For ottende gang kan Audi præsentere en stor model til de heldige firmabilister, som har lov at bevæge sig op i den næststørste bilklasse: den nye Audi A6 står frisk og moderne, og det samme gør teknikken
Tiden har været god ved den nu udgående Audi A6, og selv ikke nye generationer af BMW 5-serie og Mercedes-Benz E-Klasse har kunnet fjerne glansen ved den store business-limousine fra Ingolstadt. Den var klassisk lækker, velproportioneret og tidløs. Men teknologi og design flytter sig, og som først topmodellen A8 og senest A7 Sportback er rykket ind i en ny og mere teknologisk tung tid, så gør A6 det nu også. Pas på, BMW og Mercedes-Benz – her kommer en trussel, en bil med teknisk tyngde.
Den nye A6 har en tung arv at løfte, ikke kun efter den vellykkede forgænger. Fra den første Audi 100 i 1968 har det været en sikker klatring op af rangstigen for både bil og mærke, og med skiftet til modelbetegnelsen A6 i 1994 var det for alvor tydeligt, at Audi var på vej mod premium. Derfor forbliver A6 i den nye generation genkendelig som en A6, men uden at virke helt så konservativ som den større A8. Den nye designlinje, som debuterede med A8 sidste år med en bredere grill og skarpere træk, kommer efter vores mening mest til sin ret med den nye A6.
Især fronten har karakter med de store hak i forlygterne (altid LED) og passende store luftindtag derunder. På A6 ses markeringen af de fire hjuls placering, en hentydning til Quattro-firehjulstrækket, tydeligt med markante linjer i karrosseriet – som ved baghjulene giver brede skuldre. Set bagfra er A6 udstyret med en gennemgående kromlinje, men der er intet ubrudt lygtebånd på tværs, som der er på A7 og A8.
Kabinen har samme tekniske, kølige look som i A7, og det er da også fuldstændig samme form og indretning, Audi bruger – præcis som i den gamle A6 og den gamle A7. Også i A6 må vi derfor vinke farvel til det drejeknap-styrede MMI-infotainmentsystem til fordel for to touchscreens i MMI Touch Response. Den øverste til navigation på 10,1″ har en høj opløsning og tager sig bl.a. af navigationskortet, overordnede indstillinger og apps, mens den nederste på 8,6″ styrer bl.a. klima og head up-display. Den nederste afgiver hvad der i fingrene føles som en let summen – som respons på trykket. Audi Virtuel Cockpit, 12,3″ digital instrumentering, fås nu endelig også til A6, men standard ser det ikke ud til at blive. I forhold til E-Klassens to store displays og 5-seriens minimalistiske setup, går Audi sin helt egen vej med de to skærme.
Audi lover betragteligt mere plads på bagsædet, så A6 skulle overgå både E-Klasse og 5-serie på det punkt. Bagagerummet er stadig på 530 liter. Nok til to golftasker på tværs, skulle vi hilse at sige.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc833434931119″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/02/Audi-A6-01.jpg[/image]
Audi starter med to gange seks cylindre
A6 er up to date med 3D-surroundanlæg fra B&O, internetopdatering af trafikforholdene med såkaldt “swarm intelligence”, hvor Audi-biler på vejene kommunikerer om forholdene, og Connect Key, hvor mobiltelefonen (Android) erstatter den almindelige nøgle. På sikkerhedsfronten er der tre forskellige pakker – Park, City og Tour, bl.a. med mulighed for automatisk parkeringsassistent (fjernbetjent) og udvidet køreassistance på motorvejen. For at vise, at A6 ikke er helt så fin som hverken A7 eller A8, findes LED-forlygter med laserlys ikke, og i stedet er topversionen af forlygterne en avanceret HD matrix LED-lygte.
Den tekniske platform fra A7 og A8 gør, at A6 på den ene side har motorer med mild-hybridteknik og på den anden side køreegenskaber med mere sportslige ambitioner end før. Der er mild-hybridteknik i alle motorer, i hvert fald i de to introduktionsmotorer, som begge er V6-motorer: 55 TFSI er benzinmotoren med 340 hk, mens 5o TDI er dieselmotoren med 286 hk. Mild-hybridteknologien gør, at A6 kan cruise af sted ved konstant fart over længere tid uden at motoren kører, og at start-stop-systemet aktiveres fra 22 km/t.
I løbet af relativt kort tid kan vi forvente at se flere motorer, både fire- og sekscylindrede. Basismotorerne, 2-liters motorer med benzin og diesel, forventer vi vil yde 190 hk. Firehjulstræk er standard i stærkere modeller, mens forhjulstræk vil være at finde med de mindre motorer.
Den udgående A6 havde komforten og langtursegenskaberne helt på plads, men den nye skal udvide det repertoire med en højere forkærlighed for sving og hurtige kurver. Progressivt styretøj, firehjulsstyring med med- eller modstyrende baghjul og hele fire typer affjedring skal få A6 til at føles kompakt, agil og mere levende. Basisaffjedringen er med stålfjedre og traditionelle støddæmpere, sportsaffjedringen en sænket og mere fast udgave af samme, mens næste niveau kommer med adaptive støddæmpere – og topmodellen med adaptiv luftaffjedring.
Vi har endnu ingen information omkring dansk introduktion og danske priser.