Seat Ibiza 1,5 TSI FR med 150 hk koster under 200.000 kr. inklusive levering, og det er svært at finde mere vellykket minibil med så mange kræfter hos andre mærker for den slags penge
Seat laver ingen Cupra-version af den nye Ibiza, proklamerede spanierne sidste år til stor skuffelse for en hel masse mennesker – og jeg hører til en af dem, der ikke kunne begribe, der ikke ville komme en ny potent Ibiza. Heldigvis var det en udmelding med et indbygget Kinderæg, for nu hvor Cupra bliver trukket ud som sit helt eget mærke, kommer der med ret stor sikkerhed også en Cupra Ibiza. 2-liters motor, mindst 200 hk.
Seat kan imidlertid allerede lokke med Ibiza 1,5 TSI FR med 150 hk, hvis man kan klare sig med lidt færre hestekræfter. Lokke behøver Seat slet ikke, for der er så mange kunder til 1,5’eren (og 1,0 TSI), at leveringstiden lige nu svarer nogenlunde til en fuld graviditet. Den skal være virkelig god for at være ventetiden værd, men langt de fleste bliver som regel også glade for at se barnet efter ni måneder, så måske det ikke er anderledes med den spanskfødte minibil?
Prisen er i fokus
Vi elsker at få meget for pengene, og prisen på den 150 hk stærke Ibiza er noget, kunderne kan forstå. Den koster, inklusive levering, 198.620 kr., og det er kun 12.070 kr. mere end den trecylindrede Ibiza 1,0 TSI FR med 115 hk. 35 hk, en ekstra cylinder og en halv liter slagvolumen for 12.070 kr. har jeg fuld forståelse for.
Den trecylindrede motor med sine 115 hk og 200 Nm folder sig ud i den forholdsvis lette Ibiza (1.122 kilo køreklar vægt), og hvad trecylindrede benzinmotorer på omkring 1 liter angår, er det svært at pege på en bedre motor. Ydelsesmæssigt er der nok til at dække alle behov 95 procent af tiden, og den er sat op med harmonisk gearing i forbindelse med den manuelle gearkasse med seks trin, og med DSG-dobbeltkoblingsgearkassens syvende trin er de cirka 18.000 kr. rigtig godt givet ud.
I Ibiza fås 1,5’eren ikke med DSG, endnu i hvert fald, og mens det er tilfældet i mange andre biler i koncernen, så vil jeg ikke begræde det, med mindre jeg ofte skal køre i tung trafik. Den firecylindrede motor har nemlig brug for færre gearskift, for den yder sine 250 Nm allerede ved 1.500 o/min, så den er i gang meget tidligere end 1,0’eren med 200 Nm ved 2.000 o/min. Det er en mindst lige så tydelig motoropgradering, som brochuren fortæller – de 35 hk ekstra er til stede i mærkbar grad. I mange situationer kører motoren på to af de fire cylindre – de to andre frarøves brændstof for at spare på netop de dyre dråber – og det er mest af alt tydeligt i kraft af det lille eco-symbol i instrumenteringen. Der er en fjern, rå undertone, når to af cylindrene tager en slapper, men når det sker i forbrugets og teknologiens tegn, ser jeg det ikke som en negativ ting.
1,5’eren er en fremragende motor, hverken mere eller mindre. Trækkraften er umiddelbar fra lave omdrejninger, og den kan sejtrække i gearene på en anden og mere tilbagelænet måde end den mindre motor. Også i modsatte ende af omdrejningsskalaen er der nok at hente til, at der er grund til at bevæge sig derop: lyden er ikke påtrængende, og motorens ydelse falmer ikke undervejs mod 6.000 o/min. Man kan ikke følge med den gamle Ibiza Cupra med 192 hk, men 0-100 km/t på 7,9 sekunder er stort set nok til at kalde Ibiza 1,5 TSI FR for en semi-GTI.
Komfortabel på de lange stræk
Ibiza fås med 18″ fælge med en lavere dækprofil end de 17″ fælge, som sidder på den hvide testbil. De pæne hjul er standard på Ibiza FR, uanset motoren, og de er et godt valg til den spanske minibil. Hvor Ibiza med 18″ hjul har for vane at undgå at filtrere de værste ujævnheder og huller i vejen fra, passer 17″ med dæk i dimensionen 215/45 rigtig godt til affjedringen. Ikke for skarp, ikke for blød, så både komfort og dynamik bliver tilgodeset. Hvis jeg ser bort fra, at støjniveauet i kabinen nok er højere end de bedste biler i klassen over, og nok også højere end i VW Polo og Ford Fiesta, så er Ibiza FR en rigtig god og hurtig bil til lange motorvejs- og landevejsture.
Alene det, at der ikke skal skiftes gear ret ofte for at holde motoren i kog, og at det er meget nemt at finde en perfekt kørestilling bag det fine sportsrat, som kan justeres langt ud og ind, op og ned, giver en afslappet kørsel, hvor man hele tiden har kontrol over bilen. Det er mindst lige så vigtigt, når landevejen kalder – og det gør den i Ibiza FR. En Fiesta ST-Line har et mere “organisk” styretøj, hvor man får lidt mere med, men i Ibiza er styringen lidt hurtigere og lidt lettere, så de er begge sjove på et højt niveau, bare på hver sin måde.
For de små 200.000 kr., Seat sælger Ibiza med 150 hk til i Danmark, er en pæn mængde udstyr inkluderet (se listen i dataarket), men for at den bliver helt skarp, skal der lige tre klik til i konfiguratoren: lysstærke (og pæne!) LED-forlygter til 9.030 kr., den fremragende 8″ touchscreen, Media System Plus, til 5.920 kr. og endelig FR-pakken med adaptiv fartpilot, bakkamera, p-sensorer for og bag og nøglefri adgang og start til 10.360 kr. Det er lave priser for rigtig anvendeligt udstyr, som gør bilen endnu bedre.
Der er i den grad grund til at glæde sig, hvis man køber en Ibiza FR. I mellemtiden kan man gøre sig tanker om at indrette garagen og købe det første fotoalbum til den kommende familieforøgelse.
[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”SEAT IBIZA 1,5 TSI FR^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc745323788758″]MOTOR^R4, 1.498 cm3, turbo__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^150 hk ved 5.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^250 Nm ved 1.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^6-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^7,9 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^215 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^20,4 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^112 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^406/178/144 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^256 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^355 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.184/1.200 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^215/45 R17__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^198.620 kr. Ibiza fås fra 142.880 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE^Kontakt forhandler__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^17 tommer alufælge, sportsundervogn, sportssæder, køreindstillinger, LED-baglygter, regnsensor, aircondition, 5 tommer touchscreen, fartpilot__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^FR-pakke med adaptiv fartpilot, bakkamera, p-sensorer og nøglefri adgang og start 10.360 kr., LED-forlygter 9.030 kr., 8 tommer touchscreen, 5.920 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]
Plus
- Motor med masser af kræfter, flot design, meget rimelig pris, aut. nødbremse standard, rummelig i både kabine og bagagerum, solid samlekvalitet, fornem kørestilling med gode indstillingsmuligheder, tilpas skarpt styretøj, lækkert infotainmentsystem med 8" skærm (ekstraudstyr)
Minus
- Fås ikke med aut. dobbeltkoblingsgearkasse, kunne have mere lækre materialer i kabinen, køreindstillinger gør ingen nævneværdig forskel, lang leveringstid