I sidste uge kunne vi vise skitser af den nye Hyundai Santa Fe, en stærkt opgraderet udgave af koreanernes SUV-topmodel. Nu kan vi vise rigtige billeder af bilen – og bygge på med flere informationer
Den nye Santa Fe er helt i tråd med den lille Kona og den nye brintbil Nexo – langt mere markant design med opdelte forlygter og en buet grill. Men hvor Kona kan virke overspillet og rodet, viser det første rigtige billede af den nye generation af den store Hyundai et mere modent tag på mærkets nye SUV-designsprog.
De meget smalle øvre lygter, som smelter sammen med en fremhævet, mat bjælke over grillen giver en markant og udfordrende bil, uden at Santa Fe virker så speciel som Jeep Cherokee før faceliftet. Vi har kun et billede af bilen forfra, så bagenden kan man bedst tænke sig til ved at kigge på sidste uges skitser – som du kan se i artiklen, vi har sat link ind til længere nede.
Der er et billede mere fra Hyundai, og det viser kabinen i den 477 cm lange SUV, som med markante, indrammede luftdyser minder lidt om det, man finder i Mazda CX-5. Panelerne som går fra dørene og videre ind over instrumentpanelet er et klassisk designtrick, brugt af fx Jaguar, Audi og Opel. Fra den nye Audi A8 har Hyundai snuppet den såkaldte Safety Exit Assist-feature, som holder øje med biler, når man har parkeret langs vejen og skal stige ud – ser systemet en bil på vej, låses dørene i et kort øjeblik for at hentyde til, at man skal se sig for.
Læs mere om den store SUV fra Hyundai i linket – vi vender tilbage, når der kommer flere billeder og informationer om Santa Fe, som ifølge importøren vil få en større rolle i Danmark end den gamle model.