Den eneste luksus-firmabil, der er blevet talt om og købt i forholdsvis store tal det sidste års tid er Mercedes-Benz E-Klasse. Det kan være slut med meget af opmærksomheden nu, for Blog om Biler har været i Portugal for at prøve den nye BMW 5-serie sedan, og den kan sætte en kæp i hjulet på konkurrenten
> Ny BMW 5-serie koster fra 606.390 kr. – fra 510.325 kr. i beskatningsgrundlag som firmabil
> Basismotor er en firecylindret diesel med 190 hk, topmodel indtil videre en V8-benziner med 465 hk
> 5-serien har smidt 100 kg i forhold til forgængeren, til gengæld kan den nu stort set køre selv
Königsfuge. Et ord jeg aldrig har hørt før, men som den flinke BMW-ingeniør siger med stolthed, som han peger på området mellem fordøren og instrumentpanelet. I den nye 5-serie er området beklædt med aluminium, for der er en god grund til at fremhæve det. Die Königsfuge er kongen over alle spalter mellem to paneler, der mødes på en bil, og den er notorisk svær at få til at passe og se pæn ud. Her fortjener den virkelig at være beklædt med dyr aluminium. At jeg får henledt opmærksomheden på og bliver imponeret over en spalte mellem to paneler på en ny 5-serie fortæller mig to ting: Kvaliteten er høj på det her prestigefulde produkt, som skal forsøge at flå potentielle købere ud af hænderne på Mercedes-Benz’ forhandlere, og det handler i dag langt mindre grad om køreegenskaber i 5-serien, end det gjorde tidligere.
Hvordan kører den så?
Ja, lad os bare gå direkte til sagen. Jeg tog til Portugal med et håb om, at den nye 5-serie, som jeg har svært ved at finde den traditionelt vigtige interne kode på i pressematerialet, kører bare noget i stil med Bangle-modellen E60 fra 2003 – og ikke falder i helt samme komfortgrøft som den runde F10 fra 2010. Den seneste 7-serie har nemlig rykket sig til et bedre kompromis mellem komfort og dynamik, og det er den aluminiumsintensive platform, den nye 5-serie står på. Den er 100 kg lettere, så du kan nok forstå, at jeg kommer til Sydeuropa med kriblen i fingrene for at komme til at prøve, om den legendariske 5-serie lever op til det ry, der er bygget op gennem de (fleste af de) seks generationer.
Med en sekscylindret dieselmotor i 530d xDrive, cylindrene naturligvis på række, sætter jeg af sted og forbløffes i første omgang af, hvor stille der kan være i en bil ved 140 km/t. Jeg kan hviske ufordelagtige ting om pressechefen i bagsædet til min kollega i passagersædet og blive hørt, som talte jeg helt normalt. På trods af vægttabet er der blevet plads til en særlig indkapsling af motor og gearkasse, og al mulig anden isolering, og det er muligt, at 5-serien er mere støjsvag end E-Klassen.
Jeg tygger lidt på mit håb, da jeg kører i min luksushule på den portugisiske motorvej. Det kan godt være, jeg gerne vil have noget mere af E60 tilbage, men jeg kan også godt huske, hvordan den især før faceliftet havde en hård undervogn. Er det det, kunderne vil have i en stor luksus-firmabil? Nej, det tror jeg ikke. De vil have luksus, lækkert design, flotte materialer og komfort, mens de trodser myldretid, huller i vejene og andre bilister. De vil gerne have en præcis bil, men mest fordi det så er nemmere og mere sikkert at undvige og overhale. 5-serien virker, for mig, allerede til at være den bil efter 50 km bag rattet. Den har intet af den skarphed, jeg som ung (yngre) morede mig over i E60, men den har mere liv og direkte føling med vejen end forgængeren fra 2010 – og umiddelbart en mindre pak-føreren-ind-tilgang til tingene end E-Klassen.
530d har i dette tilfælde xDrive-firehjulstræk og Integral Aktiv Styring (Integral Active Steering – medstyrende baghjul), og begge systemer har stort set ingen betydning i forhold til danske kunder. Den heldige skare af mennesker er næsten udelukkende firmabilister, og de skal i stor stil køre firecylindret 520d med baghjulstræk og helt ordinær, ‘passiv’ opsætning af baghjulene. Den mere rene udgave af 5-serie glæder jeg mig til at prøve, for den vil også være 135 kg lettere selv med automatgear, og det vil kun have positiv indflydelse på det direkte, men ikke specielt indlevende styretøj, som jeg oplever her med den sekscylindrede dieselmotor. Og firehjulstrækket? Det holder sig konsekvent i baggrunden, og efter at have prøvet en baghjulstrukket 540i er jeg ikke i stand til at finde store forskelle ved normal kørsel.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1173751658259″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/BMW-5-serie-024.jpg[/image]
Hvordan er motorerne?
Jeg vil altid gerne anbefale en sekscylindret diesel som R6’eren med 265 hk og 620 Nm i 530d, og en del firmabilister med gode stillingsbetegnelser får nok også glæde af den potente og altid rigelige kraftkilde, som gør overhalinger til en peg-og-skyd-oplevelse, men det er den firecylindrede diesel i 520d med 190 hk og 400 Nm, der bliver Mr Popular. Den er 135.000 kr. billigere i beskatning, så det giver sig selv. Den kommer også i den ekstra nøjsomme EfficientDynamics Edition-version med samme ydelse og automatgear med et forbrug på 25,6 km/l (CO2 – 102 gram/km). En plugin-variant med benzinmotor, 530e iPerformance, kommer som 520d ED Edition og den ottecylindrede M550i med 465 hk en måneds tid efter de andre varianter lanceres den 11. februar.
