For første gang i mange år kommer Honda Civic til Danmark som sedan – som et plaster på såret til dem, der savner Accord, som udgik i 2015. Den fås lige nu kun med en motor, men selv når den får en diesel, vil salget næppe blive ret stort. Det betyder ikke, det er en dårlig bil – faktisk er den i rigtig god form, som testen af (den dyre) topmodel 1,5 Executive med CVT-gearkasse viser
Jeg vil gerne give den nye Honda Civic sedan en anbefaling. En rummelig, meget velkørende og interessant bil, som koster nogenlunde det samme som en Opel Insignia – men som kommer med en bedre motor med flere hestekræfter og langt mere interessante køreegenskaber.
Anbefalingen rammer forhåbentlig en gruppe mennesker, for hvem Honda som brand og producent er den eneste ene, og måske den slår ned hos en anden gruppe mennesker, som mangler et alternativ til Opel Insignia eller Toyota Avensis. Men min anbefaling kan ikke forhindre, at Civic som sedan kommer til at leve en meget stille tilværelse på det danske marked. Det kan godt være, den er næsten lige så stor som den gamle Accord, men der er jo en grund til, at den er udgået – og sedaner på basis af biler i Golf-klassen er noget vi danskere stort set altid løber skrigende væk fra. Bortset fra Audi A3 Limousine, for premium sælger jo.
Ærgerligt, ærgerligt, for Civic sedan er efter min mening en endnu bedre bil end den hatchback, der har høstet mange roser siden introduktionen tidligere på året.
Civic hatchback er god, siger du. Hvorfor er sedanen så bedre?
Fordi sedanen bevarer alt det gode fra den nye hatchback – og løfter niveauet en smule. En vigtig smule. I bund og grund er jeg meget begejstret for Civic hatchbacks design, men jeg kan godt se hvad kritikere mener med, at bagenden er meget høj, og den slutter pludseligt. Jeg kan mest af alt godt selv se, at de gigantiske falske luftudtag, de store sorte plamager under baglygterne ikke giver et særlig rent design. De skulle være forbeholdt den nye Type R…
Civic sedan er mere elegant og mere afdæmpet. Den næsten coupé-lignende formgivning fører hen til en meget mere harmonisk afslutning (og gør adgangen til det ellers store bagagerum problematisk, hvis man kommer med større genstande), og de sorte plamager er skrumpet ind til nogle helt afdæmpede indsatser. Grillen er i øvrigt i krom og ikke blankpoleret sort som på Civic hatchback. Jeg kan godt lide begge løsninger.
Civic hatchback har ikke de mest smørbløde støddæmpere og fjedre i bilindustrien, så jeg har oplevet, at den kan være lidt stiv og have det svært på nogle hullede danske veje. Sedanen har en anden opsætning, og den har en virkelig positiv effekt på Civic som hele. Den ligger mere afslappet på motorvejen, og komforten er en klasse bedre med fornem respons på store ujævnheder, så jeg vil sige, den er på niveau med eller bedre end i nogle af de store firmabiler.
Jeg er glad for, at det ingen omkostninger har for de fine, fine køreegenskaber, jeg selv flere gange har fremhævet Civic for. I løbet af testugen fandt jeg så mange sving og små landeveje, jeg kunne, en del virkelig gode på vestsiden af Sjælland, og balancen i Civic med den nye undervogn med multilinkophæng og stramt, følsomt styretøj er uforandret fra den 13 cm kortere hatchback. Understyring træder ind langt senere end i mange biler i både firma- og Golf-klassen, men jeg tvivler på, at en Civic sedan-kunde kaster den ud i de helt store dynamiske udfordringer. Vigtigst er det, at man kan, hvis man vil, og Civic sedan er sjov, når det skal være, tilgivende hvis farten lige bliver for voldsom.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1324237766319″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/08/TEST-Honda-Civic-15-CVT-Exclusive-sedan-020.jpg[/image]
De dårlige sider af Civic sedan?
