Den nye generation af Fords model i Golf-klassen fås i flere modeller med en engangsydelse fra 4.995 kr. og månedlig ydelse fra 2.295 kr. – Den lave engangsydelse kræver dog markant højere månedlig ydelse
Privatleasing står for en lille del af det danske bilmarked, men for nogle bilister er leasing vejen frem – hvis man vil have overblik over udgifterne og hurtigt vil kunne komme af med bilen, kan privatleasing være en måde at have bil på.
Nyeste tilbud på markedet kommer fra Ford, som har frigivet priserne for privatleasing på den nye Focus, som konkurrerer med biler som Peugeot 308, Volkswagen Golf og Kia Ceed. Tre versioner af den nye hatchback er indtil videre på programmet, og engangsydelsen starter ved 4.995 kr. og den månedlige ydelse ved 4.995 kr. Men som bl.a. Volkswagen har Ford en model, der giver valget mellem lav engangsydelse med højere månedlig ydelse og den omvendte version. Det gælder om at kende sit behov, før man vælger måden at gøre det på.
500 kr. mere om måneden ved lavere udbetaling
Med en engangsydelse på 4.995 kr. kommer man til at betale en månedlig ydelse på 2.795 kr. for basismodellen Focus 1,0 Ecoboost Trend Edition med 100 hk, som bl.a. har automatisk nødbremsesystem, aircondition og alufælge som standard. Vælger man i stedet at stille op til en engangsydelse på 14.995 kr., falder den månedlige ydelse til den lavest mulige, nemlig 2.295 kr. (med 10.000 km om året inkluderet). Merprisen hver eneste måned er dermed 500 kr., og vil man aflevere sin Focus efter standardperiodens ophør, 36 måneder, er den høje engangsydelse mest fornuftig. Vælger man derimod at sige stop efter 12 måneder, er den lave en engangsydelse mest favorabel.
Man skal se nøje på de inkluderede kilometer. 2.295 kr. om måneden inkluderer blot 10.000 km om året, og det vil kun række, hvis man bevæger sig lokalt med sin bil. 5.000 km mere om året koster 100 kr. om måneden, mens en opgradering til 20.000 km om året koster yderligere 175 kr. om måneden.
De samme tillæg gælder de to øvrige Focus-modeller i privatleasingprogrammet, Focus 1,0 Ecoboost Titanium med 125 hk, som bl.a. har automatisk klimaanlæg, fartpilot og nøglefri adgang/start, og Focus ST-Line med samme motor, som har sportsundervogn, stylingkit og sportssæder. Førstnævnte fås til enten 14.995 kr. i engangsydelse og til 2.695 kr. om måneden eller 4.995 kr. i engangsydelse og 3.195 kr. om måneden. ST-Line koster 14.995/2.895 kr. eller 4.995/3.395 kr. For alle priser gælder det, at 10.000 km om året er inkluderet, så læg enten 100 kr. til om måneden for i alt 15.000 km/årligt eller 275 kr. for i alt 20.000 km/årligt.