X7 er på størrelse med Mercedes-Benz GLS og er den nye SUV-topmodel hos BMW. Den fås med al den luksus og teknologi, BMW har på lager, kommer i starten med 265-400 hk – og så har den en enorm grill
Den største (nyreformede) grill i BMW’s historie. Det er den eneste introduktion, vi kan komme i tanke om, giver mening at bruge i forbindelse med den nye X7. At kalde den pompøse og opsigtsvækkende grill stor er som at kalde München for en landsby – de to åbninger i fronten er enorme, og de smalle LED- og laserforlygters størrelse er med til at fremhæve den prominente grill. Vi vil undgå at bedømme designet, før vi ser den i virkeligheden, men der kan ikke være tvivl om, at BMW har skelet til arabiske, russiske og kinesiske kunder, som holder af et mere polariserende design. De to store “nyrer” er ikke bare et designelement, men også funktionelle: bag dem sidder aktive jalousi-åbninger, som styres af motorens behov for køling og aerodynamik.
X7 bliver med øjeblikkelig virkning X-seriens matriark, og det er en SUV med imponerende og fascinerende dimensioner. Den får selv den nye X5 til at ligne en minibil, for slet ikke at tale om, hvordan den troner over X1, X2, X3 og X4. I længden er den, for bl.a. at få plads til seks-syv sæder, 515 cm lang, og akselafstanden er dimensioneret som i en limousine med 311 cm (bagagerum 326-2.120 liter). Den er hele 2 meter bred og rager op over de fleste andre biler med sine 181 cm – på højde med en gennemsnitlig dansk mand. BMW har skabt X7 som en konkurrent til Mercedes-Benz GLS, som med en længde på 513 cm er lige i hælene på den. Men det vil ikke vare længe, for Mercedes-Benz er i færd med at lægge sidste hånd på en helt ny og sandsynligvis større GLS, som muligvis også kommer med Mercedes-Maybach-behandlingen med mere luksus og mere bling.
Bugner af udstyr
Bling virker som et godt kodeord for den enorme SUV fra München. Interiøret er pyntet med gearvælger og startknap i glas (“Crafted Clarity), og farvekombinationen i kabinen på X7 på de første billeder stikker også ud med lyst og mørkt læder og lyse, blanke træpaneler. X7 er veludstyret, uden at der skal betales ekstra: stort head up-display, stor iDrive-opsætning med touchscreen, gestikulerings-kontrol og navigation, panoramaglastag, 20″ alufælge, fuld sikkerhedspakke med køreassistenter, adaptive LED-forlygter, klimaanlæg med fire zoner, digital instrumentering og automatisk parkeringssystem. Skulle man være i stødet til at udvide pakken, fås X7 som den første BMW med 22″ fælge (21” fås også), og så er der en Pure Excellence-pakke, en M Sport-pakke og en Off-road-pakke med køreprogrammerne xSnow, xSand, xGravel og xRocks, så man er klar til løst underlag. Isolerede termo-kopholdere kan bestilles til at holde drikkevarerne kolde eller varme.
Som udgangspunkt kommer X7 med tre motorer, som alle har seks cylindre, men det vil næppe vare længe, før mindst en udgave med otte cylindre tilføjes, og det samme gælder en plug-in-hybrid. 12 cylindre har været på tale, men om motoren bliver aktuel i SUV’en er tvivlsomt. De tre sekscylindrede motorer er xDrive 40i med 340 hk (benzin), xDrive 30d med 265 hk (diesel) og xDrive M50d med 400 hk (diesel). Alle motorer kommer med automatgear med otte trin og firehjulstræk.