BMW får ikke lov at have sit monopol på sekscylindrede motorer med cylindrene på række, for i 2017 genintroducerer Mercedes-Benz konceptet i S-Klassen – og senere selvfølgelig også i E-Klassen. Når jeg presser 3-liters motoren i 540i, som er afløseren for motoren i den gamle 535i, synger den med sin specielle rå og vidunderlige tone, som selv ikke turboladere kan overdøve – det er en stor del af dynamikken i 5-serien, når 340 hk brager i gennem i den store bil, og selv om den i Danmark er for de få, er den med til at bakke op om det image, 5-serien har. 540i er en sprinter, som styrer intenst og direkte mod omdrejningsbegrænseren – på en helt anden måde end dieselmotoren på samme størrelse, som elsker at ligge på sit momentplateau i området 2.000-3.500 o/min.
Der er selvfølgelig også mindre benzinmotorer at få. Den firecylindrede 530i med 2-liters motor og 252 hk er i første omgang den svageste, men BMW sender uden tvivl en 520i (eller 525i?) med under 200 hk i omløb i løbet af næste år.
Spørgsmålet sniger sig på. Hvad med M5? Det står klart, at den får premiere i 2017, og at den igen vil have otte cylindre. Jeg skyder den til at ramme over 600 hk for at stå op mod den nye Mercedes-AMG E 63 med op til 612 hk, og den er tuningsafdelingens chance for at vise, hvad chassis og styretøj i den nye 5-serie kan bruges til.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc199781236414″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/BMW-5-serie.jpg[/image]
Hvad så med resten af den nye 5-serie?
Jeg har hørt kabinen i Mercedes-Benz E-Klasse omtalt som barok, for meget og for futuristisk. Jeg er fan af den, fordi den ser simpel ud med sine to store, meget imponerende skærme, og fordi det giver luft omkring forsæderne med det høje instrumentbord. Jeg kan godt se, hvordan man kan være kritisk overfor det, og så er den nye 5-serie et godt eksempel på en helt anden tilgang til førerpladser. Den er uomtvisteligt klassisk; midterkonsol vinklet mod føreren, så man føler sig mere integreret i bilen, og den fritstående skærm på 8 eller 10,25″ giver et indtryk af lethed. Og til trods for at instrumenterne nu er fuldt ud digitale, bevarer BMW nogle fysiske kromringe til at omkranse de virtuelle udgaver af omdrejningstæller og speedometer. BMW er om nogen kendt for simple, brugbare instrumenter, og det vil de vise med denne løsning, der bygger bro mellem fortid og nutid.
5-serien er den første BMW med nyt styresystem, der baner vejen for en afslutning af karrieren for iDrive-styresystemet, som vi kender det, der havde premiere i 7-serien i 2001 med dreje- og trykhjul. Revolutionerende system, der nu er ved at blive overhalet af alle de funktioner, det skal indeholde, hvorfor BMW nu indsætter sin første touchscreen. Du kan stadig bruge den klassiske dreje-, tryk- og skrive-mus og genvejene omkring den, men det nye menusystem er baseret på ‘kakler’, eller bare firkanter, som bedst betjenes med tryk på skærmen. Flot, hurtigt, imponerende system, som samtidig er enkelt og nemt at bruge. Navigation koster altid ekstra, også for firmabilister, men med Apple CarPlay, fuld cloud connectivity og så videre er det jo ingen nødvendighed. Den såkaldte gesture control-betjening, introduceret i 7-serien er indtil videre mere en gimmick. Jeg vifter med hænderne for at dreje på kameraets vinkel eller drejer i luften for at skrue op og ned. Så hellere ramme plet på skærmen med det samme.
For at nå op på siden af E-Klassen, eller forbi den, skal 5-serien være udstyret op til taget med assistentsystemer, komfortudstyr og teknologi, der gør den selvkørende. Det er den. Faktisk er den mere avanceret end 7-serien, hvilket siger noget om, hvor hurtigt det går i den fulddigitale tidsalder. Den kan fås med aktiv fartpilot med styretøjs- og vognbaneassistent, så den kører autonomt uden din hjælp op til 210 km/t. Du kan fjerne hænderne fra rattet på motorvejen og lade den gøre det hele, og en ny del af systemet holder øje med potentielle sidekollisioner på motorvejen. Når du så selv skal køre igen, kan du prøve det intelligente start-stop-system, som er tilpasset rute, trafikforhold og rundkørsler, så det ikke slår til unødvendigt. 5-serien kan selvfølgelig også fjernstyres, så du kan stige ud og parkere den via fjernbetjeningen med display.
I løbet af det kommende år udvider den BMW 5-serie med flere spillere. Vigtigste medlem er stationcaren Touring, som får premiere i marts, men også en ny udgave af 5 GT kan vi forvente os. Der bliver meget at se frem til, meget for Mercedes-Benz at holde øje med. Og den interne kode for den nye 5-serie sedan? G30.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1269247644098″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/11/BMW-5-serie-023.jpg[/image]
[google_table rows=”18″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”BMW 530D AUT. XDRIVE^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc671931037057″]MOTOR^V6, 2.993 cm3, diesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^265 hk ved 4.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^620 Nm ved 2.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__GEARKASSE^8-trins automatisk__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^5,4 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^250 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^16,7 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^137 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^494/187/148 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^298 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^530 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.770/2.000 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^225/55R17__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^811.690 kr. 5-serie fås fra 606.390 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__BESKATNINGSGRUNDLAG VED FIRMALEASING^619.325 kr. 5-serie fås fra 510.325 kr.__GOOGLE_TABLE_ROW__^__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR^LED-forlygter, 8 tommer touchscreen, læderrat, 17 tommer alufælge, sædevarme__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR^Nøgle med display 4.897 kr., bakkamera 8.816 kr., Integral Active Steering 24.488 kr.[/google_table]