Det er ingen hemmelighed, at marts og april måned har været hårde for bilforhandlerne. Salget af nye biler er faldet markant – både fordi folk er blevet hjemme, men også fordi flere forhandlere har været, og i et vist omfang stadig er, ramt af produktionsstop på bilfabrikkerne. Der er simpelthen ingen biler på lager.
Alligevel er det lykkedes VW at få indregistreret 423 nye eksemplarer af den lille crossover T-Cross i det første kvartal i år. Til sammenligning er der kun indregistreret 320 af den nye Skoda Kamiq; den både billigere og mere rummelige crossover fra samme koncern. Hvorfor? Er det mærke-snobberi? Jeg prøver at finde forklaringen og tager en uge bag rattet af Skoda Kamiq 1,5 TSI DSG.
Den skiller sig ud – på den gode måde
Den mindste Skoda-SUV minder i virkeligheden meget om storebror Karoq – bare mindre. Dén størrelse og biltype du ikke må stå uden som bilfabrik. Blandt de mest populære findes eksempelvis Peugeot 2008 og Renault Captur – men få af dem har så meget positivt kørende for sig, som Skoda Kamiq. Et godt eksempel er Skodas ”Simply Clever”-løsninger med paraply i førerdøren, isskraber ved tankdækslet, holder til parkeringsbilletten i forruden, net på undersiden af hattehylden og bagagerumslampen, som kan tages ud og bruges som lommelygte. Og designet på Kamiq for den sags skyld, der i min optik skiller sig tilpas ud fra mængden.
Det er dog indenfor, at Kamiq for alvor tager kegler i forhold til Volkswagen T-Cross. Kabinen er mestendels taget fra Skoda Scala – og det er altså ganske pænt. Især sammenlignet med T-Cross, der er overdynget med billig plastik, skiller Kamiq sig ud med bløde materialer de steder, hvor man kigger hen og rører mest. Til gengæld havde det været rart med en drejeknap til volumen på infotainmentskærmen i stedet for touch, men det er de færreste danskere, som ender med infotainmentanlægget i testbilen med den store skærm på 9,2”. Det anlæg koster nemlig mindst 16.000 kr. (med navigation indbygget), og med de mindre skærme kommer den gode, gamle drejeknap til volumen.
De fine materialer og den behagelige førerplads er fulgt op med rummelighed. Der er ganske meget plads på bagsædet – noget mere end man finder i søstermodellen fra VW. Bagsæderne i Kamiq er samtidig vældig komfortable og helt fine til længere ture.
Bredt motorprogram deles med søster
Motorprogrammet i Kamiq er stort set det samme, som vi finder VW T-Cross: To benzinere og en dieselmotor. På benzinsiden er det enten den lille 1-liters TSI med enten 95 eller 115 hk. Skridtet op er den 1,5-liters med 150 hk som testbilen. Det er mere end rigeligt og den mindre motor med 115 hk klarer også nemt de flestes behov. Til gengæld er den mindste variant med 95 hk kun lige tilstrækkelig – ligesom den er det i T-Cross.
Et svagt punkt
En af de få anker ved Kamiq er faktisk gearkassen – navnlig den 7-trins DSG-dobbeltkoblingsgearkasse, som sidder i testbilen. Så længe jeg ikke er i 2. gear eller derover, virker den simpelthen klodset. Det “udmærker” sig særligt ved en hurtig tre-punktsvending, hvor skiftet fra 1. til bakgear og tilbage i 1. sker langsomt. Men også ved igangsætning er jeg ved at få knopper. Det er irriterende svært at sætte roligt i gang, og mange gange ender manøvren i en grov omgang med ketchupeffekt og hjulspind.
Udover DSG-gearkassens bøvl i 1. gear, er køreoplevelsen som jeg gerne vil have den i en crossover. Komfortabel med en utrolig velafstemt undervogn, der løser det evindelige problem i crossovers med at absorbere små ujævnheder ved lav fart. Et problem selv større og langt dyrere SUV’er kæmper med, klares til perfektion i Kamiq. Det betyder samtidig, at Kamiq ikke er særligt involverende, og en Hyundai Kona er sjovere i sving. Men jeg vil ikke have min crossover til at køre sjovt. Den skal hellere kunne håndtere små ujævnheder i byen, tak. Drop derfor også sportsundervognen til 5.500 kr. ekstra. Kamiq er ikke og bliver aldrig en sportsvogn.
Summen af det hele betyder altså, at du bør vælge Skoda Kamiq fremfor VW T-Cross. Den kører mere komfortabelt, kabinen er lækrere, og der er mere plads. Det er på tide, at du ser bort fra skiltet på fronten og ”sparer penge” på din lille crossover.