Kia introducerer sin første shooting brake i slutningen af januar, og mens prisen for basisudgaven af Proceed med 120 hk kan virke høj, så er topmodellen Proceed GT med 204 hk ikke voldsomt meget dyrere
Det er første gang, nogen gør Mercedes-Benz kunsten efter og lancerer en model i stil med CLA Shooting Brake, og at det er koreanske Kia, der lægger ud, gør bare udviklingen mere spændende, for det betyder, at den shooting brake-biltypen kommer ned i en helt anden prisklasse end nogensinde før – CLA Shooting Brake koster fra 401.180 kr., mens den nye Kia Proceed starter ved 279.999 kr. Den dyreste udgave af Proceed, GT-modellen med 204 hk, kommer ikke engang tæt på indstigningsprisen hos det tyske mærke.
Der er næppe nogen direkte konkurrence mellem CLA Shooting Brake og Proceed, så vi derfor den nye koreanske bil som et spændende alternativ til almindelige stationcars og SUV-modeller. Proceed kan med sit spændende design uden tvivl lokke kunder til forhandlerne, som ellers aldrig ville overveje en Kia.
Prisen på 279.999 kr. for basisudgaven af Proceed kan umiddelbart virke til at være i den høje ende, men i forhold til den almindelige Ceed stationcar (SW) får man ikke bare en bil med et fedt design, men også langt mere udstyr. Ceed SW starter ved 224.999 kr., men en SW-model udstyret så stærkt som Proceed GT-Line, som er basisudgaven af Proceed, ville ligge meget tæt på de 279.999 kr.
GT-Line kommer som standard med bl.a. 17″ alufælge, p-sensorer, el-foldbare sidespejle, ekstra mørktonet glas i bagdøre og bagrude, sorte sidespejle, komplet GT-Line-stylingkit, kurvelys, alu-pedaler, armlæn foran, 8″ touchscreen med navigation. Proceed GT-Line kommer i basisudgaven med den trecylindrede benzinmotor 1,0 T-GDI med 120 hk, men den fås også med den firecylindrede 1,4 T-GDI med 140 hk eller med 1,6-liters dieselmotor med 136 hk. Den lille benzinmotor har altid manuel gearkasse med seks trin, mens 1,4’eren og dieselmotoren enten har den manuelle gearkasse eller dobbeltkoblingsgearkassen DCT med syv trin til en merpris på 23.000 kr.
Med enten 1,4-liters turbobenzinmotoren med 140 hk eller dieselmotoren med 136 hk, begge med manuel gearkasse, koster Proceed GT-Line 294.999 kr.
GT-modellen med 204 hk koster under 350.000 kr.
Øverst i Proceed-modelrækken står GT-udgaven, som ikke bare har mere udstyr, men også en langt stærkere motor. Proceed GT har Kias 1,6-liters turbobenzinmotor med 204 hk, og denne Proceed har Blog om Biler allerede tidligere på året prøvet i kamufleret form. Den leverer rigelige kræfter og fornem trækvillighed, og med en pris på 349.999 kr. med manuel gearkasse – den automatiske DCT-gearkasse koster kun yderligere 13.000 kr. – er prisen stærk for den solide pakke, Kia tilbyder.
Proceed GT har bl.a. 18″ alufælge, større bremseskiver foran, GT-undervogn, fuld-LED-forlygter, sæder med betræk i læder og ruskind, nøglefri adgang og start, parkeringsassistent og GT-stylingkit med bl.a. dobbelte afgangsrør.
I midten af januar vender vi tilbage med flere køreindtryk fra den nye Proceed.