Renault har givet sin mikrobil opmærksomhed i form af et facelift med ny motor, flere udstyrsmuligheder og lette designændringer. Er det nok til at sikre en god plads i en klasse, som bløder salg? Vi kører en bytur i Twingo – som kan købes til priser fra 99.990 kr.
De kører ikke for de helt små biler, for at sige det, som det er. Mikrobiler som VW Up og Toyota Aygo var for få år siden konger af bilmarkedet, men med opsving og flere penge mellem hænderne på folk er der råd til mere. I maj 2017, som nu ligger godt to år tilbage, blev der solgt 3.755 mikrobiler i Danmark – næsten 17 procent af alle nye personbiler. I maj 2018 var tallet 2.349 styk (10,4 procent), og i den maj måned, vi har lagt bag os for nylig, så det helt sort ud: 1.524 biler, og under 8 procent af de nye personbiler var dermed mikrobiler.
Renault Twingo står for en forsvindende lille del af det blødende marked for mikrobiler. I maj 2018 kom den lille franskmand ud fra de danske forhandlere i 32 eksemplarer. Up lå på 438 eksemplarer i maj 2018, og i den seneste maj var den nede på 280 styk. Twingo? Otte styk. Renault må rive sig i håret. Men kunderne kører da i en eksklusiv model, hvis vi skal tage brillerne med de meget lyserøde glas på.
Den seneste Twingo har aldrig fået rigtig fart på i Danmark, heller ikke da pengene var små og vi købte de små biler i meget større tal. Importøren ser imidlertid lys for enden af den lange, lange mørke tunnel. Et facelift til den fem år gamle Twingo skal få danske bilkøbere til at strømme til. Vi har taget en tur rundt i København i den fornyede Twingo for at se, om den har, hvad der skal til.
Den ser jo bare ud som før?
Faceliftet er overskueligt, og vi undskylder alle, som ikke kan se, at der er lavet noget om. Det er de små ting, og den nok største synlige forskel er, at LED-kørelyset er flyttet fra små separate runde lygter under forlygterne til nu at sidde i kanten af selve forlygterne. De ny runde lygter i kofangeren er tågelygter, som indgår i en udstyrspakke til 7.000 kr.
Der er en anden synlig ændring, som virkelig fremhæver, hvad Twingo i det hele taget er for en bil: Bag venstre bagdør sidder noget, der i forbifarten ligner et håndtag eller et stik til opladning. Twingo kan ikke lades op, for den kører stadig kun på benzin, så den lille detalje er en luftkanal, der pænt minder os om, at motoren ligger under gulvet i bagagerummet; den franske mikrobil er, sammen med den teknisk identiske Smart, ene om at have hækmotor og baghjulstræk. Luftindtaget er ingen egentlig nyhed, for det stammer fra den Twingo-topmodel, GT, vi aldrig har fået til Danmark, men nu pynter det altså på alle Twingo-modeller.
Ikke at der er mange modeller. I Danmark får vi en motor og to udstyrsniveauer. Life og Zen kaldes udstyrsniveauerne, og motoren er en ny og lidt kraftigere trecylindret benzinmotor på 1 liter. Den yder 75 hk, og den skal køre med 4.000 o/min for at levere et drejningsmoment på 95 Nm. Mere skub vil der være i den lille turbomotor, som ikke kommer til Danmark, som har 93 hk og 135 Nm at gøre godt med.
De øvrige ting fornyelser er overskuelige, så dem tager vi hurtigt. Mulighed for et nyt infotainmentsystem med 7″ touchscreen, DAB+ og Apple CarPlay (7.000 kr., kun til varianten Zen), undervognen sænket med 10 mm for at give mindre vindmodstand, to nye lakeringer i form af Mango Yellow (ses på billederne) og Quartz White – og dertil kommer en forstærket hattehylde (til tungere hatte?) og et nyt opbevaringsrum i midterkonsollen.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc152620922467″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2019/06/FIRST-DRIVE-Renault-Twingo-027.jpg[/image]
Føles Twingo anderledes end før?
Vores tur rundt i København, som sammenlagt med pauser til foto og podcast-produktion varer omkring en time, fortæller langt fra nogen komplet historie om Twingo årgang 2019. Men hvis Twingo skal være i sit es og vise sig fra sin bedste side, så er det i byen og de trange gader, den skal bevise sit værd. En mikrobil er, trods fremskridt, primært en bil til byen. En længere test på et andet tidspunkt må vise, om Twingo stadig er vindfølsom som en tom papkasse og rigeligt levende på motorvejen.
Fordelene i byen er håndgribelige. Twingo optager kun lidt plads – 361 cm er perfekt til parkeringspladser mange andre ikke kan bruge. Og motoren i bagenden og træk på baghjulene giver en venderadius, som kun en Smart kan overgå: 4,3 meter skal den bruge, og det svarer til, at det kan lade sig gøre at svinge den rundt på en villavej uden at ase og mase, bakke og køre frem.