Der er kun en motor, i hvert fald i det første lange stykke tid – jeg håber da, Honda også lader sin 1,6 diesel med 120 hk finde vej til Civic sedan næste år. Indtil da er det benzinmotoren på 1,5 liter med 182 hk, du kan få sedanen med, og den trecylindrede 1,0 med 129 hk er ikke umiddelbart på vej i den tyrkisk producerede model. Den enkeltstående motor kan til gengæld vælges med manuel gearkasse eller trinløs CVT-gearkasse for meget rimelige 20.000 kr. ekstra, og det er sidstnævnte, jeg tester.
182 hk gør Honda’en hurtigere, end de 8,6 sekunder fra 0-100 km/t ærligt fortæller. Det er en motor, der lyder mekanisk godt, og den har både omdrejningsvillighed og bundtræk. Man berøves 20 Nm i forhold til motoren i kombination med manuel gearkasse, fordi CVT-gearkassen angiveligt ikke kan klare flere kræfter, men jeg mangler på ingen måde noget fra motoren. Helt bestemt en bedre motor end den, der sidder i Insignia 1,5 Turbo med 165 hk. Den trinløse gearkasse, hvor man kan skifte mellem kunstigt indlagte trin via skiftepaler på rattet, er en af de absolut bedst fungerende af sin art på markedet. Den kan næsten gå for at være en helt almindelig automatisk gearkasse, hvis det ikke var for lidt rigeligt elastiske skift, når jeg ud af det blå forlanger flere kræfter.
Insignia er en kæmpe bil ved siden af Civic sedan. Cirka 25 cm længere, og den har også en stor bagklap, der giver rigtig god adgang til bagagerummet. Splitbagsædet prøver at forsøde det faktum, at det er en trang adgang, der er til bagagerummet i Civic sedan, det samme gør en volumen på 519 liter, men det er ikke praktisk. Til gengæld er pladsen til benene, når man sidder i bagsædet, ikke meget ringere end i Insignia.
Enkelte steder virker materialerne i kabinen simple, lidt tynde endda, og infotainmentsystemet har grafik, som ikke er tidssvarende. Det fungerer okay, men okay holder nok ikke længe i denne klasse. Ellers er de lækre lædersæder, soltaget og et rigtig godt lydanlæg i denne topmodel, Executive, med til at fremme følelsen af ‘voksen’ bil. En bil der faktisk er langt bedre end den Accord, den står til at tage over efter.
Af de tre udstyrsvarianter er det ikke denne, der løber med anbefalingen, for den er for dyr. 389.000 kr. med CVT. Anbefalingen giver jeg til Elegance-modellen med meget righoldigt udstyr, og ikke basismodellen Comfort uden læderrat og uden infotainmentsystem med touchscreen (alle har dog adaptiv fartpilot). Basismodellen koster 289.000 kr., mens Elegance med manuel gearkasse koster 319.000 kr. inklusive alufælge, el-klapbare sidespejle, navigation og bakkamera. En Insignia med 165 hk fås fra 345.000 kr. for lige at runde den af.
Anbefalingen får den nye Civic sedan uden den mindste tvivl. Men den bliver nok desværre ikke et stort hit i Danmark.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc303565289054″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/08/TEST-Honda-Civic-15-CVT-Exclusive-sedan-002.jpg[/image]
[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”HONDA CIVIC SEDAN 1,5 CVT EXECUTIVE^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc468650954945″]MOTOR^R4, 1.498 cm, turbo__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^182 hk ved 5.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^220 Nm ved 1.700 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^Trinløs automatisk CVT__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^8,6 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^200 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^17,2 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^132 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^465/180/141 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^270 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^519 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.378/800 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^215/50 R17__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^389.000 kr. Civic sedan fås fra 289.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL^Ikke oplyst__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^LED-forlygter, soltag, sædevarme for og bag, adaptiv fartpilot, navigation__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Metallak 6.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Nu[/google_table]
Plus
- Godt kompromis mellem dynamik og komfort, stramt styretøj, pladsforhold især ved bagsædet, stærk benzinmotor, en af de bedste CVT-gearkasser, højt udstyrsniveau, meget aktivt sikkerhedsudstyr
Minus
- Dyr topmodel, CVT-gearkassen kan give 'hylende' omdrejninger, lille åbning til bagagerummet, lettere forældet infotainmentsystem, visse materialer i kabinen virker tynde, udgaven med CVT må kun køre med 800 kilo på trækkrogen