De er adgangspunkterne til mærkerne (hvis vi ser bort fra Audi, som har den lille A1 Sportback, som sælger i meget få eksemplarer i Danmark): Audi A3 Sportback, BMW 1-serie og Mercedes-Benz A-Klasse. Biler i Golf-klassen til rimelige priser, som får kunderne ind i mærkefolden – og måske holder dem der, til der skal opgraderes til en Q5, 3-serie eller måske en GLE.
Den tyske premium-trio har som rivaliserende parter ikke mange år på bagen. Ikke som Audi 80/A4, Mercedes, BMW 3-serie og Mercedes-Benz 190E/C-Klasse. BMW var først til at gå “ned” i Golf-klassen med 3-serie Compact i 1993, og tre år senere fik den selskab af den første Audi A3. A-Klassen er fra året efter, 1997, men trioen af rivaler blev først komplet i 2012 med tredje generation A-Klasse. De første to tæller ikke. Fra ’97 til ’12 var A’eren en konkurrent til Honda Jazz og Renault Scenic, slet ikke til A3 og 1-serie.
Det er store sager, når en af de tre skiftes ud med en ny og friskere model. Så både i 2018, 2019 og nu i 2020 er der sket store ting; en ny A-Klasse i ’18, en ny 1-serie i ’19 og i indeværende år en ny A3 Sportback.
En intens kamp, hvor hver model har sine styrker, sine svagheder, sine nyheder – og sine fans. Vi går til kampen som uvildige dommere, på jagt efter den premium-hatchback, som har et bredt repertoire og i sidste ende tager guldmedaljen. Du kan se i videoen, om det er Audi, BMW eller Mercedes-Benz, som kan kalde sig bedst i test og bedste premium-hatchback. Men først en kort introduktion af de tre modeller.
Audi A3 Sportback
En Golf med ekstra pynt? Det ville være urimeligt at sige, for MQB-platformen er lavet som fundament til rigtig, rigtig mange bilmodeller i Det Store VW, og det er ikke en platform, vi kender for at være “pyntet” eller lav-teknologisk, om den så bruges i A3 Sportback eller Skoda Karoq.
I de nye versioner af kompaktmodellerne fra VW-gruppen (A3 Sportback, Seat Leon, Skoda Octavia og VW Golf – det originale firkløver, om man vil) er der blevet opdateret væsentligt på MQB for at kunne få bedre plads til elektrificering, ny teknologi og mere connectivity. 48 Volt-system og mere avancerede assistancesystemer er kommet til.
48 Volt er der ikke skyggen af i den røde testbil. Under hjelmen banker nemlig en 2-liters dieselmotor (denne A3 benævnes 35 TDI), og den har ikke ekstra elektrificering, men den vil også være meget nøjsom med brændstoffet alligevel.
Udvalget af motorer er, i hvert fald i Audi-sammenhænge, overskueligt. Basismotor er en 1-liters benzinmotor med tre cylindre og 110 hk (kaldet 30 TFSI) – fra 299.988 kr. med Attitude-udstyr. Bedre udstyret er den som Prestige til kun 10.001 kr. mere, og Prestige er startniveauet for den testede dieselvariant og den anden benzinmotor (modellen hedder 35 TFSI COD), den firecylindrede 1,5 med cylinderfrakobling og 150 hk. Priser fra 339.989 kr. for den, med det dynamisk rettede S Line-udstyr fra 369.987 kr.
Den testede diesel starter ved 374.987 kr. Flere motorer, bl.a. en plug-in-hybrid og en RS 3 med flere end 400 hk, er på vej. A3 fås også i denne generation som en meget nydelig sedan, mens cabrioleten fra den udgåede generation kan ende med at være den sidste åbne A3, desværre.
BMW 1-serie
Baghjulstræk og blah-blah-blah. Hvis du læser dette og ser den tilhørende video, så ved du, at BMW 1-serie ikke længere har baghjulstræk. Slut, ikke mere om den sag. Før du kommer et stykke ind i videoen, altså.
