Danskerne har skabt sig et ry for at køre i gamle biler, som står med de ene hjul i skrotbunken – som en ekstra klagesang over afgiftsbelastningen. Men Danmarks bilpark bliver yngre, vi ligger omkring gennemsnittet i EU, og vores 180 procent belastede land er endda fyldt med meget yngre biler end USA
> Gennemsnitsalderen for en bil i Danmark lå i 2014 på 9,2 år – og falder
> EU-gennemsnittet var ved seneste store undersøgelse cirka 8,6 år gamle
> Netop offentliggjorte tal fra USA viser en gennemsnitlig alder på 11,5 år
Det er meget populært at sige, at Danmark er et land bestående af gamle biler. Vi har trods alt den voldsomme registreringsafgift, som gør at vi må overveje indkøbet af en ny bil nøjere end mange af andre landes indbyggere.
Den glædelige nyhed er, at det slet ikke ser så sort ud, som mange gerne vil have det til at se ud. Bevares, hvis vi alle kørte rundt i to år gamle biler, ville indbygningsraten af moderne sikkerhedsudstyr være stor, men for det første ligger vi ikke langt over EU-gennemsnittet, som senest i 2011 blev målt af det belgiske institut ACEA. EU-gennemsnittet ligger på 8,6 år for en personbil, og det danske tal lå i starten af 2014 på 9,2 biler – og på grund af især flere års hamstring af mikrobiler, falder alderen.
Et hurtigt blik på nogle sammenlignelige lande giver en langt bedre forståelse, for EU-snittet tæller trods alt lande som Bulgarien, hvor en bil i gennemsnit er nærmere 15 år gammel. Finlands gennemsnitsalder for biler var i 2011 12,3 år, den svenske park i gennemsnit 9,8 år og tyskernes biler lå på pænt omkring gennemsnittet med 8,5 år. I det lys virker Danmark ikke som et land, der lever i bilindustriens fortid. Østrigernes biler er godt nok i snit 7,7 år gamle, så det viser, at der altid er plads til forbedringer – og østrigerne har lavere afgifter, som trods alt gør, at mikrobiler ikke fylder meget i salgsstatistikken.
Der er netop kommet nye tal fra USA, hvor instituttet IHS Automotive måler gennemsnitsalderen, og den stiger. Amerikanerne kører rundt i markant ældre biler end danskerne, og de er nu i gennnemsnit helt oppe på 11,5 år. Krisen har haft en ekstrem indvirkning på de amerikanske bilers alder, der i 2009 lå tæt på det danske gennemsnit med 9,4 år. IHS Automotive har analyseret trenden, og den viser at bilernes bedre langtidsholdbarhed og at køberne holder længere fast i deres nyerhvervelse, spiller ind.
For at slå fast, at vi virkelig lider under store skatter og afgifter i Danmark, og at amerikanerne virkelig har adgang til billige biler, så får du lige prisen på en Ford Mondeo 1,5 EcoBoost på dansk og amerikanske – med den forskel at bilen hedder Fusion i USA og yder 184, ikke 160 hk. Pris i staten New York med øjeblikkelig rabat: 156.000 kr. Listepris i Danmark: 400.600 kr.