Q5, A6, A7 Sportback og topmodellen A8 kommer nu som plug-in-hybrider med en elektrisk rækkevidde på cirka 40 kilometer – og tre af de fire TFSI E-modeller, som de kaldes, kommer i to forskellige styrker
Udvalget ad Audi-modeller med en kombination af en almindelig forbrændingsmotor og en elmotor er spartansk, for at sige det mildt. De delvist elektriske E-Tron-udgaver af A3 og Q7 er forduftet, og der er tomt på hylderne hos den tyske premiumproducent. Indtil nu. Audi præsenterer på næste uges biludstilling i Genève fire nye plug-in-modeller, som kommer på markedet i år.
E-Tron-navnet er fremover til de helt elektriske biler fra Audi, så plug-in-hybriderne får et nyt navn. TFSI E, altså meget tæt på de almindelige modelbetegnelser hos mærket med ringene, fx 35 TFSI.
Gruppen med de fire nye TFSI E-modeller udgøres af to sedaner, en Sportback og en SUV. SUV’en er den mellemstore Q5, mens Sportback-modellen er den store A7. Sedanerne er firmabilen A6 og luksuslimo’en A8.
Q5, A6 og A7 kommer hver i to versioner
For at holde spændingen frem til næste uges udstilling er Audi forholdsvis sparsom med data på de nye opladelige biler. Der er åbnet på klem med rækkevidden målt efter WLTP-normen, som er minimum 40 kilometer for alle modeller, og så kører de fire biler alle med turbobenzinmotor og et batteri (under bagsædet) med en kapacitet på 14,1 kWh. A8 TFSI E har en 8-trins automatgearkasse, mens Q5 TFSI E, A6 TFSI E og A7 Sportback TFSI E kører med 7-trins S-Tronic-dobbeltkoblingsgearkasse. Så langt så godt, men meget længere kommer vi ikke – motorstørrelse og ydelse holder Audi hemmeligt frem til udstillingen.
En meget interessant ting har Audi alligevel vækket vores interesse med, og det er udvalget i de forskellige modelrækker. Mens A8 TFSI E kommer i en enkelt version, så vil de tre øvrige biler blive tilbudt i to forskellige opsætninger. Den ene vil være en “komfortudgave” med standardydelse, den anden en “sportslig og dynamisk udgave” med højere ydelse (fra elmotoren), som kan kendes på det sportslige S-Line-eksteriør. A6 og A7 har med den højtydende elmotor bl.a. også mørktonede detaljer, røde bremsekalibre og sportsundervogn.
På Genève-udstillingen får vi også lejlighed til for første gang at se nærmere på konceptbilen Q4 E-Tron, som ikke bare giver et praj om en kommende coupé-SUV, men også en fuldt elektrisk udgave, som bliver sat i produktion i 2020 eller starten af 2021.