Danmark er på vej mod endnu et rekordår, når det kommer til salg af nye biler. I 2015 blev der indregistreret 207.717 biler, og 2016 kan komme til at smide 20.000 biler oveni. Mikrobiler og minibiler sælger stadig godt, men det går fremad for flere af segmenterne med større biler, og danskerne vil især gerne køre SUV
Det er blevet sværere at overskue trafikken i Danmark. Ikke alene er salget af nye biler nået over 200.000 om året, men alle som har købt en SUV gør det også sværere for alle andre at overskue næste skridt i trafikken. Det kan ende med, at når vi alle er gået over til at køre SUV for at sidde højt og godt for at få det store overblik, må vi finde på endnu højere biler.
Vi ender ikke i den situation lige foreløbig, men hvis du har lagt mærke til et stigende antal af de høje biler, så er din fornemmelse helt rigtig. Journalister og bilproducenter har længe talt om, at SUV’erne og crossovers bliver til noget rigtig stort, og salgstallene begynder nu for alvor at underbygge snakken. Mellem de to perioder, der hedder januar til og med juli i henholdsvis 2015 og samme periode i indeværende år, er danskernes kærlighed til de højbenede om ikke eksploderet, så i hvert fald nået nye højder. Som segment lå SUV’erne i 2015 på en klar plads nummer fem, et stykke efter hvad De Danske Bilimportører betegner som store biler, BMW 3-serie, Volkswagen Passat, Opel Insignia, de klassiske firmabiler, men et stykke over MPV’erne. Store biler lå på 8,86 procent af alle nye biler, MPV’erne på 5,18 procent, SUV’erne var på 7,07 procent.
Det viser sig, at SUV’erne her i de første syv måneder af 2016 ikke har ædt af hverken de store bilers popularitet eller af MPV’ernes, biler som vi især på bekostning af SUV-moden ellers har haft travlt med at dødsdømme i en årrække. De store biler stiger til at have 10,3 procent af markedet, MPV’erne stiger overordnet set endnu mere til at have 6,87 procent af markedet – sidstnævnte kan vi særligt takke Ford og den nye S-Max og Volkswagen og den nye Touran for. Men SUV’erne, som det hele handler om, hopper en plads op blandt segmenterne og overtager med et stort spring plads nummer fire fra de store biler; SUV-andelen af nye biler stormer frem og lander på 11,41 procent. Fordi hele markedet i perioden er vokset (121.136 til 132.579 biler), betyder det, at det i salgstal er lig med 15.129 styk SUV fra januar til juli 2016. Fra januar til juli 2015 var det kun 8.567 styk.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1354965171197″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/10/TEST-Nissan-Qashqai-16-DIG-T-003.jpg[/image]
Plads nummer tre i sigte
Med den fart kan SUV’erne indenfor få år stå med en tredjeplads i segmenterne, hvis privatøkonomien ikke tager et pludseligt dyk. Mikro- og miniklassen på henholdsvis plads to og et taber i de her år markedsandele, fordi det går godt med økonomien, mens Golf-klassen på plads nummer tre står stille med omkring 20-21 procent af markedet. Det er den klasse, SUV’erne kan ende med at overhale.
Golf-klassen er en klasse, hvor stort set alle store bilmærker er repræsenteret. Lige fra biler i den billige ende som Kia Cee’d til de mere luksusprægede som Audi A3. Her kommer ikke for alvor nye spillere på banen, højst lidt flere stationcars eller coupéer med fire døre. Blandt SUV’ere er det en helt anden revolution, der venter os. Meget få mærker har et fuldt udbygget SUV-modelprogram, og det vil ændre sig dramatisk. Hvad mon der sker, når Seat Ateca, Peugeot 3008, Skoda Kodiaq og en ny Yeti, Toyota C-HR, Audi Q2, Volvo XC40, Volkswagens SUV’er i Polo- og Golf-størrelse og mange flere kommer på markedet? – Større udvalg bliver til større interesse – og mindre overblik i trafikken.
TOP 5 – SUV FRA JANUAR TIL JULI 2016 (STYK)
- Nissan Qashqai: 2.608
- Suzuki Vitara: 1.470
- Renault Kadjar: 1.404
- Mitsubishi ASX: 951
- Mazda CX-3: 861
(Renault Captur regnes ikke som en SUV i statistikken – den er solgt i 1.748 eksemplarer)
(Alle tal stammer fra fra De Danske Bilimportører)