Den faceliftede Sportage bliver den første model fra Kia med 48 volt-teknologi, som giver lavere forbrug og et ekstra skud kræfter under acceleration – SUV’en kommer også med mere sikkerhed, nye motorer
Sportage er Kias bedst sælgende bil i både Europa og set på verdensplan, så et facelift af koreanernes SUV er ingen lille ting. Kia er gået forsigtigt til værks, når det kommer til synlige ændringer, men på den tekniske side sker der noget mere – kunder som allerede elsker Sportage og ser frem til at bytte til en ny, bliver ikke skræmt væk, mens nye kunder kan lokkes til med nye muligheder i motorrummet og når det kommer til sikkerhedsudstyr.
Er man fan af designet, så vil det næppe ændre sig med faceliftet. Sportage ligner grundlæggende sig selv, om først når man går på jagt i detaljerne, kommer det nye frem. Grillen forbliver på sin vante plads, og rundt om den sker der ændringer med tilføjelse af LED-forlygter (før xenon), ny kofanger og et tværgående element, som skærer den store tågeforlygte over. De isterningeformede tågelygter er desuden væk, erstattet af en mere stilig og elegant løsning.
En tur til den bageste del af Sportage afslører samme tilgang, altså små justeringer. Baglygterne har samme form, men nyt indhold, og de to lygter bindes nu sammen på tværs af bagklappen af en rød liste – før fandt man her en kromliste.
48 volt til den store dieselmotor
For at finde forskellene i kabinen, vil det være nødvendigt for de fleste at finde et billede af før-facelift-Sportage, hvis ændringerne skal være åbenlyse. Rattet er nyt, instrumenterne ser anderledes ud, indtrækket er nyt, og så er infotainmentsystem med 7″ touchscreen standard – og en ny rammeløs version med 8″ touchscreen forbeholdt enten ekstraudstyrslisten eller dyrere versioner. På skærmen kan nu vises billeder fra et 360 graders kamera. Sikkerhedsudstyret får også et nøk opad med træthedsregistrering og langt om længe mulighed for adaptiv fartpilot stop-and-go-funktion. Vi håber – og regner med – at Kia tager den automatiske nødbremse fra ekstraudstyrslisten, hvor det i dag står til ekstreme 14.999 kr., og gør den standard.
Der er både nyt og gammelt i motorrummet på den faceliftede Sportage. Den store nyhed er 48 volt-teknologien, som du kan læse om i linket herunder. Kia er den første mainstream-bilproducent til at indføre mildhybriden med den stærkere strømføring, og det sker i samspil med 2-liters dieselmotoren med 184 hk, hvor systemet kan give et boost på op til 10 kW. Med den motor er en ny 8-trins automatgearkasse standard. Kias nyeste dieselmotor, en 1,6-liters, erstatter en 1,7-liters, og den kommer med enten 115 eller 136 hk, den stærkeste med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Benzinudgaver af Sportage ventes at komme med 1,6-liters turbomotoren med cirka 177 hk, og endnu tyder intet på, at den turboløse 1,6 med 136 hk får en mere tidssvarende erstatning.
Den faceliftede Sportage kommer til salg i Danmark til efteråret. Den nuværende model fås fra cirka 284.000 kr.