Cherokee har været Jeep’en med det skæve udtryk. Nu falder den ind i geledderne med en ny front, som virker mere tiltalende, men også mere anonym. Den mellemstore SUV har gennemgået flere ændringer, så Blog om Biler prøver den nye årgang Cherokee på Sicilien – en alvorlig konkurrent til BMW X3?
Jeep er så italiensk som Empire State Building, Donald Trump og burgeren. Men det amerikanske fuldblodsmærke er i dag en så stor en del af Fiat-koncernen som Fiat selv, og italienerne er ikke bare tilfredse med at have Jeep med i familien. De er ovenud lykkelige, for Jeep er en regulær money maker, som bidrager mere og mere verden over til indtjeningen. Jeep er med andre ord gulvkalven, som kun kender en vej, og det er fremad og op, over stejle bakker og gennem mudderhuller. Mange amerikanere stammer trods alt fra italienske emigranter, som tog chancen på den anden side af Atlanten i forrige århundrede, så måske vi ikke skal være så overraskede over, at samspillet fungerer så godt?
Den amerikanske ekspert i firehjulstræk og terræn er mere end bare et mærke, det er et fænomen. Det er mange årtiers historie, gennem mange ejere før Fiat, som har gjort, at Jeep ofte bare er kaldenavnet til en bil, der har soliditeten og mekanikken til ture i de afsidesliggende og rå dele af verden. Eller en tur ud i de danske hestefolde eller skove med en trailer spændt efter bilen. Så hentyder nogen uden alt for indgående kendskab til biler til en Jeep, kan det nemt bare være en jeep, de taler om – altså bare et universelt navn for en firehjulstrækker.
Den slags er guld værd, som det at at have en guldkalv i folden, men Jeep er meget mere end den klassiske Wrangler, der automatisk kommer op på den indre lystavle. Det amerikansk-italienske mærke udvider med nye modeller i de kommende år, fx en lillebror til den i forvejen kompakte Renegade (italiensk produceret, sammen med Fiat 500X) og en mellemstor model med syv sæder, men her i 2018 er Cherokee en af de vigtigste modeller. Den er presset fra neden af den stort set lige så rummelige Compass, som er tæt på at koste det halve. Et facelift og en forfinelse af Cherokee kommer derfor i rette tid.
Hvad er det vigtigste, Jeep har gjort ved Cherokee?
Det stikker så meget ud, at du skal overveje, om du skal læse videre, hvis det ikke er faldet dig ind allerede. Hvis ikke du er sikker på, hvordan Cherokee så ud før faceliftet, og alligevel fortsætter, så gør dig selv den tjeneste at søge på nettet efter et billede af Jeep’en årgang 2014-17… Fronten er den store forskel, og de fleste vil nok hælde til at kalde den nye front uden inspiration fra kunstneren Salvador Dalís værker mere indbydende. Den er nydelig, og så er den alligevel lidt for generisk, så Cherokee nemmere kan forveksles med den større Grand Cherokee og den mindre Compass. Den lille Renegade er nu den mere spektakulære Jeep, hvis vi et øjeblik ser bort fra Wrangler, men det nu mere elegante design kan måske løfte det stort set ikke-eksisterende salg i Danmark.
De resterende designændringer findes i det små. Baglygterne har fået ny grafik, pladsen til den bageste nummerplade er flyttet fra kofangeren op i bagklappen, og det er faktisk større forandringer, end interiøret har været gennem. Instrumentbordet er forholdsvis overskueligt, men på trods af forbedrede materialekvalitet burde indtrykket af førerpladsen være mere lækkert og ose mere af den luksus, der helt bogstaveligt er standard i Limited-modellen, der sammen med den mere terrænfokuserede Trailhawk bliver de eneste på det danske marked ved lanceringen i foråret 2019. Der er adaptiv fartpilot, infotainmentsystemet Uconnect med 8,4” touchscreen og navigation og lædersæder, men hvor Jeep gerne ser Cherokee som en ligeværdig modstander til BMW X3, så er helhedsindtrykket i bedste fald på niveau med kabinen i X1.
Bagagerummets størrelse er taget til i Cherokee, fra 500 til 570 liter. Det vil blive presset af få mere end to mindre kufferter og to computertasker på plads under det bøvlede rulle-cover, men Jeep’en er på det punkt desværre ikke meget anderledes end så mange andre SUV’er, hvor litermålet kan lyde nok så imponerende. Jeep udnytter dog taknemmligheden ved tal med sin oplysning om 570 liter, for så mange liter er faktisk kun til rådighed, når det justerbare bagsæde står helt fremme. Hvis man sætter det i sin normale position, daler volumen til 448 liter, som er for lidt i en SUV på 462 cm.
En sidste større nyhed vi lige skal ind på er to tilføjelser til motorprogrammet. Før var det umuligt at få en Cherokee 4×2 med forhjulstræk sammen med automatgearkasse, og selv om det kan skurre i ørerne at sige Jeep og forhjulstræk, så er Jeep ikke vokset til storhed ved at undlade muligheder, stort set alle konkurrenterne giver kunderne. Så den forhjulstrukne med automatgear er nu på plads. Samme 9-trins gearkasse som i Cherokee 4×4. Der er mere i vente, og det er en ny 2-liters benzinmotor med omkring 270 hk, som har Alfa Romeo-blod i sig. Den nye motors europæiske lancering i foråret er grunden til, at importøren først tager den faceliftede Cherokee på lager fra marts.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc152180510721″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/10/FIRST-DRIVE-Jeep-Cherokee-FL.jpg[/image]
Er det blevet en anden oplevelse at køre Cherokee?
