Sportslig bliver den aldrig. Den nye Toyota Corolla skal vælges på grund af helt andre parametre og henvender sig til en målgruppe, med helt andre præferencer end de sportslige
Med mere end 45 millioner biler solgt på globalt plan er Toyota Corolla den mest solgte i bilhistorien, nogensinde. Nu er den klar i sin 12. generation på det danske marked. Corolla er ellers blevet solgt som Auris i Danmark siden 2006, hvor Corolla-salgstallene nåede bunden med 1.200 solgte eksemplarer fra hele 15.000, da der blev solgt flest Corolla i Danmark.
Nyeste generation ser bedre og mere dynamisk ud end nogensinde før – og så er Auris-navnet heldigvis gået i glemslen og Corolla er tilbage. De skarpe linjer både for og bag gør Corolla distinkt at se på og faktisk, som et af de eneste steder, ser Corolla faktisk sportslig ud.
Kabinen har ligeledes fået en af de helt store overhalinger, hvor det er tydeligt, at den europæiske afdeling har været inde over. Kvaliteten af materialerne er lækre, og siddepositionen er markant bedre end i Auris. Fra udstyrsniveau T2/H2 (hybriderne hedder altid noget med H) sidder der desuden en ny 8” infotainmentskærm i midten af instrumentbordet.
Men her stopper festlighederne så desværre. Den ser nemlig slet ikke ny ud, og især grafikken, der ligner noget fra et gammelt Amiga-spil, og logikken i menuerne er langt fra tilfredsstillende for en bil her i 2020. Den er decideret kompliceret at benytte. Heldigvis understøtter 8”-skærmen Apple CarPlay, så jeg ikke er nødsaget til at bruge bilens egne gammeldags systemer.
Så hellere læne sig tilbage og tage den med ro
Det er ikke kun infotainmentsystemet, der får mig til at hive kritiske ord op af hatten – det gælder også så snart vi starter med at køre. Corolla styrer faktisk fint og ligger solidt på vejen, men den giver aldrig rigtig lyst til at udfordre snoede landeveje. Ikke mindst på grund af motorerne med hybridteknologi, der ifølge Toyota Danmark står for 95 % af salget.
Den mindste motor med hybridteknologi er den 1,8-liters med 122 hk og CVT-gear, som selv ved let speedertryk tager mange omdrejninger og derfor føles overbelastet. Den går dog op til 22,2 km/l og egner sig altså bedst til så blød og besparende kørsel som muligt.
Den større hybrid med 2,0-liters benzinmotor med i alt 180 hk virker som samlet pakke bedre. Selvom den også er sat sammen med CVT-gearkassen, er kræfterne flere, batteriet større, og motoren virker derfor ikke nær besværet som i den mindre. Det samlede billede af 1,8 Hybrid er, at Corolla gør sig absolut bedst ved stille og rolig kørsel. Der skal virkelig køres med blød hat, før CVT-gearet holder omdrejningstallet tilbage. Det er beregnet til morfar-kørsel med et minimum af omdrejninger. Er det ikke tilfældet, går de mange omdrejninger udover det ellers fine forbrug.
Bedst som stationcar
Derfor giver Corolla som stationcar, som testbilen, faktisk bedst mening. Med en længere akselafstand og en mere komfortabel opsætning af undervognen er Corolla Touring Sports blandt de mest komfortable i klassen. Samtidig er der bedre plads på bagsæderne og ikke mindst i bagagerummet, der med 598 liter endda rummer mere end den for længst udgåede storebror Toyota Avensis. Corolla Touring Sports kommer desuden med en smart detalje, hvor gulvet i bagagerummet kan vendes og du derfor har valget mellem et traditionelt stofunderlag eller et gummiunderlag. Det er praktisk, hvis du fragter våde ting eller udstyr, der kan lave skrammer.
Priserne på Toyota Corolla Touring Sports starter på 227.990 kr. med den 1,2-liters benzinmotor, uden hybridteknologi, med 116 hk. Dem skal du dog ikke forvente at se mange af på de danske veje. Toyota forventer ikke, at Corolla med 1,2-liters motor kommer til at stå for meget mere end 5% af salget. Den 1,8-liters hybrid starter ved 258.990 kr., hvor den 2-liters er noget dyrere med en startpris på 338.990 kr. Er du mere til Corolla Hatchback koster den som udgangspunkt 10.000 kr. mindre end stationcar.
Forsøg dig ikke med laveste udstyrsniveau, T1/H2, hvor der sidder et lille 4,2” display, uden Apple CarPlay-funktionalitet, i stedet for den større 8” infotainmentskærm. Det betyder, at Corolla Touring Sports reelt starter ved 288.990 kr. for den 1,8-liters hybridmotor med H2-udstyrsniveau. Udover infotainmentskærmen er blandt andet 16” alufælge, klimaanlæg, bakkamera og varme i rattet standardudstyr
TOYOTA COROLLA TOURING SPORTS 1,8 HYBRID H3 | |
---|---|
MOTOR | R4 + elmotor |
YDELSE | 122 hk |
Ikke oplyst | |
GEARKASSE | Trinløs CVT-gearkasse |
O-100 KM/T | 11,1 sekunder |
TOPFART | 180 km/t |
FORBRUG | 22,2 km/l |
CO2 | 103 gram/km |
MÅL (L/B/H) | 465/179/144 cm |
AKSELAFSTAND | 270 cm |
BAGAGERUM | 596-1.606 liter |
VÆGT/TRÆK | 1.505/750 kilo |
DÆK | 235/40 R17 med Premium-pakke |
PRIS (INKL. LEVERING) | 293.990 kr. Toyota Corolla Touring Sports fås fra 227.990 kr. |
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE | 9.995/3.545 kr. Toyota Corolla Touring Sports fås fra 9.995/3.395 kr. |
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL | 249.990 kr. |
ÅRLIG EJERAFGIFT | 920 kr. |
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR | LED-forlygter, 16 tommer alufælge, bakkamera, infotainmentsystem med 8 tommer touchscreen, Apple CarPlay, DAB-radio, regnsensor |
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR | Premium-pakke med nøglefri adgang og start, elektrisk betjent bagklap, trådløs opladning af smartphones, metallak mv. til 30.000 kr. Navigation til 8.275 kr. |
PÅ GADEN I DANMARK | Nu |