Honda går den fuldelektriske vej med minibilen E. Den nye elbil lander i Danmark senere i år med valget mellem 136 og 154 hk, og den er proppet med udstyr – adaptiv fartpilot, glastag, LED-forlygter, infotainmentsystem med to touchscreen på 12,3″ og meget mere er standard. Men med priser fra 277.100 kr. ligger den højt
Designet er alle pengene værd – Honda E har lige dele retro-look og moderne detaljer, og både nuttet og fed ser den lille japanske elbil ud. Den lille E skal kunne meget mere end bare se godt ud, for den rammer ikke bare markedet samtidig med mange andre elbiler, den er også meget dyrere end umiddelbare konkurrenter (med længere rækkevidde) som Volkswagen E-Up. Den faceliftede E-Up, som har en rækkevidde på en opladning på cirka 260 kilometer, koster fra 162.995 kr. – den nye E fra Honda koster fra 277.100 kr. har en rækkevidde på 220 kilometer.
For 115.000 kr. mere skal den nye E tilbyde rigtig meget mere end sin tyske konkurrent, og før vi får lejlighed til at prøve den, skal vi ikke være dommere i den sag. Men Honda E har meget “kørende” for sig, hvis vi lige lægger prisen til side: Der er tale om en helt ny bil (med baghjulstræk) med langt flere hestekræfter, end man får i E-Up, og den er skovlet til med udstyr som standard, som E-Up-kunder ikke engang kan få som ekstraudstyr.
Honda E har i basisudgaven en elektrisk motor med 136 hk (og 315 Nm). E-Up har 83 hk. Batteriet er nogenlunde samme størrelse i begge biler – 35,5 kWh i Honda E. Volkswagen får altså lidt mere ud af sit batteri, når det kommer til rækkevidde, men hvordan det forholder sig i praksis, kan vi af gode grunde endnu ikke forholde os til. Den elektriske Honda fås med en opgraderet motor, som næsten fordobler ydelsen i forhold til E-Up: 154 hk. Merprisen er under 25.000 kr. for at gå fra 136 til 154 hk, og man får samtidig mere udstyr med som standard.
Kamera-sidespejle som standard
Overfører man 277.100 kr. plus levering til Honda-forhandleren, kommer man bestemt ikke til at gå ned på udstyr. E’eren til den pris har som sagt 136 hk, og så har den også, som den første masseproducerede bil på markedet, kameraer med indvendige skærme, i stedet for sidespejle, som standard. De giver mindre støj, lavere luftmodstand – mindre strømforbrug. Den har også LED-forlygter, 16″ alufælge, glastag, dørhåndtag som folder sig ud, infotainmentsystem med to touchscreens på hver 12,3″, navigation, DAB+, Apple CarPlay og Android Auto, bakkamera, p-sensorer for og bag, automatisk klimaanlæg, sædevarme foran, nøglefri adgang og start, adaptiv fartpilot og flere andre aktive sikkerhedsystemer.
Har man budget til at klare en lidt højere pris, 299.500 kr., får man den stærkere Honda E Advance med 154 hk. Der toppes op med udstyr – Honda tilføjer opvarmet forrude, varme i rattet, semi-automasisk parkeringssystem, 230V-stikkontakt (til fx støvsugning), udvidet lydanlæg med flere højttalere, blind vinkel-system og mulighed for 17″ alufælge. Vi siger mulighed, for man kan til 299.500 kr. vælge E’eren med 16″ eller 17″ – forskellen er rækkevidden på en opladning. Med 17″ fælge falder den til 205 kilometer, mens udgaven med 16″ fælge har samme 220 kilometer rækkevidde som basismodellen.
Opladningskapacitet/ladehastighed vil i de kommende år få større fokus, for en lille bil som Honda E med et forholdsvis lille batteri kan være praktisk, hvis den kan lades op hurtigt; den japanske elbil kan lade med op til 100 kW, mens E-Up kun kan lade med 40 kW.
Til priser fra omkring 280.000 kr. er E-Up dog langt fra den værste konkurrent til den nye Honda E. Når Volkswagen lancerer sin ny ID.3 til sommer, ligger basismodellen stort set på niveau med Honda E.