Det var ikke planen, at Subaru Levorg skulle komme til Europa, men de europæiske importører pressede på for at hovedkontoret i Japan skulle ændre mening. Det gjorde de, og derfor kommer den nu til Danmark som konkurrent til Audi A4 Avant og Volvo V60. En 1,6-liters boxermotor med turbo og CVT-gearkasse er eneste mulighed, og mens det nok koster kunder, har den firehjulstrukne stationcar så mange gode sider, at den nok skal hente nye kunder ind til Subaru-forhandlerne
> Levorg er sammensat af ordene Legacy Evolution og Touring
> Benzinboxermotoren med turbo yder 170 hk og 250 Nm
> Startpris i Danmark er 454.900 kr. med omfattende udstyr
Jeg er ikke indædt Subaru-fan. Men der er en ganske simpel attraktion ved et mærke, der går sine helt egne veje med boxermotorer, permanent firehjulstræk og et oftest underspillet design, og derfor kunne jeg uden problemer forestille mig en dag at eje en Subaru. Meget gerne en Legacy 2,5 GT i sedanform og i den dybblå farve Atlantic Blue Pearl, for nu at være helt præcis. Modellen af fjerde generation er jeg ikke ene om at drømme om, for det var den sidste Legacy, før Subaru for alvor fik dollartegn i øjnene. Femte generation blev pustet op i størrelse, blev stor og kluntet, for det passede bedre til markedet i USA, men i Europa vendte fans og kunder ryggen til Legacy.
Nu er jeg klar til at tilgive Subaru fejlen, og det tror jeg også, mange fans vil være. Som erstatning for Legacy, som andre steder i verden findes i sjette generation, får vi nu Levorg. En stationcar med et, i hvert fald forfra, udtryksfuldt og stærkt design og stort set samme dimensioner som fjerde generation Legacy.
Levorg, der for øvrigt står for Legacy Evolution Touring (Subaru kender så udmærket kærligheden til de gamle Legacy), var på ingen måde selvskrevet til det europæiske og danske marked. Til at starte med var den kun til Japan, men de europæiske importører råbte op for at få fingrene i den kompakte stationcar, og hovedsædet endte med at give efter og lave en udgave tilpasset Europæisk smag.
Men hvad er Levorg helt nøjagtig for en type bil?
Levorg er 469 cm lang, så den dumper lige ned i et segment med så forskellige biler som Audi A4 Avant, Volvo V60 og Skoda Octavia, så vi har med firmabilister og familiemennesker at gøre. Som traditionel stationcar har den alene med rigtig godt udnyttet karrosseri meget at byde på – bagagerummet er helt i orden med 522-1.446 liter, mens pladsen på bagsædet er direkte fremragende. Det tror man ikke, når man ser på det kompakte ydre. Levorg kan på den måde fungere som en ordentlig familiebil.
Men Levorg er ikke som de andre, for en Subaru er aldrig som de andre. Levorg har de unikke aspekter, som er grundstammen i enhver bil fra mærket: symmetrisk og permanent firehjulstræk, boxermotor og et meget lavt tyngdepunkt. Det er ikke det samme, som at der ikke er noget nyt at fortælle om mekanikken i Levorg, for den bryder med mærkets egen norm ved at være den første model med en relativt lille boxermotor med turbo. 1,6-liters motoren er afledt af den kraftige 2-liters turbomotor i Forester XT, og den yder 170 hk. Den ydelse plejer Subaru ellers at skulle bruge en 2,5-liters sugemotor for at hente frem.
Fordi Levorg er hentet til Europa på et wildcard, findes den ikke med dieselmotor, og det skulle heller ikke blive en mulighed på et senere tidspunkt. Men jeg har en mistanke om, at bliver Levorg en europæisk succes, så skal japanerne nok få installeret deres 2-liters boxerdiesel under motorhjelmen.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1167058738072″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/09/IMG_8026.jpg[/image] [image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1436635363950″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/09/IMG_8022.jpg[/image]
Lavt tyngdepunkt og firehjulstræk – hvordan kører den så?
Jeg glemte at nævne en vigtig detalje: Levorg ligner på en prik den hardcore WRX STI set forfra, og det er faktisk slet ikke snyd, for chassis og undervogn kommer mere eller mindre direkte fra WRX STI. Det er gener, der bør give gevinst bag rattet.
Med rig mulighed for at prøvekøre Levorg både på et krævende testanlæg ved Stockholms Arlanda-lufthavn med banetid og efterfølgende kørsel på svenske veje, er forholdene optimale.
Den familievenlige Levorg håndterer den våde asfalt på testanlægget, som var der ikke faldet en dråbe i månedsvis. Vejgrebet er ekstremt godt, det altid aktive firehjulstræk arbejder uden at man mærker det. Under normal kørsel leveres 60 procent af kræfterne til forhjulene, men under mere krævende betingelser, fx en fugtig bane som vi er på, kan procentfordelingen gå helt modsat – op til 60 procent tilføres baghjulene. Et fordelingssystem sørger samtidig for, at hjulet med mest greb får flest kræfter tilført. Hvor hurtigt momentet fordeles, mærker jeg i især i en kurve, der kommer for enden af en bakke på banen: man skal helt ned i fart, for vinklen er skarp i svinget, men jeg kan fyre til speederen tidligt på vej rundt i kurven, for Levorg klæber til underlaget og klager ikke det mindste – og bruger sit lave tyngdepunkt til at holde balancen.
