Tokyo Motor Show er Japans svar på IAA i Frankfurt – international udstilling med hjemmebanefordel for de japanske producenter. Subarus største nyhed i Tokyo bliver en forfinet Forester, der byder på mere sikkerhed og komfort end hidtil
> Ny opsætning af undervogn og støddæmpere
> Ny grill og fuld-LED-lygter, opgraderede materialer i kabinen
> Tredje og hidtil mest avancerede udgave af sikkerhedspakken EyeSight
Forester er den bedst sælgende Subaru i Danmark, og det går kun fremad for den japanske SUV – i hele 2014 solgte forhandlerne 67 styk, i de første otte måneder af 2015 var tallet allerede på 72 eksemplarer af firehjulstrækkeren.
Men Subaru har travlt med at opgradere sine biler for tiden, især på punkterne sikkerhed og komfort. Forester kommer ikke til at stå udenfor, så på biludstillingen i Tokyo, som byder velkommen fra den 29. oktober, står en udgave med både visuelle og tekniske ændringer. I første omgang, siger Subaru, er faceliftet kun til introduktion på det hjemlige marked, men vi tror på, at den Forester vi har i Europa, vil få de fleste af opgraderingerne inden længe.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1089496858942″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/10/Forester-2.jpg[/image] [image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”300*183″ image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1004577081212″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2015/10/Forester-4.jpg[/image]
Et hurtigt overblik over ændringerne, tak
Og hvor meget har Subaru så lavet om? Nok til at man sagtens kan se forskel. Forlygterne kan nu fås med fuld-LED og med adaptive funktioner, så op- og nedblænding erstattes af glidende og automatisk afblænding i selve lygterne. En ny grill viser ”tænder”, baglygterne antager en lidt anden form end tidligere.
I kabinen lover Subaru bedre materialer, og kender man den nuværende Forester til mindste detalje, opdager man måske læder på nye steder, varme i bagsæderne og et nyt farvedisplay i hovedinstrumentet. Hvad man ikke kan se er tykkere ruder og bedre forsegling omkring bl.a dørene, som sænker støjniveauet.
Alle sikkerhedssystemerne i EyeSight-pakken, som er baseret på kamerateknik, træder ind i en version 3, tredje generation om man vil, så en radar nu holder øje med bagfrakommende trafik, og funktioner som adaptiv fartpilot, sporskifteassistent og nødbremsesystem reagerer hurtigere og med større træfsikkerhed.
Under ordene ”fremskridt for køreglæden” påpeger Subaru, at styretøjets udveksling er ændret for at gøre det mere direkte, at støddæmpere ikke leder så mange vibrationer videre og afstivninger fremmer både dynamik og kørekomfort.
Endelig har japanerne gjort CVT-gearkassen, Lineartronic, mere støjsvag og ændret forbrænding og friktion i 2-liters benzinmotoren (150 hk), så den bruger mindre brændstof – uden dog at sige, hvor stor en besparelse der er hentet ud af motoren.
Hvornår vi kan vente at se forbedringerne på den europæiske model – og hvor mange af dem – er ren spekulation. Vi spekulerer i, at det bliver på forårets udstilling i Genève.
Subaru Forester fås i sin nuværende udgave fra 379.900 kr.