Opel er klar med sin udgave af den franske SUV. Den bliver storebror til Crossland X og Mokka X
Det går hurtigt hos Opel. Overtagelsen fra Peugeot-Citroën-gruppen (PSA) kører sideløbende med introduktionen af et væld af nye modeller, og meget passende præsenterer Opel nu sin udgave af den mellemstore SUV-modelrække, som allerede nu omfatter Peugeot 3008, Citroën C5 Aircross og DS 7 Crossback. Opel kalder sin SUV Grandland X, en storebror til den lille crossover Crossland X og Mokka X.
Grandland X er en elegant SUV med stort set samme mål som Peugeot 3008, og den viser lidt flere muskler og noget mere spænding i designet end lillebror Crossland X – en bil baseret på den kommende Citroën C3 Aircross. Ikke en eneste karrosseri- eller interiørdel på Grandland X deles med de franske SUV-modeller, så fronten bærer familieskabet med den nye Insignia med det bevingede Opel-lyn i grillen. Men de avancerede matrix-LED-forlygter fra Astra og Insignia findes ikke til Grandland X, men adaptive LED-forlygter er dog stadig med på udstyrslisten. Adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, træthedsregistrering, 360 graders kamera, ergonomiske AGR-forsæder, varme i rattet og meget andet hører også til den tysk-franske SUV’s muligheder.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc762941278679″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/04/Opel-Grandland-X-03.jpg[/image]
Forhjulstræk og Grip Control
I teknikrummet bliver det for alvor klart, at Grandland X står PSA-gruppens EMP2-platform. Opel ville sikkert gerne tilbyde firehjulstræk, men platformen byder kun på forhjulstræk og det – trods alt – velfungerende Grip Control-system som ekstraudstyr. Grip Control med M&S-dæk, specielle køreindstillinger, avanceret kør-ned-ad-bakke-assistance og forskellige opsætninger af ESC og traction control gør det muligt at komme lidt længere i sne og terræn end rent forhjulstræk.
Opel går stille med dørene omkring, hvad der skal drive Grandland X, men det bliver franske motorer med diesel og benzin i tanken – og muligvis en plugin-hybrid på et tidspunkt. Regn med dieselmotorer på 1,6 og 2 liter med 120, 150 og 180 hk, benzinmotorer på 1,2 og 1,6 liter med 130 og 165 hk, den mindste af dem med tre cylindre. En afbalanceret og stærk lille benzinmotor, i hvert fald i Peugeot 3008.
Peugeot 3008 er Årets Bil 2017 i både Danmark og Europa, så meget skal gå galt for at den nye Opel Grandland X bliver en ringere bil. Den har officiel verdenspremiere på IAA-udstillingen i Frankfurt i september.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc908096792307″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/04/Opel-Grandland-X-04.jpg[/image]