En senere test på dansk grund vil afsløre, om mit umiddelbare indtryk af styretøjet holder ved længere tids brug. Der mangler noget WRX STI i kommunikationen mellem vej, rat og fører. Styretøjet virker præcist, det virker bare også 10-20 procent for indirekte. Indtrykket hænger ved især på banen, hvor hurtige retningsskift er vigtige, men også på den efterfølgende tur på landevejen. Levorg er en sportslig bil, og kunderne i det her segment kan godt klare et styretøj med hurtigere reaktioner – det er trods alt kunder, der potentielt kommer fra en BMW 3-serie.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1417610163573″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/09/Levorg3.jpg[/image] [image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc843069733431″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/09/IMG_7879.jpg[/image]
Hvordan klarer den nye turbomotor sig?
Jeg synes, at boxermotoren som koncept er ret så fantastisk. En flad motor, som giver både det lave tyngdepunkt, i dag meget efterspurgt i forhold til de bedst mulige køreegenskaber, og mere luft i motorrummet, som er godt for fodgængersikkerheden, er ganske enkelt en god konstruktion. Lyden er et andet punkt, men så også helt subjektivt, hvor motoren skiller sig ud. Turboen på den nye 1,6-liters motoren fjerner dog noget af den karakteristiske boxerlyd, men til gengæld gør det Levorg mere sammenlignelig med konkurrenterne, især i forbrugernes øjne.
1,6 liter med 170 hk og 250 Nm. Det er 20 hk mere end 1,4-liters motoren i den nye Audi A4, mens momentet er det samme, så her skiller Levorg sig ikke negativt ud, som den ville have gjort med en af Subarus ældre motorer under hjelmen. Men kunderne vil se, at det gennemsnitlige forbrug er meget forskelligt for de to; Levorg leverer i snit 14,5 km/l, A4 kan prale af hele 18,9 km/l. Som Subaru selv påpeger, så er det japanske mærke dog kendt – og anerkendt af bl.a. AutoIndex, den store forbrugerundersøgelse – for at have det mest reelle forbrug på papiret i forhold til det, kunderne rent faktisk opnår i hverdagen.
Maskinen trækker harmonisk og man sætter blødt i gang ved at sætte gearvælgeren i D og lade CVT-gearkassen gøre sit arbejde. Motoren virker ikke kraftig, men jeg tror, at følelsen af bare at have en motor med okay kræfter hænger samme med gearkassen – trykker man ikke speederen i bund, får man en ret afmålt acceleration. Der er to indstillinger af gearkasse/motorrespons, I for Intelligent og S for Sport. S kommer med indlagte, ”falske”, gearskift, så accelerationen virker hurtigere.
Er 454.900 kr. dyrt for en Subaru Levorg?
Efter første prøvetur er mit svar nej. Levorg er ikke dyr, hvis den klassificeres med fx Audi A4 og Volvo V60, men før vi har testet den mere grundigt herhjemme, er svaret stadig umiddelbart, for det er hårde konkurrenter, og der er meget at leve op til.
Hvis jeg regner det hele sammen, lige fra firehjulstræk over CVT til meget omfattende udstyr med 17” alufælge, fjernlysassistent, varme i for- og bagsæder og alt det forventlige, så er basismodellen Levorg GT til 454.900 kr. prissat fint. Integreret navigation koster kun 13.000 kr. ekstra (model GT-N), og topmodellen GT-S til 519.900 kr. er ikke urimeligt meget dyrere i forhold til udstyr som læderindtræk, 18” alufælge og soltag. I midten af 2016 kommer Subarus omfattende EyeSight-sikkerhedssystem (sandsynligvis som ekstraudstyr) med adaptiv fartpilot og nødbremsesystem, men blind vinkel-assistent og advarsel ved uoverlagt skifte af vejbane er standard allerede nu.
Privatleasing er også en mulighed, og den månedlige ydelse starter ved 5.295 kr. med en udbetaling på 35.000 kr.
Allerede før Levorg har premiere hos de 13 danske forhandlere, har 50 kunder købt en Levorg mere eller mindre ubeset. Det er stort for et mærke, der i 2015 regner med at sælge cirka 500 biler. Ikke for hver enkelt måned i 2015, men for hele året. Måske det virkelig er genopstandelsen af den fjerde generation Legacy, og fansene har allerede opdaget det.
[google_table rows=”13″ cols=”2″ show_row_number=”0″ =”string” =”string” heads_values=”SUBARU LEVORG GT-S^” heads_types=”string^string” sc_id=”sc80258970680″]MOTOR^B4, 1.599 cm3, turbo__GOOGLE_TABLE_ROW__YDELSE^170 hk ved 4.800 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__^250 Nm ved 1.800 o/min__GOOGLE_TABLE_ROW__0-100 KM/T^8,9 sekunder__GOOGLE_TABLE_ROW__TOPFART^210 km/t__GOOGLE_TABLE_ROW__FORBRUG^14,1 km/l (GT/GT-N: 14,5 km/l)__GOOGLE_TABLE_ROW__CO2^164 gram/km (GT/GT-N: 159 gram/km)__GOOGLE_TABLE_ROW__MÅL (L/B/H)^469/178/149 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__AKSELAFSTAND^265 cm__GOOGLE_TABLE_ROW__BAGAGERUM^522-1.446 liter__GOOGLE_TABLE_ROW__VÆGT/PÅHÆNG^1.626/1.500 kg__GOOGLE_TABLE_ROW__DÆK^225/45R18__GOOGLE_TABLE_ROW__PRIS EKSKL. LEVERING^519.900 kr. Levorg fås fra 454.900 kr.[/google_table]