Flere premiummærker vil gerne have private kunder, som faktisk køber bilerne – og ikke går efter privatleasing. Derfor har Audi og Mercedes-Benz fulgt Jaguar og dumpet prisen på udvalgte modeller
En privat kunde, som køber en ny C-Klasse hos en dansk Mercedes-Benz-forhandler? Næsten utænkeligt, for sådan en er dyr, og når kunderne kører af sted i en ny C-Klasse, så er det som firmabil og i nogle tilfælde på privatleasing. Men privatleasingmarkedet er vendt på hovedet, og mens private kan lease en ny bil til stort set samme priser som før afgiftsomlægningen, så er det blevet sværere for importørerne at tjene penge på leasingaftalerne – priserne holdes i ro, for store stigninger ville være det samme som at sende kunderne direkte i armene på konkurrenterne.
Bilmærkerne vil hellere sælge en ny bil end sende den ud på privatleasing, men så er vi tilbage ved problemet: en ny C-Klasse er dyr, alt for dyr for mange privatkunder. Løsningen er prisnedsættelser, og som kampagnepriser fra bl.a. Mercedes-Benz nu viser, sort på hvidt, må fortjenesten på de ellers gældende listepriser være høj for importøren. Med kampagnepriserne på C-Klassen, kan man lige nu spare op til 121.500 kr. på en af de mindre C-Klasse-modeller, C 200 stationcar, og regeringens afgiftsomlægning dækker sandsynligvis under halvdelen af det beløb. Har man købt en C 200 stationcar til originalprisen, før omlægning og kampagne, ville man i dag stå med en dårlig smag i munden – men igen, det er der meget få danskere, der har gjort. Som kunde på udkig efter en ny bil i klassen omkring 370.-400.000 kr. kommer man i dag meget, meget længere, end man gjorde for få måneder siden. Helt uden at skulle forhandle om en lav pris.
Mercedes-Benz’ kampagnepriser dækker seks forskellige modelrækker, fra den kompakte A-Klasse fra 279.000 kr., med en overskuelig besparelse på cirka 64.000 kr., til stationcarudgaven af E-Klassen til 639.000 kr., hvor besparelsen er op til 124.700 kr. For private er det især interessant, at det er muligt at købe en C-Klasse, C 200, med en 184 hk stærk benzinmotor, fra 369.000 kr. i sedanversionen. Stationcarudgavens merpris er 20.000 kr. Modeller som CLA Coupé og crossovermodellen GLA er også at finde på listen over kampagnepriser, som for nuværende har en udløbsdato, som hedder 31. december i år.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc208091469365″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/11/Audi-A4-Avant.jpg[/image]
A4 Avant med 190 hk til under 400.000 kr.
Audi har for få dage siden lanceret en kampagne på stationcarudgaven af A4, A4 Avant, som følger præcis samme opskrift som den, Mercedes-Benz har strikket sin kampagne sammen efter; en klækkelig besparelse bygget oven på afgiftsnedsættelsen. Besparelsen er på op til 103.615 kr., skriver Audi, og kampagnemodellen A4 Avant Edition Plus kan erhverves til priser fra 399.995 kr. – og det er en pris, som gælder for enten en model med dieselmotor med 150 hk eller en benzinmotor med 190 hk. Automatgearet S-Tronic kan tilkøbes for 25.000 kr., og en Edition Plus Sport med større alufælge og sportssæder starter ved 424.495 kr. Kampagneudgaverne af A4 Avant har også mere standardudstyr, så p-sensorer for og bag, elektrisk betjent bagklap, midterarmlæn og flere andre detaljer forsøder tilbuddet yderligere.
Audi kører også kampagne på den udskiftningsmodne Q3, hvor besparelsen skulle være på 113.000 kr. Med 150 hk, benzin eller diesel, kan den kompakte SUV fås fra 316.047 kr., og også her er en hel del ekstraudstyr gjort til standard.
Audi og Mercedes-Benz er ikke de eneste, som gerne ser flere private købere, med tryk på køb, hos deres forhandlere. Jaguar og Land Rover introducerede i oktober “flådemodeller” til private med besparelser på i alt op til 111.000 kr., afgiftssænkelse inklusive, og her gælder det udvalgte udgaver af Jaguar XE, XF og F-PACE, samt Land Rover Discovery Sport og Range Rover Evoque. Med ekstraudstyr inkluderet fås den “lille” sedan XE fra 464.928 kr. med automatgear og en benzinmotor med 200 hk – mod tidligere at have startet på 551.036 kr. Den populære SUV F-Pace med dieselmotor med 180 hk og automatgear har nu en udsalgspris på 618.165 kr. mod tidligere 726.707 kr.
Der er endnu ingen tegn på kampagnepriser eller yderligere nedsættelser hos mærker som BMW og Volvo, men hvis Audi, Jaguar og Mercedes-Benz pludselig rykker stærkt på privatkundefronten, er det bare et spørgsmål om tid.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1369730832097″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2017/11/Jag-F-Pace.jpg[/image]