Den helt nye Corsa er udviklet på samme platform som den nye Peugeot 208. Det giver mulighed for en helt elektrisk udgave med en rækkevidde på 330 kilometer – Corsa-e er den første udgave af den nye Corsa, der har premiere
Den store verdenspremiere på den sjette generation Opel Corsa finder sted i Frankfurt den 4. juni, men tyskerne har fået sig en slem overraskelse: et europæisk medie har valgt at bryde embargoen på at bruge de officielle billeder, så allerede i går slap billederne af den nye Corsa ud. Opel reagerede prompte, og derfor har vi allerede nu fået lov at vise den helt nye Corsa.
Corsa er en stor ting for Opel, og denne gang er den det på flere måder. Minibilen er en meget vigtig søjle i producentens fundament, og den er første Opel, den kommer i udgaver, der kører på el, benzin og diesel. Den fuldelektriske version, Corsa-e, er den vi i første omgang får lov at se og få informationer om, mens udgaver med diesel og benzin må vente til senere på året.
Men det er ikke svært at forudsige, hvad der kommer til at kendetegne Corsa-modeller med benzin og diesel i tanken. Den nye generation er nemlig udviklet på samme nye platform som DS 3 Crossback og den nye Peugeot 208. Udviklingen af den nye Corsa var allerede i gang, på General Motors-platformen fra den gamle Corsa, men da Opel kunne se, at PSA (Citroën/Peugeot) ville ende med at overtage hele forretningen, blev der taget en hurtig beslutning. Den nye Corsa er derfor udviklet usædvanligt hurtigt, når vi taler nye biler – på under tre år.
Benzinmotorerne bliver de kendte fra Frankrig, trecylindrede motorer med og uden turbo, med ydelser fra omkring 80 til 130 hk. Gearkasserne bliver enten manuelle eller en automatisk med 8 trin. Dieselmotoren i Corsa bliver en 1,5-liters med forventet 100 hk.
136 hk og en rækkevidde på op til 330 kilometer
Den helt elektriske Corsa-e er udstyret med en elmotor med en ydelse på 136 hk/260 Nm og et batteri med en kapacitet på 50 kWh. Det rækker til en rækkevidde, efter den nye WLTP-norm, på 330 kilometer, og vi har tidligere fået at vide fra Peugeot, som var først til at vise den elektriske 208 på samme teknik, at det er en “gylden” rækkevidde, som passer flest mulige kunder. Så vi skal ikke forvente at se flere elektriske versioner med hverken kortere eller længere rækkevidde.
Corsa-e får tre køreprogrammer: Normal, Sport og Eco. I Eco reduceres kræfterne for at øge rækkevidden, mens det omvendte uden tvivl er tilfældet i Sport.
Med skiftet til den franske platform bliver den nye generation Corsa ikke længere, men derimod lavere. Den er 4,8 cm lavere end den gamle, og man sidder 2,8 cm lavere i førersædet, så det vil føles mindre som at køre MPV end minibil.
Designet påvirkes i den grad positivt af, at der er kappet næsten fem centimeter af taget, og som fx Seat Ibiza ser den nye Corsa derfor mere “voksen” ud. Det overordnede design viser en fornyet stil for Corsa, som ligger fint i tråd med modeller som Grandland X og Insignia. Corsa bliver, i følge Opel, den første bil i klassen med mulighed for avancerede, adaptive matrix-LED-forlygter.
Førerpladsen er på bedste Opel-vis mere traditionel end i søstermodellen Peugeot 208, men ikke desto mindre er den topmoderne. Corsa fås med infotainmentsystem med touchscreen på enten 7 eller 10 tommer (samme som i Peugeot 208, bare med flere fysiske genvejsknapper) og fulddigital instrumentering. For første gang vil Corsa også kunne fås med adaptiv fartpilot.