Edge skal være Fords indgang til den del af SUV-markedet, hvor der virkelig er penge i at være med – størrelsesmæssigt lander den direkte ved siden af BMW X5 og Mercedes-Benz GLE. Trods priser der ligger tættere på de langt mindre X3 og GLC, er det umuligt at sige, om den amerikansk udviklede og canadisk producerede SUV har den mindste chance i Danmark, før de på alle måder vigtige priser ved firmabilsbeskatning er på plads
Fords introduktion i Europa af den mestendels amerikanske SUV Edge i BMW X5-størrelse er en del af en plan om at generobre en fortid, hvor de for Ford så forbandede tyske premiummærker ikke var dominerende og tilgængelige for alle – en tid hvor det var velanset at køre en bil fra Det Blå Oval. Det er en kamp med stor usikkerhed, absolut ingen garanti for gevinst og risikoen for at kunderne ryster på hovedet og går videre til Audi, BMW og Mercedes-Benz.
Risikoen for denne erobring dækker ikke kun over, at kunderne, og for så store biler som Edge taler vi jo primært og næsten udelukkende firmabilister, hellere vil have prestige og undvære lædersæder med luftkøling end at stige over i en luksuriøst udstyret Ford – til trods for at markedet for SUVer er næsten umætteligt og prestige ikke har nær samme betydning som for klassiske bilmodeller. Den dækker også over, at Edge er Made in America (produceret i Canada, for nu at være korrekt), og ærligt talt så kan de vellykkede amerikanermodeller sendt til Europa de sidste to år tælles på en enkelt hånd.
Ford har et mål for Edge på dansk grund, der hedder 100 biler i 2016. Fordi der ikke er fastsat grundlag ved firmabilsbeskatning, kan det tal lige så godt være 10 eller 200. Det er under ingen omstændigheder private, den 481 cm lange SUV skal ud at overbevise, for jeg kan kun se et par jyske købmænd og nogle få Ford-fans med dybe lommer betale de mindst 661.770 kr., og når de skal have det så godt som obligatoriske automatgear, er regningen langt over 700.000 kr.
Men for alt hvad Ford Edge er og måske bliver eller ikke bliver på markedet i Danmark og resten af Europa, så er den en klar kransekagefigur, en nutidens Scorpio. Og den er, ikke så lidt væsentligt for den her historie, en komfortabel, veludstyret og meget rummelig SUV.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc856097557889″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/Edge_Sport_022.jpg[/image]
Amerika sender sine varmeste hilsner
One Ford. Alle vigtige bilmodeller i den store koncern med hovedsæde i Michigan, USA, og stærke forgreninger i Tyskland og England udvikles til hele verden for at spare omkostninger. Logisk og lige til. Logisk i hvert fald, for det var ikke lige til med Mondeo, der blev flere år forsinket og alligevel endte som en halvbagt kage, for blød og usammenhængende.
Edge er kommet til verden ud fra samme filosofi, sågar på samme platform. Konverteringen til europæisk egnet produkt med skarpere køreegenskaber, mere støjdæmpning og mere luksusfornemmelse er lavet med erfaring (og måske et internt krav om at gøre det bedre?) denne gang, og den Electric Spice-orangefarvede Edge jeg har taget nøglerne til ved præsentationen i München, virker anderledes solid end en Mondeo. Det er langt fra 1 til 1 af den amerikanske Edge, der sælges til småpenge i USA og blandt andet derfor er solgt i mere end 120.000 eksemplarer allerede i det første fulde år, 2015.
Dørene lukker tungt, selv om jeg savner præcisionslyden fra en Audi. Instrumentering, instrumentbord og sæder vil du kunne se også i S-Max og Galaxy. Allerede her er vi et niveau over Mondeo-kabinen. I forhold til amerikaner-Edge er her smidt ekstra støjisolering ind, masser af bløde materialer og dobbelte sideruder foran i de fleste versioner. Knapperne i midterkonsollen, handskerummet og de underlige rillede pyntelister har en okay kvalitet, men jeg vil sige, at der skal mere til end bare at løfte alt over i en bil til 700.-800.000 kr. fra en S-Max, du nu kan få til 354.995 kr.
Ser man bort fra SYNC II-infotainmentsystemet, et forældet og forfærdelig langsomt system med et trættende navigationssystem, som er grund nok til at vente med at købe Edge til det nye SYNC 3 med meget mere intuitiv opbygning kommer senere i år, er udstyrsmulighederne og standardudstyret ikke ved siden af.
