Euro NCAP har haft otte nye biler gennem sine hårde crash- og sikkerhedstest. Der er fem stjerner til alle otte bilmodeller, bl.a. Seat Arona og VW T-Roc, men den nye Volvo XC60 står ud som bedste bil testet i 2017
Volvo og sikkerhed er en gammel historie, men altid en god historie. Den kantede 240 kom på markedet i 1974, og den svenske evergreen udgik først af produktion i 1993, og selv om konstruktionen så var 20 år gammel i 1994, blev den i en amerikansk undersøgelse, foretaget af The Insurance Institute for Highway Safety, udråbt af at være den sikreste bil på de amerikanske veje.
Svenskerne, eller rettere sagt den europæiske organisation for sikkerhed i vores biler, Euro NCAP, er klar med en ny og rigtig god historie om sikkerhed. Organisationen har igen været i gang med at teste nye bilmodeller for crashsikkerhed og aktiv sikkerhed, denne gang otte nye biler, og den nye Volvo XC60 er en lysende stjerne på sikkerhedens himmel; den udråbes til at være den bil med bedst allround-sikkerhed testet i 2017, og den er på niveau med den store XC90, som blev testet tilbage i 2015.
Den scorer næsten helt perfekte 98 procent i beskyttelse af voksne, og den opnår hele 95 procent for sine sine assistentsystemer, som hjælper med at undgå og mindske uheld. Beskyttelsen af mindre børn er også med i toppen med 87 procent. Der er mindre problemer med områder af fodgængersikkerheden, men til gengæld får det aktive nødbremsesystem med fodgængergenkendelse ros for helt at forhindre, at fodgængere kommer i nærheden af bilen.
Som Euro NCAP-testen denne gang viser, så behøver man ikke købe en forholdsvis dyr bil som Volvo XC60 for at være godt beskyttet i en ny bil. Også i den prismæssigt langt mere moderate ende af markedet har man fremragende muligheder for at finde en sikker bil. Denne runde af crash- og sikkerhedstest inkluderer også den lille franske SUV Citroën C3 Aircross (fra cirka 180.000 kr.) og den spanske konkurrent Seat Arona (fra cirka 170.000 kr.), som begge får fem stjerner med det sikkerhedsudstyr, der er standard (automatisk nødbremse er standard i Danmark, men ikke på hovedparten af markederne). De får begge 60 procent, når det kommer til aktive sikkerhedssystemer, mens Arona klarer sig noget bedre, når det kommer til beskyttelse af voksne: den opnår flotte 95 procent, mens C3 Aircross lander på 85 procent. Fodgængersikkerheden i Arona er med 77 procent sågar et procentpoint over Volvo XC60, og samlet set opnår den lille SUV fra Seat højere procenter i alle fire dele af testen (voksne, børn, fodgængere, aktive systemer) end den nye og større SUV fra samme koncern, Karoq fra Skoda. Den klarer sig dog også rigtig godt med bl.a. 93 procent for beskyttelse af voksne.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc431503608840″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/11/Euro-NCAP-nov-201707.jpg[/image]
Overraskende god Mitsubishi
De fire øvrige biler i testen er Mitsubishi Eclipse Cross, Opel Crossland X, Volkswagen Polo og Volkswagen T-Roc. I forhold til at Eclipse Cross kommer fra et mærke, som ikke er kendt for høj sikkerhed og kun sporadisk sender nye modeller på markedet, klarer den japanske SUV sig fremragende. 97 procent for beskyttelse af voksne, hele 80 procent for beskyttelse af fodgængere og 71 procent for de aktive sikkerhedssystemer. Beskyttelsen af børn i barnestole er dog med 78 procent lige under gennemsnittet.
Den nye Opel Crossland X klarer sig, ikke overraskende, meget lig Citroën C3 Aircross, som den tyske SUV er baseret på. Et udmærket resultat, som dog ligger under Seat Aronas i tre ud af fire kategorier – bl.a. med 85 procent for beskyttelse af voksne mod 95 procent for Arona.
De to Volkswagen-modeller klarer sig særdeles godt i Euro NCAP-testen. Den nye Polo klarer sig bedre end de tidligere i år testede modeller Ford Fiesta og Nissan Micra, og den er også marginalt bedre end Seat Ibiza, som den deler teknik med. 96 procent for beskyttelse af voksne er et virkelig godt resultat for en minibil, og når det kommer til beskyttelse af børn, ligger den også godt med 85 procent. Volkswagens nye håb, den smarte T-Roc, scorer også højt med 96 procent for beskyttelse af voksne, 87 procent for børn, 79 procent for fodgængere og 71 procent for aktive sikkerhedssystemer.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1401230358705″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/11/Euro-NCAP-03.jpg[/image]