Supra er et ikon blandt Toyota-fans, men siden 2002 har den manglet i modelprogrammet. Til næste år får vi en helt ny – og nu kan vi se lidt nærmere på den i kamufleret udgave
Skal vi ikke bare sige, den har været savnet? Supra var en sportsvogn, som gav Toyota et navn blandt fans af sportsvogne, men i 2002 sluttede historien pludseligt efter 24 år. Ingen ny Supra i sigte, ingen sportsvogn til at forsøde et lidt for pænt og fornuftigt image. Der var tørke i Toyota-modelprogrammet i 10 år, frem til introduktionen af GT86, en lille sportsvogn udviklet i samarbejde med Subaru, men efterhånden som Toyota har formået at tænde en gnist af køreglæde i flere af sine biler, stod det klart, at en helt ny Supra var på vej.
Vi er tæt på mål, tæt på genopstandelsen af den famøse Supra, og nu får vi endelig det første blik på den nye sportsvogn, som debuterer på den engelske Goodwood Festival of Speed, en fejring af fart, teknologi og både nye og gamle modeller. Toyota pakker endnu ikke Supra helt ud eller frigiver mere end nogle få informationer. Supra er stadig i kamuflage, holdt i Toyota-racerholdet Gazoo Racings farver, frem til starten af 2019, hvor alt omkring bilen endelig vises og fortælles, men den kamuflerede bil giver stadig et godt indtryk af sportsvognen.
I samarbejde med BMW, men stadig tydeligvis en Supra
For det første ser vi den interne kode på nummerpladen, som har stor betydning for Toyota-fans: A90. Det startede med A40 i 1978, gik videre til A60 i 1981, A70 i 1986 og A80 i 1993. Designet virker særdeles aggressivt med en stor diffuser indbygget i bagkofangeren, smalle og fremstående baglygter med et intenst “blik” og en meget markant hækspoiler indbygget i bagklappen. En spids front og en lang motorhjelm minder om den forrige Supra, som udgik i 2002, og vi ved nu, at der under motorhjelmen igen vil ligge en sekscylindret turbomotor. Som forgængerne får den nye Supra også baghjulstræk.
Supra er ikke udviklet udelukkende af Toyota. Denne gang arbejder japanerne ikke sammen med landsmændene fra Subaru, men i stedet BMW, som i sin ende bruger samarbejdet til en ny Z4, som endnu ikke har haft premiere. Ekspertisen fra BMW omkring bl.a. undervognen skulle komme Supra til gode gode, men fans skal ikke være bekymrede – som designet er helt og holdent japanernes eget, så vil også opsætning af alt fra undervogn til styretøj og lyd være det samme.