Jaguar E-Pace og Volvo XC40 – priser, udstyr og motorer

Morten Brunsgaard Bek
15. marts, 2018
i Baggrund, Test
Jaguar E-Pace og Volvo XC40 – priser, udstyr og motorer
314
VISNINGER
Del på FacebookDel på Twitter

Video-duellen mellem de to nye kompakte luksus-SUV’er Jaguar E-Pace og Volvo XC40 afslører vores vinder, men vil du dykke ned i modelprogrammet hos de to mærker, så skal du læse med her – vi kigger nærmere på motorer, standardudstyr og selvfølgelig priserne på de to SUV-modeller

Jaguar og Volvo kommer sent til ballet, men de kommer med stil og med fuld styrke: det er slut med at lade Audi Q3, BMW X1 og Mercedes-Benz GLA stjæle billedet og være bilerne der løber med alle kunderne i klassen for kompakte luksus-SUV’er. Den nye E-Pace, baseret på Range Rover Evoque, og den nye XC40 på en spritny platform har design, stil, luksus og meget andet kørende for sig – som du kan se i videoen, hvor Blog om Biler indtager den danske vestkyst i de to biler. Det er også i videoen, du kan se, hvilken af de to, vi helst ville have stående i vores egen garage.

Hvis du ikke allerede har set videoen, så klik på linket herunder og oplev Jaguar E-Pace og Volvo XC40 på nærmeste hold. Den artikel du læser lige nu, giver et overblik over modelprogrammerne og priserne.

VIDEO-DUEL: Vestkysten byder velkommen til Jaguar E-Pace og Volvo XC40

Vi kan lige så godt sige det, som det er. Hverken Jaguar eller Volvo gør det nemt og overskueligt at finde priserne. De er begge to helt nye på markedet, men alligevel findes der flere sæt prislister: Jaguar har en særskilt Driver’s Edition-prisliste, som er permanent, men som har ændret sig, siden vi her på Blog om Biler skrev om den i januar – nu er Driver’s Edition-versionerne med mere udstyr dyrere end standardversionerne på den almindelige udstyrsliste, som man kan dykke ned i på hjemmesiden.

Volvo introducerer XC40 til kampagnepriser fra starten, men man kan stadig finde den almindelige prisliste mere synlig på hjemmesiden. Kampagnen kaldes en vinterkampagne, og den omfatter færre modelvarianter end den almindelige prisliste, men der er umiddelbart ingen udløbsdato for priserne. Prisforskellene er ikke så store mellem listerne som hos Jaguar, men til gengæld er der heller ikke forskel på udstyret mellem XC40-modellerne på de to lister.

Volvo stærkest på benzin, Jaguar på diesel

Der er stor forskel på E-Pace og XC40. Bare kig på designet – den ene rund og strømlinet, den anden kantet og mere klassisk SUV. Når det kommer til de billigste udgaver, så er den store forskel, at Jaguar kører med dieselmotorer, og Volvo kører med benzinmotorer. I en tid, hvor det kan være knald eller fald med dieselmotorer, gør producenterne klogt i at tilbyde et bredt udvalg af benzinmotorer, og her ligger Volvo i spidsen af de to: XC40 kommer med T3 med 150 hk, T4 med 190 hk og T5 med 250 hk. Den svageste benzinmotor (indtil videre, i hvert fald), P250, har hele 249 hk, som er irrelevant for rigtig mange købere, og så toppes modelprogrammet af en endnu stærkere model med 300 hk, P300.

Basismodellen af E-Pace, D150, har en 2-liters dieselmotor med 150 hk, manuel gearkasse og forhjulstræk. Den E-Pace vi tester, er den næste i rækken, D180, med 180 hk, firehjulstræk og automatgear. Jaguar topper dieselsiden med en 2-liters diesel med bi-turbo med 240 hk.

Volvo har ikke nær samme bredde i XC40 på dieselsiden med to udgaver af 2-liters motoren: som D3 yder den 150 hk, mens den D4 vi tester, har 190 hk – og mens Jaguar tillader manuel gearkasse og firehjulstræk, så hører firehjulstræk hos Volvo sammen med automatgear. Volvo har i sine større modeller en udgave af 2-liters dieselmotoren med 235 hk, men den findes ikke i XC40.

