Det er flere år siden, jeg sidst har kørt den mindste crossover fra Volvo, XC40. Med alle de biler jeg tester på et år, har der været rigtig mange forskellige modeller i “garagen” siden den seneste XC40, så selv om jeg uden problemer kan huske det generelle billede af den kompakte svensker, så er det rart at få genopfrisket bilen og hvad den kan og ikke kan.
Med lanceringen af to plug-in-hybrid-versioner af XC40 er der god grund til igen at lave en test. En anden rigtig god grund er, at XC40 har vist sig at falde i rigtig mange danskeres smag. Den er populær, og den er næsten blevet så populær som konkurrenterne BMW X1 og Audi Q3.
Med to udgaver af XC40 med semi-elektrificerede drivlinjer, og den fuldelektriske klar til salg engang i begyndelsen af 2021 (som, forvirrende nok, har samme navn som plug-in-hybriderne) er Volvo imidlertid et skridt på strøm foran konkurrenterne. BMW har tidligere i år introduceret X1 25e, og Audi har først for få dage siden offentliggjort detaljer om den nye Q3 45 TFSI e.
Jeg tester den svageste, eller nærmere mindst stærke, af de to nye XC40 med benzin og strøm ombord, og den er samtidig den billigste måde at få adgang til Volvos store udvalg af plug-in-hybrider. XC40 T4 Recharge har en trecylindret benzinmotor på 1,5 liter (129 hk) og en elektrisk motor (82 hk) til en samlet ydelse på 211 hk, mens den anden version er XC40 T5 Recharge med en systemydelse på 262 hk (med 180 hk fra 1,5-liters motoren, men samme 82 hk fra elmotoren).
XC40 er den bedste Volvo
Jeg kører bare nogle få kilometer, før jeg husker, hvad jeg engang har sagt om XC40. Selv om den er svenskernes mindste og billigste model (nu er V40 endelig udgået), så er den svenskernes bedste model. Jeg ved ikke, om det er fordi den står på en anden platform end de større modeller, men affjedringskomforten, styretøjet og køreegenskaberne går bare op i en højere enhed i XC40, og det mener jeg bestemt ikke, man kan sige om modeller som V90.
XC40 er samtidig en mindre “alvorlig” Volvo end alle de andre. Den har et friskere og mere mindeværdigt design, som folk stadig efter flere år kommenterer og roser til skyerne. Den ser mindst lige så robust ud som fx V60, men den er samtidig mere ungdommelig i sit udtryk. I forhold til klassen og pris er affjedringskomforten, pladsforholdene, samlekvaliteten, sæderne og støjniveauet på et meget højt niveau. Det er derfor, jeg rigtig godt kan lide XC40.
Som plug-in-hybrid mister XC40 heldigvis ikke en eneste af de gode sider til elektrificeringen; de mange, mange ekstra kilo, som ligger i batterier, styreenheder og elmotor kan i den grad ødelægge en god bils komfort og køreegenskaber (prøv bl.a. Peugeot 3008 Hybrid4). Mens 18” hjul er standard her på XC40 T4 Recharge Inscription Expression, den billigste udstyrsvariant, så moser testbilen sig smidigt og roligt over stort set enhver ujævnhed på 19” hjul. Lækker luksus i en kompakt pakke er, hvad XC40 er.
Omkring 40 kilometer på en opladning
Som i enhver anden plug-in-hybrid er strømmen og den elektriske kørsel en ekstremt afgørende faktor omkring XC40 T4 Recharge. Det er ikke som i en elbil, som kun kan køre, når der er strøm på batteriet. En plug-in-hybrid kan køre lige så fint bare på brændstof, så man aldrig behøver at lade den op, og den trecylindrede benzinmotor i XC40 kan da også uden problemer levere kræfter nok til almindelig kørsel – den får altid hjælp af elmotoren, som tapper af de reserver, der altid er i batteriet.
Men det hele er meget bedre, når der er strøm på batteriet. Kan eller vil du ikke lade op, så skal du tage en XC40 med klassisk motorisering. Jeg får ladet batteriet op til næsten maksimal kapacitet, og i digitalinstrumenteringen kan jeg se, der skulle være strøm til cirka 40 kilometers kørsel på el. Volvo lover, at du får 43-45 kilometer på strøm, så producent og bil virker enige.
Med elmotorens 82 hk og øjeblikkelige skud af drejningsmoment kommer man langt og hurtigt op i fart. Der følger en mindre afbrydelse i leveringen af elmotorens kraft omkring 80 km/t, som om der er brug for en pause til at trække vejret, men XC40 fortsætter videre over 100 km/t på el, hvis man ikke er for aggressiv på speederen.
De 40 kilometers rækkevidde skrumper relativt hurtigt. Uanset om køreindstillingerne står i Hybrid eller det puritanske Pure, kører den kompakte crossover på strøm så meget af tiden som muligt, og i byen og ved adstadig landevejskørsel kan du godt regne med op til 40 kilometer udelukkende på strøm. Jeg kører en blandet rute på 100 kilometer, med de lovede 40 kilometer på batteriet fra starten, og mens jeg løber tør for strøm efter godt og vel 33 kilometer, så er det i stedet det samlede brændstofforbrug over de 100 kilometer, der skuffer. Ved at tanke op ved start og slut kører XC40 T4 Recharge cirka 20,5 km/l. Og det er med batteriet ladet godt og vel helt op, og forbruget vil jo kun stige til langt mere, jo længere ruten er.
Kan du lade op ofte, og kører du typisk ture på under 50 kilometer, kan XC40 T4 Recharge være en af de bedste XC40-modeller, men kan du ikke lade op med jævne mellemrum, og kører du ture som går over længere afstande, så glem plug-in-hybriden og tag XC40 med benzin- eller dieselmotor.
Prisen ligger en smule under konkurrenternes
I skrivende stund har Volvo ikke opdateret priserne, som de vil se ud efter den 18/12 2020, hvor afgiftsreguleringerne rulles ud. XC40 T4 Recharge og den stærkere XC40 T5 Recharge vil næppe hverken stige eller falde voldsomt, og med priser som lige nu starter ved 426.000 kr., er den semi-elektriske XC40 lige nu omkring 10.-25.000 kr. billigere at købe end BMW X1 25e og Mercedes-Benz GLA 250 e.
Standardudstyret i den testede basismodel, Inscription Expression, er så omfattende, at de cirka 45.000 kr. op til den dyrere Inscription giver meget lidt mening. LED-forlygter, infotainmentsystem med 9,2” touchscreen, 12,3” digital instrumentering, el-betjent bagklap, varme i forsæderne, bagsædet og rattet, aut. klimaanlæg med to zoner og nøglefri betjening er med i den billigste version. Den ville være tæt på perfekt, hvis bakkamera og adaptiv fartpilot var med i prisen – men de to ting koster desværre cirka 40.000 kr.
Selv om XC40 som plug-in-hybrid kommer med kompromisser, som i den grad afhænger af hvordan den bruges og lades op, så er den med til at vise, at XC40 stadig er lige så frisk, som da den kom frem – og stadig helt i top, når det gælder Volvo-modellerne.