Det er cirka et halvt år siden, MG kom tilbage på det danske marked. Ikke med britiske sportsvogne, men med en kinesisk crossover på el, ZS EV. Siden introduktionen har MG-importøren solgt cirka 300 styk af den elektriske crossover, hvilket ikke kan betegnes som andet end en succes.
I starten af 2021 følger den anden MG-model – den større EHS. Den kører som ZS EV på strøm, men den kører også på benzin. EHS er en plug-in-hybrid. Mens det kan virke forvirrende, at MG har brugt et halvt år i Danmark på at etablere sig som elbilsmærke, så erkender producenten også, at mange flere kunder lige nu ser med interesse på en plug-in-hybrid.
EHS Plug-in Hybrid er en større model end ZS EV, og med en længde på 457 cm ligger den mellem VW Tiguan og Audi Q5 i størrelse.
Drivlinjen i den nye MG består af en 1,5-liters turbomotor med 162 hk/250 Nm og en elektrisk motor med 122 hk/230 Nm, som giver en samlet ydelse på 258 hk. Batteripakken har en kapacitet i den højere ende af skalaen for en PHEV – 16,6 kWh. Rækkevidden er forholdsvis konservativt sat med 52 kilometer på el, mens ladehastigheden bilen tillader er 3,7 kW.
MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)
To versioner til priser fra 270.000 kr.
MG-importøren går efter at sælge rigtig mange EHS Plug-in Hybrid i Danmark, og derfor er prisen altoverskyggende vigtig. Den bliver da også skarp. På trods af den kraftige motorisering og bilens størrelse starter priserne ved 270.000 kr. Importøren står også bag bl.a. Kia, og koreanernes sælger den mindre Niro PHEV med 136 hk fra 249.000 kr.
MG har allerede fra starten skåret ind til benet hvad angår udstyrsvarianter og valgmuligheder. For nemt at kunne levere hurtigt fra et centrallager i Europa markedsføres EHS Plug-in Hybrid i to udstyrsvarianter; du kan få den som Comfort eller Luxury – og du kan vælge den i hvid, rød, sort eller sølv. Begge versioner må køre med en træklast på 1.500 kilo, hvis man monterer en trækkrog.
Comfort-versionen til 270.000 kr. kommer med automatisk klimaanlæg, regnsensor, adaptiv fartpilot, p-sensorer for og bag, bakkamera, digital instrumentering med 12,3″ skærm, infotainmentsystem med 10,1″ touchscreen, DAB+, Apple CarPlay/Android Auto, navigation, 18″ alufælge mv.
Luxury-versionen koster 290.000 kr., og den ekstra udskrivning på 20.000 kr. sikrer bl.a. LED-forlygter, panoramasoltag, læderindtræk, 360 graders kamera, el-betjent bagklap mv.
Alle MG-modeller vil fra det nye år komme med 7 års fabriksgaranti (op til 150.000 km) og 7 års garanti år garanti på batteripakken.
EHS Plug-in Hybrid kan prøves hos de fem danske MG-forhandlere (Valby, Østerbro, Roskilde, Odense og Aarhus) fra januar, og på mgmotors.dk kan man allerede nu skrive sig op til en prøvetur.
Allerede senere i 2021 præsenteres to nye MG-modeller, som bliver rent elektriske: En mellemstor SUV og en stationcar i Golf-klassen, som bliver den første fuldelektriske stationcar i Danmark.
Vi tester allerede i den kommende uge den nye EHS Plug-in Hybrid, så hold øje her på siden.