32 biler dystede om at blive årets bil, men nu er finalisterne til Årets Bil 2016 blevet udvalgt. Blog om Biler har her en kort oversigt, så det står mere klart, hvorfor det blev lige netop de fem biler, som endte i finalen.
De var 32 og nu er der blot fem tilbage. Bilerne i finalen er Volvo XC90, Maxda CX3, Opel Astra, Jaguar XE og Audi A4. Det er et overraskende felt og højst usædvanligt, at så mange af bilerne er i et så pristungt leje. Hvis vi skal se på prisen alene, må Opel Astra stå som storfavorit, men mærkeligere ting er sket tidligere. Dermed kan det være, at den forkærlighed for biler i klassen fra mikrobiler til mellemklassebiler, som Opel Astra er, er ved at ændre sig. For netop Astra er billigst i dette, kompetente felt. I den modsatte ende er Volvo XC90, som koster minimum 1,2 millioner kr., og snildt kan gøres en del dyrere gennem ekstraudstyr.
Vi kunne skrive alenlange artikler om forskellene på de fem biler – og guderne skal vide, at der er mange forskelle – men det vil vi spare dig for. I stedet kommer her et kort overblik over, hvad de forskellige biler har af karakteristika.
Audi A4, fås fra 490.000 kr.
Den nye A4 er blevet længere, bredere og lettere end den model, den afløser. Det betyder også, at en bliver endnu sværere at genkende i forhold til A6, og måske er det derfor, at den er blevet en anelse mere kantet at se på. Det klæder den. Bilen fås, som vanligt i Audi-regi, med en lang række motorer og en endnu mere uendeligt lang række ekstraudstyr, så der er noget for enhver smag og prisklasse. Også en interessant udgave med gasmotor kommer snart, om end det er tvivlsomt, om den bliver aktuel i Danmark.
Jaguar XE, fås fra 550.000 kr.
Flere steder fra får Jaguar XE prædikatet “BMW 3-killer”. Det er nok ikke noget, man er ked af at høre hos Jaguar, som har gjort sig umage med at lave en bil, hvor køreoplevelsen er i højsædet. Med et chassis i aluminium og nye motorer har Jaguar gjort sig meget populær blandt de få heldige, der har prøvet den. Og fordi prisen samtidigt ikke er fuldstændig vanvittig, den koster kun lidt mere end den nye Audi A4 og signalerer utvivlsomt noget ganske andet, er det spændende, om den kan slå igennem ved købere, der ellers normalt går efter BMW, Audi eller Mercedes.
Volvo XC 90, fås fra 1.200.000 kr.
De færreste har brug for en SUV så stor som XC90, og de færreste har den økonomiske formåen – i denne klasse hedder adgangen minimum en mio. kr., og sådan er det også hos svenskerne. Men har man den slags penge, og leder man efter en bil, der skal kunne dække stort set alle behov, så er det svenske bud her et af de bedste steder, man kan lægge pengene, fastslår Blog om Bilers Morten Brungaard Bek.
Mazda CX3, fås fra 215.000 kr.
Ingen finale uden en vaskeægte crossover. Denne gang har Mazda fundet vej med sin interessante CX3. En bil som i bund og grund er baseret på Mazda 2, men har fået længere ben at gå på. Mazda er kendt for at lave kørevenlige biler, og det laver denne model ikke om på. Fordi den kommer med en mere sportslig attitude end sine konkurrenter i den lille crossover-segment, er den endt i finalen om at blive årets bil.
Opel Astra, fås fra 200.000 kr.
Astra har gennemgået noget af en forvandling med sin kommende model. De seneste udgaver af Opel Astra har levet en noget anonymt liv i forhold til de utallige konkurrenter, hvoraf den mest populære er VW Golf. Men alt tyder på, at Opel har udstedt et (veltimet) memo om, at den næste Astra skulle gør Golf og co. misundelige, og derfor fås den med en række løsninger, der er helt unikke for klassen. En ny, velvillig 1,0 benzinmotor kan godt gå hen og blive en ægte sællert.