Den nye Hyundai i10 står som en af de få nyheder i klassen for mikrobiler i år. Den tredje generation bliver mere voksen med 8” touchscreen, nødbremse med fodgængergenkendelse og friskere design
Danskerne køber færre mikrobiler, men Hyundai holder stædigt fast i, at de mindste biler er vigtige at have i modelprogrammet, så en helt ny i10 vil fra begyndelsen af 2020 gøre sig til hos de danske forhandlere. En ny i10 er en kontrast til de fleste biler i klassen, som kører uden mærkbare forandringer, år efter år – biler som Fiat Panda og Suzuki Celerio er kørende påmindelser om gamle dage, trillingerne Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo kører med samme grundlæggende mekanik som for snart 15 år siden – og Seat Mii og Skoda Citigo vil inden længe kun blive solgt i elektriske versioner.
Hyundai mener det seriøst med en ny mikrobil, der har nye proportioner, friskere design og langt mere sikkerhedsudstyr end før. Kun Picanto, som hører til i samme hus som i10, kan stille med et (næsten) så omfattende sikkerhedsudstyr og et infotainmentsystem i tilnærmelsesvis samme klasse.
Fladere og friskere
Koreanerne fortæller gerne, og gerne meget ofte, at deres kunder vælger deres biler, fordi design betyder noget. I tilfældet i10 tænker vi, at kunderne elsker, at den nu udgående model ikke ser spinkel ud eller ligner en forstørret legetøjsbil. Moden/kedelig i designet, men mere “voksen” end de fleste konkurrenter.
Stadig moden, men mere frisk. Hyundai har tilføjet streger og folder på den 367 cm lange mikrobil, og så er den blevet 2 cm fladere og 2 cm bredere. Den nye i10 er ikke det mest originale design fra den koreanske producent, for vi kan se elementer af Toyota Yaris i fronten, Ford Ka+ i den anden ende. Men Hyundai har passet sin signaturgrill, “Cascading Grille” og de runde LED-kørelys fra den udgående model fint ind i designet. Denne gang er der mulighed for at få taget malet i sort eller rød, og det kække knæk i bagdøren viser op til et i10-skilt i C-stolpen.
Storbilsfornemmelse er hvad Hyundai-designerne går efter i kabinen. Den bliver med stor sandsynlighed ikke standard, men i10 fås nu med en touchscreen på 8”, som er passet ind i instrumentpanelet, så kabinen minder lidt om en mikro-Mercedes-Benz – dog uden de fulddigitale instrumenter. Når det kommer til at være med i teknologisk front er i10 foran alle andre i klassen: Blue Link er Hyundais permanent opkoblede system, som altså er konstant online via et SIM-kort. Aktuel trafik, vejret og ledige p-pladser er bare nogle af fordelene.
Med en app har man kontakt til sin i10 og kan bl.a. overføre en rute fra telefonen til navigationssystemet, og en find-min-bil funktion lokaliserer bilen, hvis man har glemt, hvor den er parkeret.
Som den udgående i10 fås den nye med fire eller fem siddepladser (en ekstra nøjsom Eco-udgave har altid fire pladser), og bagagerummet på 252 liter er blandt de største i klassen.
[image action=”none” image_action_link=”#” target=”_self” fancybox=”0″ align=”” image_size_alias=”” image_alt=”” link_title=”” margin_top=”” margin_right=”” margin_bottom=”” margin_left=”” sc_id=”sc1032242985123″]https://www.biler.nu/wp-content/uploads/2019/09/Hyundai-i10-2.jpg[/image]
Genkender fodgængere
Den gamle i10 falder til jorden på meget få punkter, men aktivt sikkerhedsudstyr er et af dem. Automatisk nødbremse har den aldrig fået, og selv om det desværre er alt for typisk i klassen, er det en skam i en bil så velegnet til at køre i byen. Denne gang er i10 fuldt rustet til byen, for ikke bare er der automatisk nødbremse, men også en, som kan genkende og bremse ned for fodgængere.
Aktiv sporassistent, træthedsovervågning, fjernlysassistent og intelligent fartbegrænser (tilpasser automatisk farten efter skiltene) og skiltegenkendelse er også på programmet. Usædvanligt for klassen. Varme i rattet og trådløs opladning af smartphones er heller ikke noget, der normalt ses i mikroklassen.
Med de to motorer, Hyundai giver kunderne som mulighed, kommer vi ned på jorden igen. Nye motorer får i10 ikke. Standardmotoren er en trecylindret 1-liters motor med 67 hk/96 Nm, opgraderingen en firecylindret 1,2-liters med 84 hk/118 Nm. En manuel gearkasse med fem trin hører til begge maskiner, men som noget nyt fås de begge med en automatiseret manuel gearkasse (AMT).
Turbomotoren med 100 hk fra Kia Picanto er som udgangspunkt fraværende, men vi har en mistanke om, at den i10 N-Line Hyundai viser om kort tid, kan have den stærke motor ombord. Når Hyundai alligevel er i gang med nyskabelser i mikroklassen, ville det være dumt ikke at gå hele vejen.