E-Pace kan være den bedste Jaguar

E-Pace fra 383.771 kr.

Modsvarer bilernes størrelse prisen? Det kommer an på dit udgangspunkt. Det her er forholdsmæssigt dyre biler, hvor man i nogen grad betaler for det smarte og det, for mange, praktiske ved at sidde højt. Og så betaler man for mærkerne, om man så synes, Jaguar og Volvo hører hjemme i premiumsegmentet. Faktum er, at kigger man eksempelvis på sedanen Jaguar XE i forhold til E-Pace, så er den bygget på en nyere struktur og har en stærkere motor – til færre kroner.

Mellem de billigste udgaver af E-Pace og XC40 ligger cirka 20.000 kr., som er en ubetydelighed, når vi taler om startpriser i omegnen af 400.000 kr. Men man skal langt op i pris hos Jaguar for at få en benzinmotor i stedet for en dieselmotor, så mens basisudgaven af E-Pace – D150 med dieselmotor med 150 hk, manuel gearkasse og forhjulstræk – står til 383.771 kr. inkl. levering, er den billigste benziner – P250 med 249 hk, automatgear og firehjulstræk oppe på 566.381 kr. med samme basisudstyr. Driver’s Edition-modellerne i den separate prisliste, som bl.a. har navigation, koster generelt cirka 40.000 kr. mere og fås til de to svageste dieselmotorer og benzinmotoren med 250 hk. Den dyreste E-Pace hedder P300 R-Dynamic HSE og koster 1.028.880 kr. Den testede model er en særlig First Edition-udgave baseret på D180 R-Dynamic HSE med en pris på 988.880 kr., men en mere typisk udgave med den motor vil koste 571.880 kr.

Selv billigste udgave af E-Pace har LED-forlygter, infotainmentsystem med 10″ skærm i bredformat, aut. klimaanlæg, 17″ alufælge, regnsensor, fartpilot, aut. nødbremse og bakkamera – så den er udstyret markant bedre end de tyske konkurrenter.

Jaguar tilbyder fire E-Pace-varianter på privatleasing med en førstegangsydelse fra 19.995 kr. og en månedlig ydelse fra 4.995 kr. Firmabilister kan køre E-Pace til en beskatning, der starter på 325.676 kr., mens en udgave med 180 hk, firehjulstræk og automatgear har en beskatning fra 397.074 kr. Lavest beskattede benzinmodel står til 467.199 kr.

XC40 fra 404.715 kr.

Den billigste Volvo XC40, den trecylindrede T3 med 150 hk, manuel gearkasse og forhjulstræk med basisudstyr, koster på kampagneprislisten 404.715 kr. og på den regulære liste 411.005 kr., så skulle kampagnepriserne lige pludselig forsvinde, er skaden meget lille. Som E-Pace er XC40 rigtig godt udstyret i selv billigste variant, og skærmen i portrætformat på 9,3″ til infotainmentsystemet, digital instrumentering, 17″ alufælge, LED-forlygter, fartpilot, regnsensor, aut. klimaanlæg, sædevarme og meget mere er standard. XC40 har en mere omfattende sikkerhedspakke med udvidet automatisk nødbremse, sporassistent og et system som styrer væk fra modkørende, hvis bilen i modsatte bane styrer mod den forkerte side, men adaptiv fartpilot koster desværre også her ekstra.

Den lavest prissatte dieselmodel hos Volvo er D3 med 150 hk, forhjulstræk og manuel gearkasse, som altså svarer til basisudgaven af E-Pace – den fås fra 427.170 kr. til kampagnepris (regulær pris 446.000 kr.), så den altså er noget dyrere en E-Pace med dieselmotor med 150 hk. Den testede XC40 D4 AWD aut. med 190 hk og Momentum-udstyr har en kampagnepris på 526.845 kr. (regulær pris 585.005 kr.), som gør den billigere end den tilsvarende E-Pace. Den dyreste XC40 er T5 AWD aut. R-Design, som på kampagneprislisten står til 661.658 kr. – og på den regulære liste til 693.000 kr.

