Nissan Qashqai har placeret sig mere eller mindre permanent som Danmarks mest solgte SUV, og mens priserne og standardudstyret vækker begejstring, så er resten af bilen i bedste fald gennemsnitlig. Test af den faceliftede Qashqai 1,6 dCi 4WD – med dieselmotor, firehjulstræk og det nye udstyr, Tekna+
Uden Qashqai ville Nissan være et mærke, danskerne havde glemt. Mens alle rent faktisk har glemt Golf-klassens svar på hvid savsmuldstapet (Pulsar), og den friske Micra fra sidste år langt fra har fået et gennembrud, så er Qashqai guldfuglen for japanerne. På en måned kan Nissan afsætte flere end 1.000 af SUV’en gennem forskellige salgskanaler, og især for en privat køber er det tillokkende med lave kampagnepriser, en høj udstyrsvariant til samme pris som en lavere, eller måske automatgear uden merpris. Populær, sikker og veludstyret SUV til en lav pris. Hvad mere kan man ønske sig?
Qashqai var i 2017 under kniven, og faceliftet var på nogle områder ret omfattende. De allerede mange nye på vejen kan kendes fra de mange, mange eksemplarer af 2013-17-modellen på en front med friske lygter med skarpe LED-kørelys og en dybere grill med sort indlæg. Det nye læderrat med flad bund og de nye velformede sæder i den ligeledes nye topmodel Tekna+ er det mest indbydende i en kabine med meget tynd og billig plast, raslelyde her og der, et bedaget infotainmentsystem med gammeldags grafik, som ville være mere passende i en Dacia.
Udstyr kan sælge biler, når der er nok af det, og man ikke skal betale ekstra for det. Qashqai står meget stærkt på den front, så selv om kabinen virker træt på flere områder, så lokker de gode forsæder med blødt læderbetræk, panoramaglastaget, navigationsanlægget, Bose-lydanlægget, 360 graders kamerasystem, nøglefri betjening og en omfattende samling af sikkerhedssystemer her i Tekna+, og meget af det genfinder man i listen over standardudstyr for billigere udstyrsversioner. Nissan er på vej med sit ProPilot-system baseret på en adaptiv fartpilot og aktiv sporassistent, men japanerne får det til at lyde som om, Qashqai (og Leaf) er tæt på at være selvkørende, og det er den ikke. At kalde det noget med pilot er lidt misvisende, for bilen skal ifølge Nissan selv bruge en forankørende bil for at fungere, og overhalinger kan ProPilot ikke hjælpe med. Systemet leveres kun til biler med den automatiske, trinløse CVT-gearkasse og kun til de tre øverste udstyrsvarianter – til priser fra helt rimelige 7.500 kr.
VW T-Roc fra 239.990 kr. med adaptiv fartpilot, 8″ touchscreen og regnsensor
Nedgrader de store hjul
19” fælge ser også tillokkende ud, især når de ikke koster en krone ekstra. Faceliftet har gjort Qashqai mindre modtagelig overfor hårde stød med de store hjul, og i det hele taget er køreegenskaberne krydret med mere harmoni og et hurtigere styretøj. De store hjul er stadig et problem for affjedringen, og kan man tåle at se på mindre hjul, vil jeg foreslå, at man indgår en byttehandel med forhandleren for at gå en tomme eller to ned i størrelse. Mindre hjul kompenserer, men retter ikke op på problemet, og jeg kan remse mere komfortable og harmoniske biler op. I samme klasse som Qashqai er der Peugeot 3008, Skoda Karoq og Ford Kuga, for bare at nævne nogle få.
Jeg havde for nylig lejlighed til at køre testbilen i selskab med bl.a. Peugeot 5008, Skoda Karoq og Volkswagen T-Roc. Qashqai falder bagud i feltet, og det ikke bare på komfort. Støjniveauet er højt, og støjen kommer fra hele bilen, lige fra karrosseriet over glastaget til motoren. Dieselmotoren fra Renault på 1,6 liter er uden sammenligning den mest støjende, man kan vælge til Qashqai, og efter min mening passer den tilsvarende benzinmotor på 1,6 liter med 163 hk langt bedre i Qashqai. Firehjulstræk kan man til gengæld kun få til dieselversionen her med manuel gearkasse, en gearkasse af den træge slags, hvor skiftene kræver koncentration, men til gengæld giver det mulighed for en trailervægt på op til 1.800 kilo. Andre udgaver af Qashqai ligger mellem 1.000-1.500 kilo.
Den kører gennemsnitligt
Qashqai kører bedre efter faceliftet, ingen tvivl om det. Barren var bare sat forholdsvis lavt før, så mere end gennemsnitlige og forudsigelige køreegenskaber er den japanske SUV ikke oppe på. Fingeren kan sættes på et mere direkte styretøj, som nu indikerer mere dynamik, som undervognen så ikke kan omsætte. Man skulle tro, at en hård affjedring i det mindste kunne omsættes til en anelse underholdning. Det kan den ikke.
De mest komplette Qashqai er under ingen omstændigheder en, der som testbilen koster næsten 400.000 kr. Det er SUV’en ikke i stand til at bære, og det kommer især frem med den grove dieselmotor. Skal det være en diesel, så vælg den mere harmoniske 1,5 dCi med 110 hk, som med masser af udstyr fås til 280.-300.000 kr. Er du mere til en benzinmotor, så er den udmærkede basismotor 1,2 DIG-T med 115 hk klar helt nede fra 238.970 kr., men jeg anbefaler den stærkere 1,6 DIG-T med 163 hk, som leverer endnu bedre værdi til priser fra 265.970 kr. Og Nissan har som regel kampagnepriser eller tilbud, så priserne her skal man under alle omstændigheder ikke betale – er der ingen tilbud, skal man bare forhandle om prisen.
For at svare på spørgsmålet fra første afsnit. Jeg kunne ønske mig en hel del mere. Komforten er kompromitteret, støjen kommer alt for mange steder fra, gearkassen er upoleret, og det samme gælder kvaliteten, infotainmentsystemet og dieselmotoren. Hvis man er til meget udstyr for pengene, er Qashqai perfekt, men er man efter værdi for pengene, så skal man se sig for i modelprogrammet.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc777198838624″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/04/TEST-Nissan-Qashqai-16-dCi-4WD-Tekna-007.jpg[/image]
[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”NISSAN QASHQAI 1,6 DCI 4WD TEKNA+^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1011290540551″]MOTOR^R4, 1.598 cm3, diesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^130 hk ved 4.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^320 Nm ved 1.750 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^6-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^10,5 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^190 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^20,4 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^129 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^439/181/160 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^265 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^430-1.598 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.602/1.800 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^225/45 R19__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^392.970 kr. Qashqai fås fra 238.970 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE^15.000/4.095 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^Panoramaglastag, 19 tommer alufælge, navigation, læderindtræk, Bose-lydanlæg, LED-forlygter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Metallak 6.490 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]
Plus
- Forholdsvis lave priser, meget udstyr for pengene, udmærket rummelighed, forudsigelige køreegenskaber, moderne sikkerhedsudstyr inkluderet
Minus
- Middelmådige køreegenskaber, ufærdig affjedring, støj fra motor, vind og vej, gammeldags infotainmentsystem, knoklet gearkasse, materialekvalitet under middel