Seats kompakte SUV landede i Danmark for to år siden, og mens den sportsligt udseende Ateca FR fulgte efter allerede i 2017 i andre lande, indfinder den sig først nu på det danske marked
Seat Ateca er en bil, der kan få danskerne til både at grine og græde. Eller i hvert fald få dem til at smile det ene øjeblik og kaste med sure bemærkninger det næste. De sure bemærkninger har absolut og aldeles intet med selve bilen at gøre, for den spanske SUV i Qashqai-klassen er en af de bedste af slagsen – Ateca giver et smil på læben. Den sure side af sagen har med leveringstiderne at gøre, som ofte er lange, fordi Ateca har vist sig som en meget populær vare på de fleste markeder.
Indtil nu har danske kunder haft mulighed for at bestille Ateca i udstyrsvarianterne Reference, Style og Xcellence, mens kunder andre lande i en rum tid har haft adgang til en fjerde variant, FR. Den danske Seat-importør har heldigvis lavet om på de urimelige tilstande, så vi danskerne nu kan bestille Ateca FR.
FR-modellerne er hos Seat en god “mellemvare”, som ligger mellem de almindelige udgaver og de kraftfulde Cupra-udgaver. Mere sportslig, men slet ikke på niveau med Cupra. Efter Seat har besluttet sig for at lave Cupra til et mærke for sig selv, hvor Cupra Ateca med 300 hk bliver den første model, så er FR de mest dynamiske versioner hos Seat selv.
En motor, en ydelse
Det Ateca FR bringer til bordet er primært sportslig styling, fra yderst til inderst, og opgraderingen pynter på SUV’en, der allerede i forvejen er blandt klassens mest vellykkede. 18″ alufælge (Performance III, dækmontering 215/50), LED-forlygter, en større hækspoiler, en grill med sorte indlæg, sort tagræling, dobbelt udstødning med afgangsrør i krom, og helt indfarvede kofangere adskiller dens eksteriør fra de øvrige Ateca’er, mens sportssæder med betræk i Alcantara, sportsrat med flad bund, alu-pedaler og indstigningslister med belyste FR-indlæg giver sportslig flair i kabinen.
Ateca FR er dog ikke helt som fx Ibiza FR, hvor undervognen er sænket. Den kommer ikke med sportsundervogn, men har dog Drive Profile-køreindstillinger (bl.a. Eco og Sport) og progressivt styretøj, som ændrer karakteristik alt efter ratudslaget.
Ateca FR fås med to benzin- og to dieselmotorer med 150 til 190 hk, og firehjulstræk er også på programmet – men på grund af omstillingen til de nye WLTP-brændstofnormer introduceres den i Danmark kun med 1,5-liters TSI Evo-benzinmotoren med 150 hk, som har cylinderfrakobling. Den har erstattet den tidligere 1,4-liters motor med samme ydelse.
Ateca FR er prissat på linje med Ateca Xcellence, altså over Reference og Style. Priserne starter ved 338.750 kr. for Ateca FR 1,5 TSI Evo med manuel gearkasse, ved 364.370 kr. for udgaven med automatisk DSG-gearkasse. Vi håber meget på, at Ateca FR kan give os et stort smil på læben, når vi får lejlighed til at prøve den – og vi håber, det samme snart kan siges om leveringstiderne.