed. Det er ærgerligt, at man skal have den 110 hk stærke – og meget friske – version for at få EAT6-automatgearet, som gør det uendeligt meget bedre. Det er også ærgerligt, at den gamle C3 på papiret havde bedre forbrugstal, men her vil jeg tvivle på, at der reelt viser sig at være en forskel.
En forskel mellem de to biler er der på alle andre måder. C3 er løftet, hævet, ændret og vendt på hovedet, og Citroën står med et af de mest unikke indslag i klassen.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1167966871414″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/FIRST-DRIVE-Citroen-C3-01.jpeg[/image]
[google_table rows=”18″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”CITROËN C3 1,2 PURETECH 82 FEEL+^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc582234212336″]MOTOR^R3, 1.199 cm3__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^82 hk ved 5.750 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^118 Nm ved 2.750 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^fem-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^12,8 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^173 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^21,7 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^105 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^254 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^399/175/149 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^300-922 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.097/450 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^185/65R15__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^139.990 kr. C3 fås fra 119.990 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING (FØRSTEGANGSYDELSE/MND. YDELSE)^Fås endnu ikke på privatleasing__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^7 tommer infotainment, aut. klimaanlæg, LED-kørelys, regnsensor, fartpilot __GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Airbumps 4.250 kr., panoramaglastag (endnu ikke prissat), bakkamera (endnu ikke prissat)[/google_table]