Salgstallene for nye personbiler i Danmark lå i februar på samme høje niveau som samme måned sidste år, men der er et skifte i de mest populære segmenter, og leasing ligger generelt meget lavere
Der er fart på salget af nye personbiler i Danmark, og efter det turbulente efterår med omlægninger i registreringsafgiften har indregistreringerne igen nået et højt niveau. Tal fra De Danske Bilimportører viser, at danskerne kom ud at køre i 17.278 nye personbiler i februar, og det er stort set præcist på niveau med salget i februar 2017, som endte på 17.628 biler. Til sammenligning var februar 2015 en måned med kun 13.595 nye personbiler.
Det er næppe nogen overraskelse, at Peugeot igen kunne sikre sig den absolutte topplacering med sin minibil 208 i februar i år. Med 1.045 styk i februar er godt og vel hver 17. nye personbil solgt i Danmark en 208. Nummer to på listen er også en gammel kending, Nissan Qashqai, med 658 eksemplarer, og på de tre efterfølgende pladser finder vi VW Golf (504 styk), VW Polo (436 styk) og Renault Clio (388 styk).
Volkswagen virker med Polo på fjerdepladsen til endelig at have fået fjernet flaskehalsen i produktionssystemet. Det tyske mærke viser generelt overbevisende styrke på det danske marked: hele seks biler på top 20 bærer VW-logoet. Til gengæld er Up faldet til plads nummer 20 med blot 233 eksemplarer, og den ligger nu efter både Toyota Aygo og Citroën C1 i mikroklassen, der som klasse er en skygge af sig selv: markedsandelen var i februar 9 procent mod 18 procent i februar 2017.
SUV’erne steg til 27 procent
SUV’erne når nye højder i februar, selv om de i modsætning til andre biltyper tælles samlet uanset klasse/størrelse: her steg markedsandelen fra 18 procent i februar sidste år til 27 procent i år (4.608 biler), og det får SUV’erne op på præcis samme niveau som markedets største segment, minibilerne (4.710 biler), som altså føres an af Peugeot 208. En del af forklaringen er, Peugeots modeller 2008 og 3008 nu tælles med blandt SUV’er og ikke mini- og kompaktmodeller. 2008 er Danmarks anden mest sælgende SUV med 332 eksemplarer i februar, mens den nye T-Roc fra VW har indtaget plads nummer tre med 276 styk.
Den store overraskelse ligger i niveauet for privat- og erhvervsleasing, som det så ud i forhold til sidste år. Hele 52 procent færre biler på erhvervsleasing og 50 procent færre på privatleasing i februar. Kun 3.844 nye personbiler blev sendt på gaden på leasing i årets anden måned, og det betyder, at en langt større andel af de nye biler på gaden for tiden kører med traditionelt ejerskab.
Premiummærkerne Audi, BMW, Jaguar, Mercedes-Benz og Volvo har efter afgiftsændringerne indført ”specialpriser”, ”kampagnepriser” og lignende, som skal signalere tilbud, med markant lavere priser. Eksempelvis har en Mercedes-Benz C-Klasse nu i nogle måneder kunnet fås til 369.000 kr., og med nedgangen i leasing tyder noget på, at private købere har hjulpet med at holde salget af den på sidste års niveau. D-segmentet, de såkaldte ”store biler”, som C-Klasse, Passat, Insignia m.fl. er med i, er steget til en markedsandel på 11 procent fra 9 procent i februar 2017.
VW T-Roc fra 239.990 kr. med adaptiv fartpilot, 8″ touchscreen og regnsensor