Toyota har sin populære hybridudgave af RAV4, men der har ikke ligefrem været mange konkurrenter til den delvist elektrificerede SUV: der kommer nu endelig en, hvor Honda er klar med CR-V Hybrid
At det tager tid for bilbranchen at rykke sig er der rigtig mange eksempler på, og manglen på kompakte SUV’er med hybridteknologi er en af dem. Nissan Qashqai, Hyundai Tucson, Volkswagen Tiguan, Kia Sportage, Ford Kuga, Seat Ateca, Mazda CX-5 – ingen af dem kan man erhverve sig med hybridteknologi (Tucson og Sportage fås som mild-hybrider med tryk på MILD), og det har lange udsigter over hele linjen. PSA-koncernen med Citroën, DS, Opel og Peugeot sætter dog ind med flere plugin-hybrider i klassen næste år.
Toyota er det eneste mærke i prisklassen, som for længst har etableret sig med en hybrid i SUV-format. RAV4 Hybrid blev introduceret i forbindelse med et facelift i 2015, og den helt nye RAV4, som lanceres i Danmark i første halvår 2019, står klar som hybrid fra starten. Denne gang er der en konkurrent, Toyota skal forholde sig til, og det er landsmanden Hondas nye CR-V Hybrid, som vil være på markedet i løbet af kort tid.
Det springende punkt er prisen, og hvor dyr CR-V Hybrid bliver i forhold til RAV4 Hybrid – og ikke mindst prisforskellen mellem en almindelig CR-V med benzinmotor og den nye hybrid med to elmotorer og benzinmotorer. Men der er ikke længere behov for gætterier, for Honda har udsendt de danske priser.
Fås også med firehjulstræk – for 18.000 kr. mere
429.000 kr. er det laveste beløb på CR-V-prislisten, der køber den nye hybrid, og den er dermed præcis 100.000 kr. dyrere end CR-V kun med benzinmotor. En formildnende omstændighed er det faktum, at CR-V Hybrid selvfølgelig har automatisk gearkasse (den har rent faktisk ingen traditionel gearkasse, men Honda fletter alligevel CVT-navnet ind) som standard – og at forbruget både i den officielle cyklus og uden tvivl også ved daglig kørsel vil være lavere: CR-V 1,5 Comfort med manuel gearkasse og forhjulstræk har et officielt forbrug på 15,9 km/l, CR-V Hybrid med forhjulstræk klarer sig op på 3 km/l mere med sine 18,9 km/l.
CR-V Hybrid ligger næsten side om side med Toyota RAV4 Hybrid på pris. Men RAV4 Hybrid med 198 hk kører i den sidste tid i kampagneudgaver, og derfor fås den meget veludstyrede H3 Selected til 433.900 kr. med udstyr, som man hos Honda skal op i en dyrere udgave for at finde, fx LED-forlygter, lædersæder, nøglefri adgang/start og 18″ alufælge.
CR-V Hybrid er bygget op med to elektriske motorer og en 2-liters benzinmotor uden turbo (145 hk – systemydelse 184 hk), og hybridsystemet kaldes Intelligent Multi-Mode Drive (I-MMD. Systemet kan skifte automatisk mellem at drive hjulene alene ved hjælp af el, som leveres fra litium-ion-batteriet (EV Drive), eller ved at benzinmotoren leverer strøm direkte til det elektriske system (Hybrid Drive. Den sidste mulighed er, at benzinmotoren kobles direkte på som kraftressource for forhjulene, som i en hvilken som helst almindelig bil.
Honda sælger også sin nye hybrid-SUV med firehjulstræk (AWD), og det fås fra udstyrsniveau to (Elegance) og har en meget rimelig merpris på 18.000 kr. Syv sæder, en nyhed i den almindelige CR-V, kan man ikke få i sin CR-V med hybriddrift.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc192508631543″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2018/11/Honda-CR-V-Hybrid-006.jpg[/image]
Priserne på den nye CR-V Hybrid i overblik
CR-V Hybrid Comfort med forhjulstræk til 429.000 kr.
CR-V Hybrid Elegance Navi med forhjulstræk til 463.000 kr.
CR-V Hybrid Lifestyle Navi forhjulstræk til 483.000 kr.
CR-V Hybrid Elegance Navi med firehjulstræk til 481.000 kr.
CR-V Hybrid Lifestyle Navi med firehjulstræk til 501.000 kr.
CR-V Hybrid Executive Navi med firehjulstræk til 533.000 kr.
CR-V Hybrid Comfort har som standard 17″ alufælge, sikkerhedspakke med bl.a. adaptiv fartpilot og aut. nødbremse, varme i forsæderne, aut. klimaanlæg og 5″ touchscreen.
CR-V Hybrid Elegance Navi har bl.a. 18″ alufælge, læder på rat og gearknop, regnsensor, aut. klimaanlæg med to zoner og bakkamera.
CR-V Hybrid Lifestyle Navi har bl.a. 18″ alufælge, nøglefri adgang/start, læderindtræk, LED-tågeforlygter og blind vinkel-system.
CR-V Hybrid Executive Navi har bl.a. 19″ alufælge, panoramasoltag, varme i rat og bagsæde, el-styret bagklap, el-førersæde og head up-display.