Volkswagens syvende Golf er inde i sit fjerde år på markedet, og faceliftet er næste naturlige skridt i dens livscyklus, så den kan holde frem til nummer otte, der kommer i 2018. Forventningerne er skruet op med lovning om mere udfordrende design og gestikuleringsstyring som i BMW 7-serie. Men der er endnu mere i faceliftet, som vi kan regne med at se på Paris-udstillingen i oktober – en helt ny benzinmotor med større slagvolumen og variabel turbolader får premiere i Golf
To verdenspremierer i en – andet kan vi ikke tro, når Volkswagen nu går ud og præsenterer en ny benzinmotor, en stærk videreudvikling af 1,2- og 1,4-liters TSI-motorerne med koden EA211. Den nye EA211 “evo” sendes ud til os allesammen fra slutningen af 2016, og det betyder et meget belejligt sammenfald med introduktionen af faceliftet til koncernens evergreen og storsælgende bil, Golf.
Golf syv, eller Golf VII skrevet med romertal, som Volkswagen altid har gjort det, får et omfattende facelift i efteråret, før nummer otte (VIII) får premiere på den seneste opgradering af MQB-platformen omkring 2018. Vi kan regne med at se en mere spændende front, for som den ser ud nu, er snuden med til at fremtvinge et langt gaaaab – og de første LED-forlygter, virtuelt cockpit (fra Passat/Tiguan) og ny infotainmentpakke med 9,2″ touchscreen, der også kan styres med gestikulereing, altså vift og bevægelser med hænderne er med til at gøre det her til historiens største Golf-facelift.
Den mest håndgribelige nyhed i forhold til Golf VII version 2 lige nu er imidlertid en helt ny motor, som Volkswagen netop har præsenteret på det årlige motorsymposium i Wien (en biludstilling – bare med motorer), hvor Volkswagen traditionelt afslører årets kommende motornyheder. EA211 “evo” er en evolution på den eksisterende EA211, så tilsyneladende ikke en helt ny motor, men i stedet for som hidtil at være på 1,2 og 1,4 liter, øges slagvolumen til 1,5 liter. Den nye 1,5 TSI erstatter bl.a. de to versioner af 1,4 TSI, der i dag ligger i Golf VII, versioner med 125 og 150 hk – 1,2 TSI er i forvejen ved at blive fortrængt af den trecylindrede 1,0 TSI.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc473921246131″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/04/VW-15-TSI-Evo-EA211-2.jpg[/image]
1,5 TSI kommer i to versioner til at starte med – en med 130 hk, en med 150 hk. De er pakket til toppen af motorrummet med teknik, om man så må sige. Cylinderfrakoblingen fra den avancerede udgave af dagens 1,4 TSI, ACT (Active Cylinder Technology), er med i begge udgaver, men mere opsigtsvækkende er indsatsen fra en turbolader med variabel turbinegeometri (VTG), som bl.a. kendes fra Porsche 911 Turbo – og sikrer trækevne og omdrejningsvillighed.
Forbrug er et stort omdrejningspunkt, og Volkswagen lover ikke blot at den nye 1,5 TSI kører 10 pct. længere på literen (det vil sige omkring 22 km/l mod 20 km/l i dag – plus de forbedringer, der ellers må komme med faceliftet af Golf), men også at de fine laboratorietal også er realistiske. Yderligere tiltag for at nå et forbrug, der også vil kunne opleves som forbedret for os almindelige mennesker, er højere kompression, den såkaldte Miller Cycle-teknik hvor motoren ofte fodres med en meget mager benzin- og luftblanding og innovativ varmestyring i motoren.
Når den nye 1,5 TSI har haft premiere i Golf, vil den langsomt sprede sig til koncernens andre modeller – også til mærkerne Audi, Seat og Skoda.