Den kører som før, den lille Twingo. Alt håb om, at hækmotoren og baghjulstrækket ville give køreegenskaber som en sportsvogn blev aflivet allerede dengang i 2014, da den kom ud. Twingo er ikke sjov og hurtig, for styretøjet er svampet og med masser af spil og døde områder, og selv om undervognen heller ikke gør noget for at live det hele op, så gør affjedringen det hele udmærket for klassen. Det er umiddelbart ikke køreegenskaberne, der skal få salget af Twingo til at blomstre.
Den nye 1-liters motor er en bonus ved faceliftet, så vidt vi kan bedømme på den korte tur rundt i København. Den yder 5 hk mere end den gamle 1-liters motor, og når først det lidt skæve koblingspunkt er lært, så giver benzinmotoren godt med kræfter til at følge trafikken, og støjen fra motoren virker på ingen måde påtrængende. Motoren virker frisk, men om den også gør det, når byskiltet forsvinder bag bilen, og der skal 80 eller 110 km/t på det lille halvmåneformede speedometer, kan vi af gode grunde ikke sige. Den manuelle gearkasse med fem trin kan vi til gengæld sige virker ret præcis for en bil i mikroklassen.
Hvad koster så Twingo årgang 2019?
Mikrobiler lider ikke kun under en generel økonomi, der (indtil videre) har det godt. De lider også under, at priserne steg ved seneste afgiftsomlægning, fx på grund af ringe resultater i crashtest, og tiderne med en lille bil til 69.999 kr. er forbi. Twingo starter ved 99.990 kr., og det er samme niveau som VW Up og Kia Picanto.
De cirka 100.000 kr. køber basismodellen Twingo Life, og eftersom en Twingo altid har fem døre, skal man ikke tænke på en ekstra udgift til bagdøre. Det skal man til det meste andet, der gør dagligdagen behagelig. Twingo Life har LED-kørelys, fjernbetjent centrallås, tripcomputer og… vi har svært ved at pege på mere, hvis det ikke skal være el-opvarmet bagrude, manuelt justerbare sidespejle (indefra) og forberedelse for radio. Aircondition kan ikke tilkøbes, så glem bare Twingo Life med det samme.
Twingo Zen koster 111.990 kr., og det er den eneste af de to versioner, vi kan gå med til at anbefale. 12.000 kr. er forskellen i pris, og forskellen i udstyret ligger både i standardudstyret og mulighederne for ekstraudstyr. Som standard har den højdejusterbart rat, aircondition, USB-indgang, såkaldt modulindretning af bagagerummet og R&Go-multimediesystem, som kører via en tilsluttet smartphone.
Elektrisk styret stofsoltag koster 11.900 kr., det nye Easy Link-infotainmentsystem med 7″ touchscreen og Apple CarPlay/Android Auto koster 7.000 kr., fartpilot og sporskifteadvarsel 3.500 kr., og Smart-pakke med læderrat, varme i forsæderne, tågeforlygter mv. koster 7.000 kr. Med metallak til 4.500 kr. er vi hurtigt over 140.000 kr., og selv om man finder Twingo charmerende og nuttet, så er det mange penge. En Ford Fiesta med 85 hk, fem døre, aircondition, el-betjente sidespejle og rat som kan justeres både ind og ud, op og ned, koster 143.710 kr., og barberer man to døre og 15 hk af, så fås Fiesta fra under 135.000 kr. Det er intet under, at mikrobilerne er under pres, og der skal mere end et lille facelift af Twingo til at rykke ved det.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1163335044428″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2019/06/FIRST-DRIVE-Renault-Twingo-023.jpg[/image]
[google_table rows=”23″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”RENAULT TWINGO 1,0 ZEN^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1389198485418″]MOTOR^R3, 998 cm3__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^75 hk ved 6.250 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^95 Nm ved 4.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^5-trins manuel__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^Ikke oplyst__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^Ikke oplyst__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^19,2 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^117 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^361/165/154 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^249 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^174-980 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^917/0 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^165/65 R15 foran, 180/60 R15 bagtil__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^111.990 kr. Twingo fås fra 99.990 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE^Ikke oplyst__GOOGLE_TABLE_ROW__BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL^Ikke oplyst__GOOGLE_TABLE_ROW__ÅRLIG EJERAFGIFT^1.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^LED-kørelys, 15 tommer stålfælge, aircondition, nedfældeligt bagsæde__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Infotainmentsystem med 7 tommer touchscreen, DAB+ og Apple CarPlay til 7.000 kr., metallak til 4.500 kr., Comfort-pakke med læderrat, ekstra-tonede ruder og farvede indlæg i interiør til 3.500 kr., Smart-pakke med læderrat, varme i forsæderne, tågeforlygter, p-sensorer bagtil mv. til 7.000 kr., Sikkerhedspakke med fartpilot og sporskifteadvarsel til 3.500 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]