Amerika sender hilsner med en rummelighed, der er befriende. Edge er bred, så i forsæderne kommer man aldrig i nærkontakt, og ved bagsædet er de velpolstrede møbler, en god sidestilling og plads over hoved og ved knæ så rigelig. Man sidder helt klart bedre her end i bagsædet i S-Max, hvor sæderne er smalle og komforten lider lidt under fleksibiliteten – men kun kunder i Kina kan købe Edge med syv sæder. Kransekagefiguren skulle nødigt selv æde kransekagen… Altså, Edge skal ikke tage S-Max- og Galaxy-kunder.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1303367724679″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/IMG_6663.jpg[/image]
Diesel og firehjulstræk skal falde i din smag
En ekstra lang udviklingstid for den europæiserede Edge har løftet især køreegenskaberne, siger Ford. Umuligt at sige, eftersom jeg kun har kørt den første generation Edge i USA, men faktum er Ford er endt med meget to forskellige biler i en og samme bil – alt efter om Edge står som Sport med sportsundervogn og Adaptive Steer (variabelt) elektrisk styretøj eller Trend/Titanium med ordinært elektrisk styretøj.
Den orange Sport står skarpt på sine 20” mørktonede alufælge, men den står også rigeligt fast på de store hjul. Den sitrer lidt på motorveje med kun mindre ujævheder, føles fejlagtigt hårdt affjedret, når der er brosten og frosthuller under dækkene. Hvis det er noget, man kan leve med, så vil man positivt overrasket over, hvor hurtigt den styrer med det variable styretøj, og hvor fladt og ret præcist den ligger i kurver, fx på en snoet tilkørsel til motorvejen. Den kan næsten lægge sine to tons fra sig, men de kommer væltende på smalle landeveje med mange små kurver.
De mere komfortabelt afstemte udgaver, basisversionen Trend og mellemudgaven Titanium, kører egentlig som en stor SUV bør. Den tværer selv slemme huller og ujævheder ud med god vandring i undervognen og mindre fælge, så her er der tale om en rigtig langtursbil til utrættende ferierejser. Det er til gengæld en helt anden bil at køre om hjørner med, om man vil. Styretøjet er langsomt og kommunikerer måske ikke så meget med hjulene, og landevejsfarten bliver bare lavere. Den krænger mere i sving, men det forventer jeg af en stor SUV. Jeg tænker, at en Titanium med Adaptive Steer (ekstraudstyr i den model) måske kan bygge bro mellem versionerne.
Fuldautomatisk firehjulstræk er valgt som standard i Europa. Det hæver desværre prisen, men dermed undgår Ford også en forhjulstrækker med et styretøj, der bliver påvirket med ufin torque steer af dieselmotoren. Dieselmotorer er også valgt som det eneste rigtige for Europa, mens diesel slet ikke er en mulighed i USA.
2-liters motoren fås med enkeltturbo og 180 hk eller med biturbo og 210 hk, og de har det ikke helt let med to tons SUV, og hvad oppakning vil gøre ved dem, tør jeg ikke gisne om. De er begge i princippet velfungerende, men jeg håber ikke, at nogen kunde falder for basismodellen med 180 hk. Den er tilstrækkelig, ikke mere, men det er Fords beslutning om kun at tage den til Danmark med manuel gearkasse, der lægger den model ned. Det virker bare forkert. Stor diesel-SUV med manuel gearkasse. Ikke en bedre idé end Mondeo med 1-liters motor.
Automatgearet spiller blødt og fint sammen med motoren med 210 hk. De to turboladere i forskellig størrelse giver det ekstra, der skal til for at sætte den store bil i fart i første omgang. Oppe i fart føles den stort set som den med 180 hk, så blød acceleration er bare sådan, Edge er. Aktivt støjreducerende system og de absorberende ruder formår at holde dieselmotoren ude, og det er også med til at højne luksusfølelsen og langtursegenskaberne. Men før beskatningspriserne kommer, er det svært at sige, om Edge bliver en kransekagefigur uden muligheder i Danmark.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc603018581123″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2016/05/IMG_6677.jpg[/image]
[google_table rows=”13″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”FORD EDGE 2,0 TDCI AUT. AWD SPORT^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc877533300931″]MOTOR^R4, 1.997 cm3, turbodiesel__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^210 hk ved 3.750 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^450 Nm ved 2.000 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^9,4 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^211 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^16,9 km/l__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^152 gram/km__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^481/193/169 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^285 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^602-1.847 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/TRÆK^1.949/2.000 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^255/45R20__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING (3.880 KR.)^795.290 kr. Edge fås fra 661.770 kr.[/google_table]