Med ærgrelse må vi konstatere, at den store motornyhed ikke er på tavlen med bilnøgler, da vi lander til facelift-præsentationen på Sicilien. Diesel, diesel, diesel.. diesel står der på alle nøgler, så af sted går det i Cherokee 2,2 MultiJet II 4×4 Limited aut., som kan frembringe 195 hk og 450 Nm. I Danmark får vi forsat ikke samme dieselmotor i en neddampet udgave med 150 hk, så det udleverede testbil er så ”dansk”, som den kan være.
Sicilien viser sine skyggesider allerede da vi styrer Cherokee ud af parkeringen i lufthavnen. Motorvejen omkring Catania på Siciliens vestside ligner veje, som er gennemboret med et trykluftsbor og blot ser ud som toppede brudstykker af asfalt. Store buske er på langsomt ved at æde sig vej ind ind over asfalten, så skiltene siger 20 km/t. De lokales biler hopper af sted som bolde med 70-80 km/t, og for ikke at blive en stort set stillestående forhindring, prøver vi 50 km/t. Bump og slag fra affjedringen, men så dårlige veje findes kun i form af grusveje i Danmark, så vi venter med bedømmelsen til nogle lidt bedre landeveje dukker op.
Jeep Cherokee opfører sig som før. Kabinen undertrykker udefra kommende støj med nemhed, men den af italienerne udsete målskive, BMW X3, kan det med at få dieselmotorens hårde gang til at forsvinde i afbalancering og støjdæmpning. 2,2-liters motoren har alle de lovede kræfter hjemme og føles mere suveræn sammen med de ni trin i automatgearet. Fiat-Chrysler-koncernen har fået kritik for gearkassen, og hvis sammenligningen igen er X3, så er Cherokee igen slået. Isoleret set, her på Sicilien, kan skiftene virke lange, men bløde og mere forfinede end før.
Affjedringen viser sig at være i urolig bevægelse rigtig meget af tiden, også på de mere dansk lignende veje, sicilianerne kører på. Det er små vibrationer fra chassiset selv og ujævnheder i vejen, som forplanter sig og trækker ned i en ellers udmærket komfort. Men det er med forbehold for de syditalienske vejes tilstand, for vores veje er i meget bedre stand.
Men hvad med terrænkørsel?
Cherokee virker ikke pludselig påtvunget dynamisk eller direkte, heldigvis. Jeep har firehjulstræk som naturligt midtpunkt, og ingen anden bil i segmentet tilbydes med forhjulstræk og hele tre typer firehjulstræk. Active Drive I er fuldautomatisk og standardsystemet, når man køber en Cherokee Limited, og her favoriseres forhjulstræk det meste af tiden for at spare på brændstoffet, men der kan vælges køreprogrammer (Selec-Terrain) til at køre i fx sne eller sand. Udbygningen kaldes Active Drive II, og allerede her overhaler Cherokee konkurrenterne med off-road-orienteret teknik: reduktionsgear og hill descent. I Cherokee Trailhawk går Jeep hele vejen med Active Drive Lock, som indbefatter et spær på bagakslen og Selec-Terrain Control, hvor man kan vælge en fast hastighed mellem 1 og 9 km/t til at krydse de helt store forhindringer.
Det er perfekt til den fineste tur ud i det sicilianske terræn, hvor markveje er omkranset af granitgærder, og de snørklede små veje med stedvis heftige stigninger er fra naturens side lavet af selvsamme uforgængelige og ubarmhjertige materiale. Desværre passer det med, at vi på Sicilien-udflugtens anden dag er skiftet til en Cherokee med forhjulstræk. Vi får lov at køre gennem et par store vandputter og et måske 40 cm dybt vandhul, køre en smule op ad bakke og passere over et par ujævne granitpukler, men så dukker skiltet og en italiener, som kun taler italiensk, op. Cherokee 4×4 fortsætter på ægte eventyr, os i Cherokee 4×2 på asfaltveje. Man kan forestille sig, hvor meget journalisterne i 4×4’eren har udforsket. Det eneste vi står tilbage med er, at Cherokee kan klare nogle veje, som intet problem ville være i en Ford Fiesta Active.
Selvfølgelig skal Jeep lave Cherokee med forhjulstræk, og helt specifikt for Danmark ville det klæde mærket at tilbyde den svagere diesel med 150 hk med forhjulstræk og et lavere udstyrsniveau, så startprisen i marts 2019 ville lyde mindre alarmerende. Som det er nu, skal importøren arbejde hårdt for at sælge Cherokee 2,2 Limited med 195 hk og automatgear til under 800.000 kr. En variant omkring 550.-600.000 kr. ville i det mindste få flere til at kigge en ekstra gang, også selv om Cherokee nu kører mere anonym gennem trafikken.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc585922464346″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/10/FIRST-DRIVE-Jeep-Cherokee-FL-003.jpg[/image]
[google_table rows=”21″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”JEEP CHEROKEE 2,2 MULTIJET AUT. 4X4 LIMITED^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc1171498777266″]MOTOR^R4, 2.174 cm3, diesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^195 hk ved 3.500 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^450 Nm ved 2.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^9-trins automatisk__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^8,8 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^202 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG (NY NORM, WLTP)^15,2 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2 (NY NORM, WLTP)^175 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^462/186/168 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^271 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^448 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^Ikke oplyst/2.370 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^225/55 R18__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PRISGÆT INKL. LEVERING (3.980 KR.)^850.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL^Ikke fastlagt__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^18 tommer alufælge, infotainmentsystem med 8 tommer touchscreen og navigation, adaptiv fartpilot, elektrisk betjent bagklap, læderindtræk, LED-forlygter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Active Drive II-firehjulstræk med reduktionsgear__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^Marts 2019[/google_table]