1-serien tog over i 2004 efter 3-serie Compact. Mere praktisk karrosseriform, men stadig ikke rummeligt, så først den nye forhjulstrækker fra 2018 kan bruges af fire voksne, uden at de kommer op at toppes om at få lov at sidde foran.
Testbilen er basisbilen, når det kommer til det, der ligger i motorrummet (den er beriget med M Sport-udstyrsniveau, som koster 35.000 kr. mere). Som Audi lægger BMW ud med en trecylindret motor, hvor A-Klassen altid har fire cylindre. Men hvor Audi-motoren er på 1 liter, så sværger BMW til mere slagvolumen og giver basismotoren 1,5 liter. 140 hk har den, og i testen er den koblet sammen med en automatisk dobbeltkoblingsgearkasse med 7 trin.
Lige nu findes kun én stærkere benzinmotor, og den er meget stærkere: 2-liters motoren i M135i med 306 hk. Der er to dieselmodeller: 118d med 150 hk, 120d med 190 hk. BMW har ikke elektrificeret 1-serien på nogen måde, mens Audi og Mercedes-Benz allerede har lavet plug-in-hybrider.
Priserne for 1-serie starter på 332.000 kr. for 118i Sportline med manuel gearkasse. Den testede 118i aut. M Sport holder sig på et forholdsvis lavt niveau med 367.000 kr. Dieselmodellerne 118d og 120d fås fra henholdsvis 355.000 kr. og 379.000 kr. Vil man have en 1-serie i sedanform, så hedder den 2-serie Gran Coupé. En coupé med tre døre eller cabriolet, så hedder den også 2-serie, men så har den altså træk på de bageste hjul…
Mercedes-Benz A-Klasse
Den nyeste A-Klasse har lagt teknik til mange modeller. En hel familie, kan man sige. Den står selv som kompakt hatchback, men den fås også som meget klassisk og konservativ sedan til næsten samme pris. I familien finder vi også B-Klasse, CLA Coupé, CLA Shooting Brake, GLA og GLB. Syv familiemedlemmer, mens et ottende medlem, en cabriolet, virker til at være sat (evigt) på hold.
A-Klassen fik i 2018 alle til at falde i svime over sin indretning. Førerplads med to skærme på 10,25”, sat sammen på langs, så det ser ud som en lang skærm. Imponerende sager i 2018, imponerende sager i 2020.
Både fordi A-Klassen nu er den af de tre, der i seneste modelgeneration har været længst tid på markedet, og fordi Mercedes-Benz sætter en ære i at dække virkelig bredt, fås den med 11 forskellige motorvarianter. Ja, 11.
Basismotor på benzinsiden er 1,3-liters motoren i A 180, A 200 og plug-in-hybriden A 250 e med 136, 163 og 160+102 hk. Det er A 200 med 163 hk, vi tester her. Der er en 2-liters benzinmotor i A 220 (kun med firehjulstræk) og A 250 med henholdsvis 190 og 224 hk, mens samme motor i AMG-behandlet form i A 35 yder 306 hk. Absolutte topmodel er A45’erne med specialkonstrueret og håndbygget 2-liters benzinmotor med 387 eller 421 hk.
Diesel? Så er der basismotoren på 1,5 liter (en Renault-motor) med 116 hk i A 180 d, en 2-liters i A 200 d og A 220 d (150 og 190 hk). Det skulle give 11, men vi hører gerne, hvis der mangler en.
Startprisen for A-Klassen er, måske overraskende, lavest i trioen. A 180 med 136 hk og manuel gearkasse koster fra 297.998 kr. Men det er ikke på den traditionelle prisliste, hvor ALLE modelvarianter optræder, at vi finder de bedst sælgende og bedst udstyrede modeller; de står under siden Privatkøb og med Advantage-udstyrspakke med bl.a. navigation og digital instrumentering med større skærm. Som standard kommer en skrabet A-Klasse nemlig med to ikke prangende skærme på 7” til instrumentering og infotainment.
Testbilen, A 200 med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse og Advantage-udstyr, koster fra 359.900 kr. En A 200 d med dieselmotor med 150 hk koster fra 349.900 kr., og den er lidt billigere end både A3 Sportback 35 TDI og 118d.