Firehjulstræk er i dag så ualmindeligt i Golf-klassen som seks cylindre, men det hører hjemme i en Subaru Impreza – og den helt nye udgave kommer nu til Danmark med firehjulstræk, automatisk gearkasse og solidt sikkerheds- og komfortudstyr som standard til priser fra 269.900 kr.
Firehjulstræk i en bil i Golf-klassen er så usædvanligt, at man i dag stort set kun ser det hos de dyre tyske mærker og i de heftige topmodeller med 300-400 hk. Men hos Subaru er firehjulstræk en del af identiteten, og intet mærke kommer tæt på at sælge så mange firehjulstrukne biler på verdensplan hvert år, så selv japanernes bil i den kompakte klasse, Impreza, kører med firehjulstræk i alle udgaver. Med den nye Impreza taler vi om en bil, der selv i den mest “heftige” udgave har en motor med 156 hk, så vi er langt fra noget, der hedder GTI eller RS til efternavn.
Impreza har været ude af det danske marked i en periode, og den helt nye model er derfor en helt ny start for den kompakte model. Kompakt er så meget sagt, for den er 446 cm lang og derfor en af de længere modeller i klassen. Jeg tager et kig ind ad bagdøren, og det afslører heldigvis, at japanerne har udnyttet de mange centimeter til at give rigtig god plads. Også i forsæderne er der god plads til at røre sig, mens bagagerummet tilsyneladende må lide under, at der skal føres mekanik gennem bilen til at give træk på alle fire – 385 liter er gennemsnitligt og på linje med en del kortere biler.
Jeg lukker bagklappen og sætter mig til rette i førersædet. Subaru har altid fokus på sikkerheden ved godt udsyn, så det er nemt at overskue området rundt om bilen, og kabinen virker lys og luftig, selv om alt er udført i sort. Næsten alt, for der er blå syninger på sæderne og instrumentbordet. De er stort set den eneste synlige forskel i kabinen i forhold til den nye XV, som er en højbenet aflægger af Impreza – XV har orange syninger i sin kabine. Jeg sidder selvfølgelig også lavere i Impreza, som Subaru ingen SUV-prætentioner har for.
Indretningen af Impreza (og XV) er den mest vellykkede til dato, når elementer som funktionalitet, materiale- og samlekvalitet og “visuel lækkerhed” alle tages op til vurdering. En tur i den faceliftede Outback afslører i hvert fald en mere simpel stil, selv om også den kabine er meget velfungerende.
Komfortabel og sikker
Med den nye platform, Subaru Global Platform, er japanerne kommer meget langt i forhold til indbygget crashsikkerhed, stivhed i chassiset, støj og vibrationer. I test hos Euro NCAP har Impreza (og i mindst lige så høj grad XV) vist sig som virkelig stabile biler uden huller i sikkerhedsskjoldet, og det gælder ikke kun den passive sikkerhed. EyeSight-sikkerhedssystemet med dobbelt kamera i forruden leverer som standard bl.a. adaptiv fartpilot og en automatisk nødbremse, som virker fra 0-180 km/t.
På svenske veje, hvor jeg kører rundt i den nye Impreza, imponerer den adaptive fartpilot med meget glidende kørsel og ved ikke at bremse abrupt for en langsommere bil foran. Systemet forbereder også en overhaling ved at begynde acceleration allerede før, man trækker ud.
Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og kalde Impreza mere støjsvag end de fleste andre biler i Golf-klassen, og det har mest med dæmpningen af motoren at gøre. Der kommer rå toner fra motorrummet, også under moderat acceleration, og det bringer mig hen til det nok mest ømme punkt ved Impreza. For at EyeSight med al sin sikkerhed har bedst effekt, og den adaptive fartpilot kan køre helt ned til 0 km/t, er den trinløse CVT-gearkasse Lineartronic med syv kunstigt indlagte trin standard i alle Impreza – og vil være det generelt hos Subaru fremover. Den fungerer ganske overbevisende i Outback og Forester med større 2,5-liters motor, men her i Impreza 2,0 med 156 hk kører omdrejningerne for meget op og ned, og motorgangen bliver aldrig jævn. Det giver støj, desværre, og problemet er helt det samme som i den XV, jeg testede for nylig.
Det er ærgerligt, for både affjedringskomforten og motoren lægger op til komfortabel og rolig kørsel. Affjedringen er i god balance med fokus på rigtig høj komfort, og 2-liters boxermotoren virker til at have nok at give af – hvis det altså ikke var for gearkassens luner. Basismotoren er en 1,6-liters benzinmotor med langt færre hestekræfter, nemlig kun 114 hk, og den var ikke mulig at prøve ved præsentationen. Da den nye platform er skabt til benzin, hybrid og el, kommer Impreza, som alle andre Subaru, uden dieselmotor.
Boxermotoren, som Subaru og Porsche er de eneste ambassadører for, ligger synligt lavt i motorrummet, når man kigger derned, og at den ligger lavt er med til at give mindre krængning og mere stabilitet i køreegenskaberne. Jeg savner ikke stabilitet i ret mange moderne biler i denne klasse, men jeg kan da mærke, at Impreza ligger godt og nemt håndterbar i kurverne – stabil, sikker. Firehjulstrækket er altid på, altid effektivt, og jeg kan mærke hvordan det hjælper bilen rundt i kurverne på de fedtede, våde svenske veje. Styretøjet skulle være hurtigere end i XV, men jeg oplever det ikke meget anderledes.
Vil kunderne gå med på legen?
Både på papiret og i virkeligheden er der mange ting, der taler for den nye Subaru Impreza. Den er rummelig, velfungerende på mange områder, er sikker og gennemført behagelig, sikker og komfortabel at køre. Designet har i sig selv ingen wow-elementer, og mens søstermodellen XV har noget x-faktor indbygget, så er Impreza mere den stille, hårdtarbejdende type.
Men Golf-klassen er en af de klasser med flest bilmodeller, og konkurrencen er hård. Hvis du bare vil have en billig, stor bil, så er der en Skoda Rapid. En fornuftig, rummelig og veludstyret model? Så prøv en Hyundai i30. Luksus og hestekræfter kan man få i stride strømme hos Audi, og listen fortsætter, og spørgsmålet er så, hvor den nye Subaru Impreza passer ind. Den parrer fornuft i form af rummelighed, automatgear og høj komfort med sikkerheden i firehjulstrækket og de medfølgende sikkerhedssystemer.
Får kunderne ikke øje på de ting, når der sammenlignes model for model, så virker 270.000 kr. for en basismodel med 114 hk i Golf-klassen som en høj pris. At den så i virkeligheden ikke er så dyr, når alt tælles med, det er så budskabet, Subaru skal formå at sprede.
[google_table rows=”20″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”SUBARU IMPREZA 2,0I LINEARTRONIC ACTIVE^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc502966983606″]MOTOR^B4, 1.995 cm3__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^156 hk ved 6.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^196 Nm ved 4.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^Trinløs automatisk__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^9,8 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^205 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^15,2 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^152 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^446/178/148 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^267 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^385-1.310 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.405/1.200 kilo__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^205/50 R17__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS INKL. LEVERING (3.980 KR.)^359.900 kr. Impreza fås fra 269.900 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE^Ikke fastlagt__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^LED-forlygter, adaptiv fartpilot, aut. klimaanlæg, infotainment med 8 tommer skærm__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Metallak 6.000 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__PÅ GADEN I DANMARK^April 2018[/google_table]