Med konceptbilen Vision G Concept Coupé kan Hyundai være på vej ind i den lille og eksklusive kreds, der fremstiller luksuscoupéer – modellen kan gå i produktion som afløser til den anderledes sportsligt orienterede Genesis Coupé
> Vision G Concept Coupé fik premiere på et kunstmuseum i Los Angeles
> Konceptet viser en fremtidig retning for luksusbiler fra Hyundai
> Som produktionsmodel kan den gå op MB S-Klasse og BMW 6-serie
Hyundai er på en gang en fremadstormende og tålmodig bilfabrikant. Koreanerne fremstiller allerede i dag luksusbiler som Genesis og Equus, men de ved på samme tid, at det vil tage rigtig lang tid, før de kan konkurrere med de europæiske luksusmastodonter.
Kursen sættes nu i endnu højere grad mod luksustinderne. På Los Angeles’ kunstmuseum har Hyundai netop præsenteret sit bud på en fremtid med endnu mere luksus – en konceptbil i form af en stor luksuscoupé, Vision G Concept Coupé.
Hyundai beskriver konceptet som ”inspiration for en familie af fremtidige premium-produkter, som lover luksus, performance og stil med den sans for værdi og ansvarlighed, der kendetegner Hyundais produkter.” Gennem den tunge marketingsnak kan vi udlede, at koreanerne med stor sandsynlighed vil ende med at producere en stor luksuscoupé – noget som ellers kun få mærker, og stort set kun premium-mærker, rører ved i dag.
Uden at kende bilens præcise størrelse, kan den blive Hyundais bud på noget så luksuriøst som Mercedes-Benz S-Klasse Coupé og BMW 6-serie, måske under navnet Genesis Coupé. Genesis-navnet pryder faktisk også bilen, fx i rattet.
En stor luksuscoupé vil være et radikalt skifte fra den Genesis Coupé, som Hyundai solgte i Danmark for få år siden – den havde en lettere mislykket sportslig opsætning og et meget dynamisk fokuseret design.
Vision G Concept Coupé er udstyret, så den rent faktisk kan bevæge sig. I motorrummet ligger koncernens herlige og magtfulde Tau 5-liters V8 med ca. 420 hk.