Den nye XC40 på privatleasing kommer med en højere engangsydelse end konkurrenten, men har til gengæld en noget lavere månedlig ydelse: når ydelsen på 35.000 kr. først er betalt, får man XC40 til 3.895 kr. om måneden for basismodellen T3. Den testede model, D4 AWD aut. Momentum, går for 5.495 kr. om måneden.

Firmabilister har valget mellem tre udgaver af dieseludgaven D3 (manuel/forhjulstræk, automatisk/forhjulstræk og automatisk/firehjulstræk) og T3 med forhjulstræk og manuel gearkasse. T3 står til en beskatning på 352.901 kr., mens D3 starter ved 349.901 kr.

Tre cylindre i XC40 – den første af sin art fra Volvo

Tags: blog om biler jaguar e-paceblog om biler volvo xc40duel volvo xc40 jaguar e-paceJaguar E-pacejaguar e-pace danmarkjaguar e-pace dansk testjaguar e-pace reviewjaguar e-pace testnew jaguar e-pacenew jaguar e-pace reviewnew volvo xc40 reviewvolvo xc40 danmarkvolvo xc40 dansk testvolvo xc40 danske priservolvo xc40 review
Forrige artikel

Til kamp i Golf-klassen med firehjulstræk og automatgear

Næste artikel

VIDEO-DUEL: Vestkysten byder velkommen til Jaguar E-Pace og Volvo XC40

Relaterede Artikler

Sådan håndterer du stenslag i ruden, hvis uheldet er ude
Nyheder

Sådan håndterer du stenslag i ruden, hvis uheldet er ude

24. februar, 2023
Volkswagen runder 500.000 ID.-modeller og når en vigtig milepæl et år tidligere end planlagt
Baggrund

Volkswagen runder 500.000 ID.-modeller og når en vigtig milepæl et år tidligere end planlagt

15. november, 2022
Danmarks stærkeste bilmærker 2022
Baggrund

Danmarks stærkeste bilmærker 2022

6. april, 2022
Polestar har taget danskerne med storm: Har nu 1000 biler på vejene efter mindre end et år
Baggrund

Polestar har taget danskerne med storm: Har nu 1000 biler på vejene efter mindre end et år

31. marts, 2022
Fransk designperle fra Italien
Baggrund

Fransk designperle fra Italien

31. marts, 2022
Temperamenterne koger: Så mange oplever hidsige medtrafikanter
Baggrund

Temperamenterne koger: Så mange oplever hidsige medtrafikanter

29. marts, 2022
Næste artikel
VIDEO-DUEL: Vestkysten byder velkommen til Jaguar E-Pace og Volvo XC40

VIDEO-DUEL: Vestkysten byder velkommen til Jaguar E-Pace og Volvo XC40

Mest læste

  • Ny 100 % elektrisk Ford Explorer viser vejen for ny bølge af Fords elbiler

    Ny 100 % elektrisk Ford Explorer viser vejen for ny bølge af Fords elbiler

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Alt du behøver at vide om dæk og fælge til din bil

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Polestar 2 BST edition 230 udforsker performance-design

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0
  • Helt ny BMW i5: Nedtællingen er begyndt

    0 Delinger
    Del 0 Tweet 0

Sektioner

Nyheder
Test
First Drive
Forbrug
Videoer
Elektrisk

Nyttige links

Privatlivspolitik
Cookieindstillinger

Kontakt

biler@biler.nu
Kontakt for kommerciel aktivitet, sponsorerede indlæg, ejerskaber, bannere m.m.

Andre links

pawsfabrik.dk

Nyhedsbrev

Om os

Biler.nu er siden for dig, som vil vide alt om biler – videoer, nyheder, test og meget mere. Vi laver upartisk og ukompliceret, men også kritisk dækning af biler og bilindustrien, så du kan blive klogere. Hvis du vil vide mere, eller du har spørgsmål til os kan du kontakte os på mail.

© BILER. 2023 All rights reserved

Intet resultat
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • Test
  • First drive
  • Forbrug
  • Elektrisk
  • Videoer

© BILER. 2023 All rights reserved