Målet er det samme, midlerne forskellige: elbiler skal der til og det så hurtigt som muligt, og hos nogle bilmærker har udviklingen været i gang i længere tid, så en eller flere platforme kun til elbiler gør det nemt at sætte bilerne i produktion. Hos andre bilmærker er det nemt, fordi “gammeldags” platforme til “gammeldags” biler med forbrændingsmotor også kan gøre det – i hvert til at starte med og mens der brygges på en bedre løsning.
Mercedes-Benz kom ikke i gang i god tid. Elbiler var alt for længe noget, en amerikanske fantast havde skabt, og de store poser med penge gik derfor også indtil for få år siden til biler, som kører på brændstof (ingen misforståelser her, tak: biler med benzin eller diesel i tanken vil være relevante mange år endnu, men man skal bare også være med på den elektriske bølge).
Det tyske mærke får først i år sin dedikerede elbilsplatform i spil, med den nye EQS, en bil i S-Klasse-format, og mange af de øvrige el-modeller, som EQC, EQB og EQV, er elbiler stablet på benene på platforme, som ikke var skabt til det.
Sådan er EQA. Den kompakte crossover på el er en GLA, der har taget navneforandring, har mistet forbrændingsmotoren og er blevet beklædt med en strømlinet grill-fri front og et gennemgående lygtebånd bagtil – og færdig er en elektrificeret crossover.
Mangel på plads, men ikke pladsmangel
Den nye GLA, som startede salg i 2020, er langt mere rummelig og praktisk end første generation, men elektrificeringen for at gøre den til EQA trækker lidt fra igen. Med en stor batteripakke på 66,5 kWh (en ID.3 har 45, 58 eller 77 kWh) er der fyldt mere op i bagagerummet, og gulvet ved bagsædet er hævet. Med 340 liter er bagagerummet ikke helt en crossover værdigt, og komforten for folk på bagsædet er altså også minimeret.
Men så er jeg i gennem de største minusser ved, at EQA er et produkt af et produkt, der aldrig var ment til at blive 100 procent elektrificeret. Der er faktisk blevet plads til indtil videre tre varianter med basisvarianten EQA 250 med forhjulstræk og 190 hk som udgaven i denne test, og de øvrige er stærkere. Både EQA 300 4Matic og EQA 350 4Matic har flere elmotorer, så de på den måde har elektrisk firehjulstræk, og med henholdsvis 228 og 292 hk er der noget mere at gøre godt med end i den testede 250’er.
Ikke at de fleste vil hungre efter mere end 190 hk og 375 Nm. Javist, EQA 250 er en tung bil med sine 2.040 kilo til at presse badevægten, men det slår positivt i gennem på stabilitet, tyngde og affjedringskomfort, som er på et rigtig højt niveau. Jeg oplever de 190 hk som absolut passende og meget behagelige. Kræfterne kommer ikke som en skudsalve, men på smidig og behagelig vis.
EQA 250 føler sig rigtig godt hjemme på motorvejen, også selv om det er med til at begrænse, hvor langt man kan komme. Med 120 km/t går det slet ikke dårligt i forhold til forbrug og rækkevidde, og mens WLTP-rækkevidden på 424 kilometer sikkert kan lade sig gøre i evig bykørsel, så viser testen i en uge med 8-10 grader, at 300-350 kilometer er opnåeligt.
Ladehastigheden går også i orden. Op til 11 kW ved standardopladning, 100 kW hvis du kan finde en DC-hurtiglader. 100 kW er ingen imponerende hastighed, men i forhold til pris og EQAs klasse er den acceptabel.
Prisen går op
Prisen for EQA 250 er 400.000 kr., og for kun 35.000 kr. mere kan du købe EQA 300 med 228 hk og firehjulstræk, mens EQA 350 med 292 hk lander kun 15.000 kr. over det. 450.000 kr. EQA er mindre end VW ID.4 og slet ikke så komfortabel, og så er den dyrere. Men EQA har mere udstyr som standard, en langt mere overdådig og lækker indretning – og en stjerne i “grillen”.
EQA 250 er ikke den hurtigste, og den er på sin platform, som ikke er lavet direkte til elbiler, ramt af svagheder i forhold til plads og praktik. Men den er lækker, komfortabel og kommer med en tilstrækkelig rækkevidde, så resultatet af at bruge GLA som donorbil kunne have været langt værre. Som det er, er resultatet faktisk ganske godt.
